Analyse
Læsetid: 4 min.

Protestparti til fest i forsvarsposition

Der var musik og mad og optakt til fest hos Dansk Folkeparti, men det var ikke til at afgøre, om de var ved at vinde eller tabe
Indland
14. november 2007

De ser glade ud i Landstingssalen. De smiler forsigtigt mellem Dannebrog på væggene, hvid dug og en duft af dansk mad fra bordene. Her er unge kvinder i sorte kjoler og læderstøvler, mænd i mørke jakker i alle alder og de kendte ansigter: Søren Krarup, Kristian Thulesen Dahl, Søren Espersen og Peter Skaarup. Pia Kjærsgaard kommer først senere. Her er glad musik fra en lille scene med trækbasun, trompet og el-bas.

En yngre kvinde klædt i let gylden trøje bøjer sig ned og krammer Søren Espersen:

”Er I klar til sejr?”, spørger hun.

”ja, det er vi,” svarer han og går hen og skruer op for lyden på det store tv. Nu kommer den næste exit poll. Klokken er 19, og der er stille, mens søjler på skærmen afslører den foreløbige mandatfordeling.

Dansk Folkeparti står stadig til 24 mandater, men VKO mangler tre mandater for at nå 90. Der er stadig stille i lokalet:

”Uuåååååå” røber Espersen og klapper. Så klappes der i salen.

Mogens Camre, nu med sølvbriller, klapper også.

- Er det her en sejr for jer, hvis I ikke får jeres flertal med v og k?

”Det en sejr, vi fastholder vores mandater, men Venstre kan ikke trække deres stemmer hjem.”

I defensiven

Dansk Folkeparti blev til på et angreb, de kom ind og protesterede og satte en ny dagsorden. Og de vandt den dagsorden. De vandt så klart, at ikke bare Socialdemokraterne, men også SF og Det Radikale Venstre har gjort kontroversielle stramninger og indgreb i den personlige frihed som ”tilknytningskrav” og ”24-årsregel” til politisk konsensus. Set i det perspektiv markerer Folketingsvalget 2007 den totale sejr for Dansk Folkeparti.

Men denne konsensus om en ”stram”og ”fast” udlændingepolitik gjorde det også muligt at protestere imod Dansk Folkeparti. Den tilsyneladende afgørende begivenhed for dette valg fandt sted i maj 2007, da udbrydere fra Det Radikale Venstre, Det konservative Folkeparti og siden Venstre stiftede et ”borgerligt, humanistisk midterparti”: Ny Alliance, som ville gøre op med ”Dansk Folkepartis vetoret i dansk politik”.

Det var pludselig protestpartiet Dansk Folkeparti, som der blev protesteret imod. Protestpartiet blev et forsvarsparti:

”Det er fuldstændigt rigtigt”, siger Dansk Folkepartis Jesper Langballe på valgaftenen:

”Det her valg har drejet sig om, man var for eller imod Dansk Folkeparti – mest imod må jeg sige. Der har været talt utroligt meget om vores vetoret i dansk politik. Og der må jeg bare sige: det passer simpelthen ikke. Omkring udlændingepolitikken har vi ikke bidt os fast i bordet og været imod alle de andre. Vi har siddet og hygget os gevaldigt og er blevet enige om udlændingepolitikken sammen med Rikke Hvilshøi (V), Irene Simonsen (V) og Henriette Kær (K). Vi har siddet i al fordragelighed og forhandlet os til rette.”

Søren Krarup rejser sig fra sin tallerken og giver hånd:

”Det her valg har jo handlet om at udrydde Dansk Folkeparti. Det må jeg sige. Og jeg er dybt imponeret over Pia Kjærsgaard, som har kæmpet ukueligt gennem tre uger.”

Stadig mod eliten

Dansk Folkeparti har alligevel i denne valgkamp præsteret en protest over figuren: Folket mod eliten. Denne gang har Pia Kjærsgaard ikke rettet sit angreb mod Det Radikale Venstre, men derimod i mod Ny Alliance. Som Langballe forklarer:

”Ny Alliance er jo endnu mere elitært end de radikale. Nu er det dem, der repræsenteret café latte-segmentet eller for at sige det mere præcist: De repræsenterer overklassen”.

”Og kulturradikalismen er strømmet derhen for at gøre op med Dansk Folkeparti. Og så strømmede den væk igen, da det viste sig, at det var et noget forhastet og ufærdigt sammenrend.”

- I har jo stået sammen med Anders Fogh Rasmussen imod ”eliten”, ”smagsdommerne” og ”meningstyranniet”. Har det skuffet dig, at Anders Fogh Rasmussen ikke har stået på jeres side imod eliten i Ny Alliance?

”Vi er ikke sure, for jeg tror ikke, man kunne forvente det i den her valgkamp. Statsministeren er en sjældent slagkraftig og klar og skarp debattør, en af de skarpeste i landet. Men denne gang har han valgt at helgardere sig og tage den med ro. Man har haft svært ved at genkende gode gamle slagfærdige Anders. Han har kørt en blødere linie, det kan godt være, det har været klogt. Men jeg synes nu, den slagfærdige stil klæder ham bedre.”

Det synes Søren Krarup også.

”jeg kom jo til at sige til Weekendavisen, at jeg troede Fogh var en karakter, så viste han sig bare at en politiker. Men det er jo bare mig, der er naiv. Det er mig, der ikke er en rigtig politiker.”

Foran indgangen vipper Peter Skaarup på fødderne, afventende:

”Hvis det her resultat holder, er det ikke en sejr. Vores første prioritet er, at VOK-flertallet fortsætter.”

- De andre partier siger VKO. Hvorfor siger I VOK?

Per Skaarup nikker og griner et øjeblik. Inden han svarer:

”Det er helt naturligt. Venstre er størst, vi er næststørst og konservative er det mindste parti. Så vi synes, det hedder VOK.”

ruly@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her