En reform af det danske skattesystem er 'et ufravigeligt krav' til en kommende regering. Det mener flere af Ny Alliances folketingskandidater rundt omkring i landet.
En rundspørge foretaget blandt Ny Alliances kandidater, viser, at 18 af de 25 folketingskandidater, der har deltaget i rundspørgen, mener, at en skattereform bør være 'et ufravigeligt krav' for Ny Alliance til en regering efter valget. Én af dem er den tidligere radikale kulturminister Ebbe Lundgaard, der nu stiller op for Ny Alliance i Københavns Omegns Storkreds.
"En skattereform vil tilføre den dynamik, som vi mangler i øjeblikket. Generelt mener jeg ikke, at vores skattesystem er tilpasset den globaliserede verden. Det er nøglen til at lave velfærdsreformer på længere sigt," siger Ebbe Lundgaard.