Læsetid: 3 min.

Sådan ser en SR-regering ud

Mange unge navne og et par overraskende valg præger den regering, som Thorning-Schmidt og Vestager vil sammensætte efter valget
Indland
13. november 2007

Henrik Sass Larsen (S) som finansminister, og Martin Lidegaard (R) som superminister for alt, hvad der har med klima, energi, trafik og miljø at gøre. Det er nogle af de ministerposter, som Information anser for sandsynlige, hvis valgdagens slutresultat bliver en SR-regering dannet af Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager.

De radikale har på forhånd afskrevet sig statsministerambitioner, så den post er klippesikkert Thornings. Vestager kan forventes at følge i sin forgænger Jelveds spor ved at gøre Økonomiministeriet til en politisk tung, men administrativ let portefølje, der vil give hende tid til at holde Socialdemokraterne i stramme finansielle tøjler og pleje sin rolle som vicestatsminister. Formentlig endda suppleret med et bijob som kirkeminister, hvad Vestager med velbehag bestred i Nyrups regering 1998-2000.

Vestager kunne også gøre krav på udenrigsministerposten, men det er gængs visdom i dansk politik, at den hektiske rejsevirksomhed på denne post meget vanskeligt forenes med hvervet som partileder, der kræver nærvær på den indenrigske scene. Ved at prioritere økonomien baner Vestager vej for, at Mogens Lykketoft kan genindtage den udenrigsministerstilling, som har været den lykkeligste i hans politiske karriere, selv om den under Nyrup blev kortvarig, kun 11 måneder.

Klædelig post til Jelved

Margrethe Vestager vil givetvis foretrække at have sin slagkraftige formandforgænger Jelved med ved sin side i regeringen. Her passer det fint, at Jelved nu bestrider posten som uddannelsesordfører. En klædelig ministerpost vil kunne skabes til hende ved en sammensyning af forsknings- og undervisningsministerierne.

Trods nyerklæret radikal forsvarsbegejstring vil Socialdemokraterne være tryggest ved at holde denne følsomme ministerpost i egen lejr. Her er en oplagt kandidat - og en foryngelse af partiet - den 33-årige forsvarsordfører Jeppe Kofod, valgt på Bornholm.

En anden kandidat til Forsvarsministeriet, den unge radikale Morten Helveg Petersen - som Vestager nok gerne vil binde på et ministeransvar, så han ikke skaber uro i folketingsgruppen - kan til gengæld gøres til erhvervsminister.

Den brydsomme post som indenrigs- og sundhedsminister kræver udstråling af besindighed, og det er den fra Europa-Parlamentet tilbagevendte socialdemokrat Henrik Dam Kristensen leveringsdygtig i.

Fire yngre S-kvinder

Dam Kristensens vindjakke-socialdemokratisme kan til gengæld afbalanceres ved udnævnelsen af fire yngre socialdemokratiske kvinder: Den tidligere SF-næstformand Christine Antorini til den synlige post som minister for fødevarer og forbrug, den varmhjertede Mette Frederiksen til socialminister, den retspolitiske ordfører Karen Hækkerup som justitsminister (efternavnet har hun ikke fået ved fødsel, men ved giftemål), og - som et forfriskende pust - Tine Aurvig-Huggenberger hentet ind udefra. Efter sit knebne formandsnederlag i LO er hun ledig på jobmarkedet. Posten som beskæftigelsesminister ville give de offentligt ansatte en arbejdsgiver, der med stor sympati ville nedforhandle deres krav.

En anden S-fornyelse udefra ville være den 49-årige direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, der har faglig tyngde til en skatteministerpost.

Kulturministerposten kan de radikale næppe få, hvis de har sat sig på forskning og undervisning, så her er den førende kandidat Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen.

De letantændigelige udlændingesager vil Socialdemokraterne helst holde de radikale fra, og Morten Bødskov vil være en integrationsminister med direkte linje til Thorning-Schmidts inderste kreds.

Også de radikale kan have behov for at vise nye ansigter, og det er ikke givet, at den tredjeverdens-kompetente Chr. Friis Bach, der nu er international sekretær i Folkekirkens Nødhjælp, opnår folketingssæde fra sin radikale valgkreds i Nordsjælland. Under alle omstændigheder kunne han gøre fyldest på posten som bistandsminister.

At danne regering handler også om at sende symbolske signaler. Ved at sætte kønskampveteranen Lone Dybkjær på en ligestillingsministerpost kunne de radikale vise deres forpligtelse på en traditionel mærkesag. Tilsvarende kunne Socialdemokraterne på de sociale rester af et nedlagt familieministerium opbygge et synligt 'Ministerium for velfærdsrettigheder' bestyret af partiets næstformand og Hillerød-borgmester Nick Hækkerup, der har efternavnet fra sin far Klaus, som han har fælles storkreds med og tænkeligt fordriver fra Folketinget ved dette valg.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Selv om jeg egentlig har mit politiske udgangspunkt som borgerligt liberal, må jeg tilstå, at denne "skyggeregering" ser noget mere visionær og handlekraftig ud, end den samling sure og trætte mænd (Bentsen, Hjort-Frederikssen, Thor P. osv) som Fogh kan diske op med!

Jeg er da håbløst at gøre Henrik Sass Larsen til Finansminister, han er jo mere højreorienteret end Djengis Kahn og mindre visionær end Lionide Bresnev. Han kan på INGEN måder magte den kæmpe omstilling af de økonomiske modeller som Kirsten Halnæs og Jørgen E. Olesen påviser er helt nødvendige i Jørgen Steen Nielsens artikel: Politikernes grønne retorik er overfladisk. Henriks Sass Larsen ligner en 'betonklods' og det er det didste en ny regering har brug for at slæbe rundt med virklet om halsen.

Så om igen David - du kan gøre det bedre.