Nyhed
Læsetid: 1 min.

Søren Pind ny udenrigs-ordfører

Venstres liberale tesemager Søren Pind bliver regeringspartiets nye udenrigsordfører. Uffe Ellemann-Jensens datter, Karen, bliver ny integrationsordfører
Indland
27. november 2007

Venstre følger op på regeringsrokaden ved også at flytte rundt på ordførerposter og formandskaber i partiets folketingsgruppe. Søren Pind bliver partiets nye udenrigsordfører, mens den næste Ellemann-generation for alvor træder frem i forreste række i partiet.

Søren Pinds post som udenrigsordfører blev ledig, da den hidtidige ordfører, Jens Hald Madsen, ikke blev genvalgt.

"Jeg har modtaget valget med glæde og taknemmelighed og glæder mig til at skulle diskutere Danmarks placering i verden på Venstres vegne. Der er rigeligt at tage fat på: Ruslands skandaløse behandling af sin opposition. At sikre sammenholdet om krigen i Afghanistan. At understøtte regeringens aktivistiske udenrigspolitik," skriver Søren Pind på sin hjemmeside.

Ind i varmen

Søren Pind, der indtil i dag har været menigt medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, er dermed endelig kommet ind i varmen, efter at han i flere år har været på kant med statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og partitoppen på grund af sit krav om en skarpere liberal profil.

Søren Pind var en af de såkaldte tese-folk som tilbage i 2003 lancerede 10 liberale teser om lavere skatter og overførselsindkomster og en slankere offentlig sektor. To andre af de liberale tesefolk sætter sig samtidig på de tunge poster som henholdsvis skatte- og finansordfører. Den tidligere formand for Venstres Ungdom (VU), Torsten Schack Pedersen, bliver ny skatteordfører, mens Peter Christensen fortsætter som finansordfører.

Ordførerrokaden betyder også, at den tidligere partiformand og udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens nyvalgte datter, Karen Ellemann, bliver ny familieordfører, ligesom hun overtager integrations- og indfødsretsordførerposterne efter Irene Simonsen, som ikke blev genvalgt. ritzau

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her