Læsetid: 2 min.

Sander er blevet en oplyst minister

Videnskabsminister Helge Sander er vant til hård kritik fra studerende og universitetsansatte. De fleste aktører i universitetsverdenen er dog alligevel glade for, at Helge Sander fortsætter som minister, fordi han er engageret og har stor viden om forskning og uddannelse efter seks år på posten
Videnskabsminister Helge Sander er vant til hård kritik fra studerende og universitetsansatte. De fleste aktører i universitetsverdenen er dog alligevel glade for, at Helge Sander fortsætter
26. november 2007

Helge Sander går snart ind i sit syvende år som videnskabsminister. Men trods seks år med hård kritik fra studerende, forskere og rektorer, er de fleste aktører i universitetsmiljøet glade for, at Helge Sander fortsætter på posten som videnskabsminister.

Talsmand for universitetsrektorerne, Jens Oddershede, har set en del ministre i sin tid som rektor på Syddansk Universitet, og Helge Sander er en af de få ministre, der efter hans mening virkelig har interesseret sig for universiteterne.

"Det kan godt være, at vi er uenige i nogle af de tiltag, Helge Sander har sat i gang, men det laver ikke om på, at der overordnet set er blevet tilført flere penge og mere optimisme til sektoren. Han er engageret i universitetsområdet og har ikke bare haft travlt med at finde en højere profileret ministerpost, og det betyder, at han virkelig har fået ændret på nogle ting," siger Jens Oddershede.

Selv de studerende er mildt stemt overfor Helge Sander: "Vi er blevet mere glade for ham med tiden, fordi han er blevet mere lydhør overfor os. Det kan godt være, at han har haft nogle uheldige sager, men jeg synes klart, at han har håndteret dem bedre de sidste to år, fordi han har fået udbygget sin viden om universiteterne," siger formand for De Studerendes Fællesråd Mads Svaneklink.

Administrerende direktør Johannes Due, der er en af de eksterne bestyrelsesformænd på universiteterne og formand for den nye forening Danske Universiteter, understreger, at kontinuiteten i Helge Sanders virke som videnskabsminister er en stor fordel for universiteterne.

DJØF'isering

En af Sanders hårdeste kritikere er Tom Fenchel, der er formand for Videnskabernes Selskab. Han er ikke ligefrem begejstret for, at Helge Sander fortsætter, men det overrasker ham ikke.

"Det kan godt være, at universiteterne har fået en hård medfart i hans ministertid, men jeg tror ikke, det gør indtryk på politikerne," siger Tom Fenchel.

Forskning og uddannelse er ikke noget, der kan ophidse den brede befolkning på samme måde som fordærvede fødevarer eller syge mennesker, der ligger på hospitalsgangene, derfor er opmærksomheden omkring Helge Sanders fejltrin heller ikke så stor, mener Fenchel. Han tror ikke, det gør den store forskel, om det er Helge Sander eller en anden, de er videnskabsminister.

"Mange af de tiltag, der præger universiteterne, er jo ikke udelukkende Sanders værk, men et led i den udbredte kontrol med de offentligt ansatte, som regeringen åbenbart nærer en generel mistillid til," siger Tom Fenchel.

En af de helt store udfordringer for Helge Sander bliver efter Fenchels mening at få ryddet op i den heftige bureaukratisering, som er indført på universiteterne, mens han har været minister: "Vi får ikke meget glæde af de mange ekstra milliarder til forskning, hvis de bliver ædt op af den heftige DJØF'isering på universiteterne."

Formanden for rektorerne, Jens Oddershede, påpeger også kontrollen med universiteterne som det største problem.

"Det er en uvane, at der selv i regeringsgrundlaget skal stå ting, som betyder en yderligere detailregulering af universiteterne. Det er fint at komme med nogle mål, men det må altså være op til os selv, hvordan vi kommer frem til de mål," siger Jens Oddershede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En rigtig, rigtig dårlig artikel:

Efter al den debat om universitets ændring til en fabrik for vidensproduktion med en hæslig evalueringskultur, en frygtkultur, en ensidighed, en deprimeret dannelseskultur - så er det helt og aldeles absurd at læse ovenstående.

Jeg kan anbefale denne blog som væsentligt supplement til ovenstående markværk som jo prætenderer at lave en statusopgørelse:

http://forskningsfrihed.blogspot.com/

Skriv artiklen om, tak. Eller suppler den med de øvrige dimensioner af det effektive videnssamfunds åndsløse cirkulation.

Artiklens væsentligste pointe - at Sander ikke er værre end et hypotetisk alternativ fra Fogh-regeringen - begraves langt nede i artiklen.

Hvis man endelig vil ignorere dette til fordel for en evaluering af ministeren Sander, så kan man sige at vist er det da rigtigt at han blot loyalt udfører den katastrofale afvikling af den frie forskning som har været VKOs dagsorden i årevis. Omvendt er det heller ikke imponerende at hans væsentligste præstation som minister er have overlevet politisk efter helt konsekvent at have ignoreret påbuddet om ikke at reklamere for private virksomheder.

Hvis dét er standarden for en "oplyst" minister, så gruer jeg for den dag vi får en ikke-oplyst én af slagsen.

Interessant læsning.

Interessant i den forstand, at den er et skoleeksempel på hvordan en journalist kan vælge en vinkel a priori og derefter udvælge de kilder der bakker hende op.

Flot arbejde Lise Richter.
eller noget.....

Talsmand for universitetsrektorerne, Jens Oddershede, har set en del ministre i sin tid som rektor på Syddansk Universitet - skriver journalisten.
Oddershede blev rektor i 2001, så hans erfaring på dét punkt er måske lidt journalistiske oppumpet, måske næsten upræcist. Dét også.