I 1970’erne lød parolen ’Ingen kvindekamp uden klassekamp og ingen klassekamp uden kvindekamp’. I virkelighedens verden førte kvindekampen snarere til overklassekamp.
Det kommer af at krage søger mage, lige børn leger bedst, og at man gifter sig inden for sin stand. Så nu gifter to højtuddannede sig med hinanden og får dermed en høj familieindkomst.
De korttidsuddannede finder tilsvarende sammen og får en langt lavere familieindkomst. Hertil kommer, at de korttidsuddannede kvinder i langt højere grad end de højtuddannede kvinder arbejder på nedsat tid. Desuden er de korttidsuddannede ramt mere af sygdom og arbejdsløshed end de højtuddannede. De forlader også arbejdsmarkedet tidligere end højtuddannede for at gå på den lavere førtidspension eller efterløn og folkepension.
I pensionsalderen øges forskellene yderligere for alvor i disse år, hvor de højtuddannede og -lønnede har helt andre gode arbejdsmarkedspensioner, private fradragsberettigede pensionsordninger og stor skattefri friværdi i deres ejerboliger. Derfor kan de også sikre den sociale arv med forældrekøb og arveforskud til finansiering af deres børns ejerboliger. Den sociale arv er også sikret i de almene boliger, for her flytter beboernes børn ind ad åre.
Velfærdens forudsætning
Den konservative Pia Chrismas Møller har foreslået, at der bliver nedsat en ligestillingskommission. Hun er inspireret af en middagssammenkomst, hvor hun syntes, at gamle kønsroller dukkede op igen.
»Billedet ses ikke mindst i veluddannede familier med fuld skrue på økonomien og karrieren (mandens) med toptrimmet bolig og aktivt rejse- og cafeliv. Hvad er det lige, der sker,« som hun skrev i en kronik i Politiken den 27. september.
Det er et godt spørgsmål, og ikke mindst hvorfor især hendes eget sociale lag er genstand for hendes ønske om en ligestillingskommission?
Det er det lag, der har fokus på, at kvinder ikke i tilstrækkelig grad bliver ledere. Her kommer størstedelen af den artikulerede kvindebevægelsen også fra, så interessen for de korttidsuddannede kvinders uddannelses-, arbejds- og familievilkår har været begrænset.
De kvinder har måttet rejse sig selv, og det sker først nu, hvor efterspørgslen efter deres arbejdskraft i den offentlige sektor er steget markant. Så tør de ranke ryggen og aktionere mod deres lave lønninger, høje arbejdstempo og mod, at deres omsorgs-, undervisnings- og plejearbejde underkastes standardisering og kontrol med ringe mulighed for indflydelse. De kvinder er forudsætningen for den velfærdsstat, der skabte vilkår for ligestillingen mellem mænd og kvinder. Og de arbejder ofte på nedsat tid, for at få tilværelsen til at hænge sammen.
Ulige indkomster
Dokumentation for ovenstående findes i Danmarks Statistiks opgørelser over, hvordan par finder sammen ud fra kvindens og mandens afsluttede uddannelse, og hvad de har af familieindkomst før og efter skat. Her viser det sig, at halvdelen af kvinder med lang videregående uddannelse finder sammen med en tilsvarende mand. Over halvdelen af kvinder med en erhvervsfaglig uddannelse, ofte handel og kontor finder sammen med en mand med tilsvarende uddannelse, ofte en håndværker. Næsten alle ufaglærte kvinder har dannet par med en anden ufaglært eller med en mand med en erhvervsfaglig uddannelse.
Ser man på familieindkomsten viser det sig, at den i år 2003 i gennemsnit er 358.000 kr. for ufaglærte par, 523.000 kr. for faglærte par og 956.000 kr. for par med lange videregående uddannelser. Efter skat har parret med erhvervsfaglige uddannelser en tredjedel mere og parret med de lange videregående uddannelser mere end dobbelt så meget som det ufaglærte par. (Indgik kun erhvervsaktive par i statistikken og ikke også studerende og pensionister ville forskellene givetvis være større).
Vilkår og livsformer
Ser man på, hvor mange af de beskæftigede kvinder der som lønmodtagere arbejder mindre end 37 timer om ugen viser statistikken, at det er hver fjerde kvinde på højeste niveau, næsten halvdelen på mellemniveau og mere end halvdelen på grundniveau.
Det forklarer selvfølgelig en del af forskellene i familieindkomster, men viser også de forskellige familiers livsvilkår og livsformer. De højtuddannede familier har ofte bedre mulighed for at få arbejds- og familieliv til at hænge sammen, selv om de begge er på fuld tid end mange af de andre familier, der har mindre fleksible og mere nedslidende arbejdsforhold. Desuden er karrierelivsformens værdier drivende i de fleste højtuddannede lønmodtagerfamilier, hvor lønmodtagerlivsformen præger de andre.
En ligestillingskommission, der så på, hvad der samfundsmæssigt er kommet ud af ligestillingen i alle familier og ikke kun i karrierelivsformen er påtrængende ikke mindst nu, hvor billedet er vendt, og der er mangel på arbejdskraft.
Bortfald af top- og mellemskatten er, som tallene viser, ikke et oplagt svar, da de højtlønnede familier i forvejen er på fuld tid. Genindførelsen af sambeskatningen har ingen realitet, selv om den ville skabe social retfærdighed nu, hvor ligestillingen har ført til større ulighed familierne imellem.
En ligestillingskommission med fokus på uddannelses- og arbejdsvilkår for begge køn og alle samfundsgrupper er lige til at sætte på de politiske partiers nye dagsorden, nu hvor der er brug for alle kvinder og alle mænd ved pumperne. Flot vil det være, hvis alle dygtiggøres, har indflydelse og føler arbejdsglæde, for så stiger ydeevnen, og det forkætrede fravær falder. Desuden bliver ligestillingen mere reel.
indland@information.dk
