Læsetid: 3 min.

'Stem grønt uden at stemme rødt'

Danmark vil være selvforsynende med vedvarende energi i 2075, forudså miljøministeren på et grønt vælgermøde i går, hvor Ny Alliance lovede at være den grønne garanti i en ny Fogh-regering, mens oppositionen mindede om de seks spildte år
Indland
3. november 2007

Der blev talt vindmøller, betalingsringe og vandmiljøplaner. Men mest af alt blev der mindet om ’de seks spildte år’ under VK og konkurreret i ambitiøse klimamålsætninger, da partiernes miljøordførere og miljøminister Connie Hedegaard i går mødtes til vælgermøde om miljø, natur og klima på Nationalmuseet i København.

»Vi har været et hestehoved foran. Nu er vi sakket agterud. Regeringens klimapolitik svarer til at diskutere, hvorvidt panodil eller kodimagnyl er bedst til at kurere en aggressiv kræft. Vi må få et nyt grønt flertal, der lader metoderne afspejle situationens alvor, « sagde tidligere miljøminister Svend Auken (S) og opfordrede den stopfulde festsal til at stemme på »dem, der gør noget, ikke dem, der bare taler om det«.

Venstres miljøpolitiske ordfører, Eyvind Vesselbo, beklagede, at debatten igen skuede tilbage i stedet for at se fremad og blev i de medicinske metaforer ved at foreslå oppositionen at tage et skud lykkepiller.

»I får det til at lyde, som om Danmark står på randen af en miljøkatastrofe, men det ser altså ikke så sort ud,« sagde Vesselbo, der dog, efter et spørgsmål fra salen om Danmarks stigende kulforbrug og følgende CO2-udslip, måtte indrømme, at det var »uheldigt«.
Dagens hovedperson, miljøminister Connie Hedegaard, mente dog, at regeringen er på rette spor, og for første gang satte hun årstal på, hvornår Danmark vil opnå fuld selvforsyning i vedvarende enregi.

»Mit bud er i 2075. Cirka en tredjedel i 2025, to tredjedele i 2050 og så det hele i 2075«, sagde Connie Hedegaard og langede ud efter Socialdemokraternes målsætning om en 40 procent CO2-reduktion allerede i 2025.

’Den gode Connie’
Men under den ellers gode stemning blandt de grønne i panelet var hentydninger til Connie Hedegaards til tider problematiske position som ensom klima-idealist i en knap så grøn VK-regering tilbagevendende.
»Vi ved jo alle sammen godt, at Hans Christian Schmidt var den onde, og Connie Hedegaard er den gode,« sagde Enhedslistens Per Clausen med slet skjult ironi, mens Kristendemokraternes unge kandidat, Jens Fogh, tilbød Connie Hedegaard at blive på posten i en fremtidig regering med det spærregrænse-truede parti: »Du skal bare indrømme, at du ikke kan få det igennem, som du ønsker, i sin nuværende regering, « lød betingelsen.

Miljøministeren afslog pænt og forsikrede, at hendes regering står helhjertet bag den nye grønne profil.
»Selv Thor Petersen har jo sagt, at hans hjerte nu banker for miljøet,« sagde Connie Hedegård og høstede dermed latter fra salen og en kynisk kommentar fra Svend Auken om, at »så ved man, at der er valg«.
Lone Dybkjærd (R) vendte igen tilbage til regeringens klimaskeptiske udgangspunkt.

»De gav Lomborg seks millioner for at bremse klimadebatten, og Fogh afskrev i sin første nytårstale, at vi overhovedet havde brug for eksperter. Nu kan de åbenbart ikke få nok af fagkundskaben,« sagde Lone Dybkjær, der understregede nødvendigheden af at have ambitiøse politiske målsætninger.

»Ellers sker der ingen teknologiudvikling. Industrien må have sikkerhed for, at de også får pengene tilbage,« sagde Dybkjær.

NA og naturen
Ny Alliances relativt ukendte grønne profil, David Munis Zepernick, havde flere roser til regeringen, men generelt viste vælgermødet, at Ny Alliance også på klima-og miljøområdet står nærmere oppositionen end VK. Det lod han dog spille til sin fordel.

»Vi giver vælgerne mulighed for at stemme grønt uden at stemme rødt. Med Ny Alliance kan man sikre sig en progressiv miljøpolitik - uden at få Svend Auken med i købet,« sagde NA’s David Munis Zepernick drillende til sin sidekammerat og kom med et løfte: »Vi vil være garantien for, at pendulet i en ny borgerlig regering ikke svinger tilbage til de gamle Hans Christian Schmidt- eller Lomborg-dage,« sagde David Munis Zepernick, der på vindområdet så en konkret mulighed for at sprænge blokpolitikken med en aftale med oppositionen.

Connie Hedegaard takkede for roserne og sluttede af med en forsikring om, at den økonomisk ansvarlige miljøpolitik vil fortsætte.

»Der er ingen modsætning mellem vækst og miljø. I en global sammenhæng er det amoralsk at sige andet til den fattige del af verden, der endnu ikke har oplevet gevinster ved vækst,« sagde ministeren, før ordet gik videre til en oplagt Anne Grete Holmsgaard fra SF. »Jeg har meget svært ved at se, hvordan det kan være en global nødvendighed at sænke skatten til skade for miljøet i et af verdens rigeste lande,« sagde Anne Grete Holmsgaard og høstede et af valgmødets største bifald.

ansp@information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her