Læsetid: 3 min.

Et menneske i krise kan ikke vente

Traumatiske oplevelser skal behandles, hvis sindslidelsen ikke skal blive kronisk, derfor skal relevant behandling ske hurtigst muligt, siger psykolog Shak Jabiri, der arbejder med traumatiserede flygtninge
Mange indvandrere har et tabu omkring psykiatrisk behandling, derfor går der lang tid, før lidelserne bliver opdaget, siger psykolog Shak Jabiri, der arbejder med traumatiserede flygtninge

Mange indvandrere har et tabu omkring psykiatrisk behandling, derfor går der lang tid, før lidelserne bliver opdaget, siger psykolog Shak Jabiri, der arbejder med traumatiserede flygtninge

Julie Hjerl Hansen

20. november 2007

"Et menneske med psykiske lidelser skal i behandling lige så hurtigt som en, der brækker et ben."

Shak Jabiri er psykolog. Han behandler flygtninge, der ligesom han selv, kommer til Danmark med ar på sjælen fra flugt, krig og tortur. Det lovede han sin mor, da familien flygtede fra Palæstina i 1948. Den 24. august 1961 kom Shak Jabiri til Danmark, hvor han begyndte at læse til ingeniør, men blev skolelærer og siden psykolog. I dag behandler han flygtninge i sit eget rehabiliteringscenter ARAMUS - for traumatiserede flygtninge. Ventetiden er mindre end tre uger.

Han sidder i en stol i sin praksis på Gammel Kongevej med udsigt til Københavns søer. Shak Jabiri begynder at fortælle om traumer, der sætter sig i krop og sjæl, om ventelister og om to mænd fra et fængsel, eksempelvis Abu Ghraib:

"To mænd sidder i fængsel i Abu Ghraib. Den ene vender hjem til sin familie. Han får sit arbejde tilbage og bliver hyldet som en helt. Han får ikke PTSD (Posttraumatisk stresssyndrom), fordi hans hjemkomst bliver en slags rehabiliterende proces. Den anden mand flygter til Danmark. Sprog og kultur er ukendt, han skal vente på asyl og genopbygge sin status i samfundet. Han skal integreres, men føler sig mistænkeliggjort. Han bliver deprimeret og går til lægen, måske får han antidepressiv medicin, men depression er kun en lille del af det," siger Shak Jabiri.

"Symptomerne begynder, hovedpine, ledsmerter - mange lange nætter med støvletramp, brændende cigaretter under fødderne, billeder på nethinden, der ikke ligner virkeligheden. Han bliver presset, fordi han skal lære dansk og i aktivering. Han oplever sjældent, at han er god nok. Pludselig en dag råber han af sagsbehandleren og vælter hendes skrivebord."

"Oplevelserne fra Abu Ghraib får grobund i Danmark. Hvis flygtninge ikke bliver behandlet, bliver det til posttraumer. Traumerne inficerer på det nærmeste personlighedsstrukturen, og derefter bliver udviklingen uberegnelig," siger Shak Jabiri.

Traumet spreder sig

"Et ubearbejdet traume skaber psykosomatiske symptomer. Følelserne aktiverer hormoner som hydrokortison, kortisol og adrenalin i binyrerne, der bliver frigivet og kommer i kontakt med hjernecellerne. Når det sker, nedsættes bevidsthedsniveauet. Vreden opstår. Reaktionen afhænger naturligvis af personens personlighedsstruktur; nogle nøjes med at bande, mens andre mister kontrollen over sig selv," siger Shak Jabiri og forklarer, hvordan hele kroppen bliver påvirket af ubearbejdede traumer.

"Mange har ledsmerter, fordi balancen i kroppens funktioner forrykkes. Anspændtheden dominerer og angriber muskelfibrene, leddene, hjernecellerne m.m. Den konstante stresstilstand påvirker koncentrationen og hukommelsen, realitetssansen forskydes, og søvnen bliver afbrudt af mareridt. Psykiske lidelser bliver omsat til fysiske lidelser. Det er derfor helt ulogisk, at disse flygtninge skal vente så længe på psykologbehandling."

I 1993 åbnede Shak Jabiri ARAMUS. Behandlingerne består i bearbejdende psykoterapeutiske samtaler og forskellige former for fysioterapeutisk afspænding og massage rettet mod torturofre, men de anvender også alternative behandlingsformer som akupunktur og kiropraktik.

ARAMUS' mærkesag er en venteliste på højest tre uger.

"Mange indvandrere har et tabu omkring psykiatrisk behandling, derfor går der lang tid, før lidelserne bliver opdaget. Hvis de så skal vente endnu længere, så har de allerede udviklet symptomerne, når de starter i behandling. De mennesker kunne måske have været reddet, hvis de havde fået behandling, men i stedet for er symptomerne blevet kroniske. Derfor er det kun op mod 20 procent, som vi kan hjælpe til et liv uden traumer," siger Shak Jabiri.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Line Jespersgaard Jakobsen

Jeg får lyst til at råbe ud til danskerne! Nå ud med mit råb til de danskere, der føler sig nok så tolerante, åbensindede, rundhåndede (for de går da i hvert fald ind for flere penge til forbedring af forholdene på asylcentrene) og overskudsagtige! Tænk nu hvis vi, os danskere med eller uden fladskærms TV, plæneklippere og GPS ikke bare accepterede de udefrakommende, som mennesker med behov for midlertidig hjælp. Tænk hvis vi viste dem tillid, så dem som mennesker med kvaliteter, lod dem vise os, hvad de kan bidrage med, til vores til tider forstokkede danske kultur. I stedet for stædigt at holde fast i vores sunde »danske værdier«, kunne vi bruge de interessante mennesker med deres specielle baggrund, og anderledes kultur og mentalitet, til at forbedre vores egen. De har da om noget, langt mere livserfaring fra den virkelige verden (der hvor der stadig findes krig og tortur) end os danskere, der efterhånden kun har bedstemor tilbage fra besættelsen - som i øvrigt ikke kan sammenlignes med de forhold flygtningene kommer fra. Før vi åbner vores grænser, skal vi åbne vores sind! Vi skal tro på dem som mennesker, og gøre hvad vi kan, for at bidrage til, at deres slid med at vente på asyl, lære dansk, være i aktivering, finde sin plads i et samfund der er totalt fremmed og samtidig overkomme krigstraumerne, ikke bliver én stor fiasko, der gør, at de yder et endnu større pres på ventelisterne! For vi kan gøre mere! Jeg vil gøre fra fra i dag!