Læsetid: 3 min.

Regeringen vrager forskeres resultater

Regeringen har droppet miljøeksperters grænseværdier for god vandkvalitet i de danske vandområder og erstattet dem med egne og ringere værdier. Forsker undrer sig. Grov politisk styring, siger oppositionen, der kalder miljøministeren i samråd
Regeringen har droppet miljøeksperters grænseværdier for god vandkvalitet i de danske vandområder og erstattet dem med egne og ringere værdier. Forsker undrer sig. Grov politisk styring, siger oppositionen, der kalder miljøministeren i samråd
13. november 2007

Danmark skal ifølge et EU-direktiv sikre 'god kvalitet' i de danske vandområder inden 2015.

Men det mål bliver svært at nå, hvis regeringen følger eksperternes seneste anbefalinger om at stramme op på standarderne for vandmiljøet.

I stedet har regeringen valgt at følge et sæt ringere grænseværdier, der tillader mere forurening.

Vandbiolog Dorte Krause-Jensen fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU), der har været med til at udarbejde de nye grænseværdier, undrer sig over, at flere års analysearbejde, bestilt af regeringen via Miljøstyrelsen, er blevet vraget.

"Jeg har ikke hørt et eneste fagligt argument for, hvorfor man vælger de højere grænseværdier," siger Dorte Krause-Jensen, der mener, at de højere grænseværdier vil betyde mindre liv i vandområderne og dårlige kystbeskyttelse.

EU's vandrammedirektiv fra 2000 forpligter landene til at sikre, at vandløb, søer, kystvande og grundvand har 'god kvalitet'. Miljøstyrelsen bad derfor Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) om at fastsætte en grænseværdi, der gør det muligt at måle vandkvaliteten. Men den faglige anbefaling blev vraget til fordel for en langt højere grænseværdi baseret på "et sammensurium af faglighed og politiske forhold" i de gamle amter, lyder forklaringen fra Jens Brøgger Jensen fra By- og Landskabstyrelsen under Miljøstyrelsen.

Men den forklaring er man ikke tilfreds med på DMU: Dorte Krause-Jensen finder det 'mærkeligt', at Miljøstyrelsen beder om en faglig vurdering, som regeringen så ikke bruger til noget:

"Jeg synes, vi og befolkningen bliver ført bag lyset, når regeringen ikke kan forklare, hvorfor de fravælger den faglige analyse," siger Dorte Krause-Jensen.

Krav om samråd

Hos oppositionen vækker den politiske indblanding i forskernes anbefalinger fortørnelse:

"Det er grov politisk styring. Det her viser med al tydelighed, at regeringen prioriterer økonomiske hensyn og hensynet til landbruget over miljøet," siger SF's miljøordfører, Steen Gade, der vil afkræve miljøminister Connie Hedegaard (K) en forklaring.

"Sagen illustrerer, at Connie Hedegaard sælger de pæne budskaber, men at Finansministeriet bestemmer," siger han og påpeger, at Danmark ved at fastholde de højere grænseværdier underminerer EU's ambitiøse vandrammedirektiv.

SF vil - hvis regeringen fortsætter - kalde miljøministeren i samråd om sagen. Det bakker Enhedslisten op om, og miljøordfører Per Clausen siger: "Det er rystende, at man vrager DMU's analyser. Connie Hedegaard plejer jo at sige, at hun baserer sin politik på den bedste viden. Men her er det jo snarere økonomien, der har afgjort, hvilken grænseværdi, vi skal følge."

Lettere at nå mål

DMU har i flere år forsket i, hvordan man kan måle vandkvaliteten og løbende fremlagt deres analyser for Miljøstyrelsen, som de havde et godt samarbejde med. Derfor kom det meget bag på forskerne, at regeringen valgte at ignorere deres anbefalinger.

DMU's grænseværdi tog udgangspunkt i, at vækstbetingelserne for ålegræs, der er en effektiv indikator for vandkvaliteten, maksimalt måtte forringes 15-20 pct. i forhold til målinger for 100 år siden, det såkaldt 'historiske referencepunkt'. Den grænseværdi lempede regeringen til 25-30 pct. til stor undren for vandbiologerne i DMU, hvis mangeårige forskning blev tilsidesat.

"En lempelse af grænseværdien betyder naturligvis, at de mål, som EU's vandrammedirektiv forpligter os til at nå inden 2015, bliver lettere at opfylde. At vi accepterer en dårligere vandtilstand og ikke behøver at gøre ret meget for, at forholdene bliver bedre," siger Dorte Krause-Jensen, der peger på blandt andet landbrugets udledning af kvælstoffer fra gødning som noget, der hæmmer vækstbetingelserne for ålegræs. Ålegræs er afgørende for både vandkvalitet og for kysterne, siger Dorte Krause-Jensen:

"Det er en meget produktiv plante, og ålegræsbestandene er vigtige levesteder for mange smådyr og fisk. Ålegræssets underjordiske rodnet beskytter også kysterne mod at erodere."

Jens Brøgger Jensen har været DMU's kontaktperson i Miljøstyrelsen, og ifølge ham valgte regeringen af fastsætte en højere grænseværdi "baseret på den holdning, som de tidligere amter har haft om, hvor miljømålene skulle være." Hvad der ligger til grund for amternes 'holdning til miljømålene' er uklart: "Vi har kun kunnet se slutresultatet. Hvad der harligget til grund, fremgår ikke," siger Jens Brøgger Jensen, der bekræfter, at det ville kræve en væsentlig større miljøindsats, hvis regeringen havde valgt at bruge DMU's faglige vurdering.

Steen Gade fremhæver forskernes mod til at stå frem med deres frustration: "Det er flot, at forskerne går ud med det, for der er brug for at få ryddet op i den grove styring, der foregår hen over hovedet på den faglige ekspertise." Information har forgæves forsøgt at få en kommentar fra miljøminister Connie Hedegaard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Regeringen vrager forskeres resultater.

Tak til Jer begge for en god artikel, meget velkommen hos mange.

Det er glædeligt, at det nu er begyndt, at komme frem og på tryk, at der alt for ofte manipuleres med bl.a. grænseværdier fra Politisk side. til gavn for økonomien og til skade for mennesker, dyr jsamt alt levende/liv. Det er uforståeligt, at det politiske system kan opføre sig så respektløst og uansvarligt, de misbruger jo forskerne groft. Har det Politiske styre slet ingen samvittighed?

Heldigvis er befolkningen ved, at få øjnene op for hvad der i virkeligheden sker - AUTORITETSTROEN ER PÅ RETUR - i vores Politisk styrede Samfund.

Jeg har på egen krop og sjæl oplevet - ikke slut endnu - hvordan det kan gå når ØKONOMIEN KOMMER FØR MENNESKET. Jeg har 2 hjemmesider omhandlende egen Bolig/miljøsag tillige andre mindre pyntelige forhold i Vallensbæk Kommune.
Linkene til mine hjemmesider er: www.lisssivertsen.dk og www.noahvallensbaek.dk

Liss Sivertsen