Læsetid: 1 min.

Ny bogsektion i Information

Information sektioneres fra i dag tre dage om ugen, når en ny bogsektion introduceres
22. november 2007

Fra i dag udkommer Information med en bogsektion hver torsdag. Efter succesen med weekendsektionerne Paradoks om fredagen og Refleks om lørdagen er avisen dermed sektioneret tre dage om ugen.

Informations læsere er blandt de mest boglæsende og litteraturinteresserede danskere.

Derfor er litteraturen, den litterære kritik og debat altid blevet prioriteret højt på avisen blandt andet ved at have nogle af de bedste og mest kompetente anmeldere i landet.

Med den nye bogsektion er ambitionen at lade disse emner få endnu mere fylde og substans, samtidig med at de litterære brudflader og debatter hjemme og ude behandles journalistisk i ten-densartikler, baggrundsartikler og interview.

Bogsektionen vil hver gang have mindst et journalistisk tema fra litteraturens og bøgernes verden.

De første to-tre opslag bruges på det og andre tendenser. Herefter følger en række opslag med anmeldelser af aktuel dansk og international litteratur, hvor der samtidig introduceres en række nye anmeldernavne som supplement til de mange gode navne, avisen har i forvejen.

Ofte vil der herefter følge enten et litterært essay eller et større forfatterinterview.

Debat om bøger

På to debatopslag vil der hver uge være læserbreve - forhåbentlig om de temaer, som sektionen tager under behandling - og klummer med fokus på bøger. Sektionen afsluttes med en kalender og et litterært krydsord, som forfatteren Peter Adolphsen står bag.

Med den nye bogsektion lægges der endnu en dimension til den udvikling, Information har været inde i siden formatskiftet for tre år siden, mod en nicheavis med fokus på de journalistiske områder, som avisen er bedst til, og som vi ved optager læserne.

Redaktionen har med den nye bogsektion villet opprioritere et område, som bør kendetegne et moderne, intellektuelt dagblad, der vil levere indblik, refleksion og debat.

Som alle andre steder i avisen er det målet med den nye sektion. Vi håber, læserne synes, det lykkes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu