Læsetid: 3 min.

Socialdemokraternesnye generation

Helle Thorning-Schmidt efterlignede Fogh, trådte i karakter som oppositionens ubestridte leder og brændte igennem hos befolkningen, vurderer politiske kommentatorer. Det rakte ikke til sejr. Men hun sidder sikrere end nogensinde
14. november 2007

Kl. 19.02 entrer Svend Auken Socialdemokraternes valgfest i Cinemateket i det indre København. Hans sneklædte top lyser op som et fyrtårn over den sværm af kameraer, mikrofoner og journalister, der modtager ham. Seneste exit poll giver Socialdemokraterne godt og vel 25 pct. af stemmerne, omtrent det samme som ved katastrofevalget i 2005. Men Auken har kun roser til partiformanden.

"Helle har været skyld i det skifte, der er sket fra borgerlige til ikke-borgerlige partier. Vi synes, det ville være bedst, hvis både Social-demokraterne og vores venner i SF var gået frem, men Helle gjorde det utrolig godt. Hendes position er utrolig stærk," siger han.

Og her ligger den tidligere Frank Jensen-støtte helt på linje med en række politiske kommentatorer. Ifølge dem står Thorning-Schmidt efter tre ugers vellykket valgkamp tilbage som en stærk oppositionsleder og en ubestridt formand for Socialdemokraternes ny generation.

Weekendavisens Ulrik Høy er imponeret over partiformandens udvikling.

"I betragtning af hvor historieløse Socialdemokraterne er - idet det gamle Socialdemokrati med Auken og Lykketoft hører fortiden til - synes jeg, hun har gjort det fremragende som repræsentant for den nye generation," vurderer han.

Noa Redington er redaktør for Mandag Morgen og forfatter til bogen Den første om Helle Thorning-Schmidt. Han mener, hun er vokset med opgaven.

"Både Helle Thorning-Schmidt og folkene omkring hende havde undervurderet, hvad det krævede at være partileder. Men valgkampen viste, at hun er vokset i rollen," siger han og peger på, at hun først i valgkampen for alvor blev lanceret som oppositionens leder.

Nyrups projekt

Tidligere pressechef for Socialdemokraterne, Jan Juul Christensen, fremhæver, at Helle Thorning-Schmidts udvikling skal ses i lyset af, at hun i starten både af medierne og internt i partiet blev betragtet som en hindring for, at partiet kunne få statsministerposten.

"Nu ses hun som en forudsætning for at få den," siger han og ser frem mod næste valg:

"Der vil hun stå endnu stærkere. Samtidig vil der være en yderligere træthed i regeringen. Trætheden blev denne gang skjult af al snakken om bogstavkombinationer, men den vil træde frem næste gang," spår han.

Både Ulrik Høy og politisk kommentator ved Information Erik Meier Carlsen mener, at Thorning-Schmidt har ført Socialdemokraterne meget tæt op ad Venstres politik - med både fordele og ulemper til følge.

"Hun har i meget høj grad ført Nyrup-fløjens projekt ud i livet og lagt partiet tæt op ad Fogh. Konsekvensen er et større SF, som er meget svært at skelne fra Aukens Socialdemokrati. Men gevinsten er en sammenhængende politik, der betød, at hun kunne føre en konsekvent valgkamp," siger Erik Meier Carlsen.

Stærkere end før

Alle fire er enige om, at valgkampen cementerede Thorning-Schmidts position, og at hun for alvor slog igennem hos befolkningen. Noa Redington peger på, at hun endda vil være stærkere efter valget.

"Cirka halvdelen af Socialdemokraternes folketingsmedlemmer vil være nye, og de vil have hende at takke. Det betyder også, at selv om hun ikke bliver den med mest erfaring, vil der være mange, der har mindre," siger han, men påpeger også, at der er grund til selvransagelse hos Socialdemokraterne:

"For hvis ikke partiet kan vinde et valg, hvor velfærd mod skattelettelser er et tema, og hvor partiets leder brænder igennem, hvornår kan de så?" spørger han.

Når der ikke er valgfest, er Cinemateket hjem for Det Danske Filminstitut, og bag baren over Svend Aukens hvide top hænger en plakat fra Henning Carlsens filmklassiker Sult. Det blev ikke i denne omgang, at Socialdemokraterne fik stillet deres - nok spiste den røde blok lidt af den blå, men det må stadig rumle i maven.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu