Baggrund
Læsetid: 6 min.

Storisrael er en illusion

Territorialt kompromis vil være et af punkterne ved fredskonferencen i Annapolis, og det er for mange israelere i høj grad en del af en teologisk diskussion
Indland
26. november 2007

GALILÆA - Det vil være en kolossal misforståelse at tro på, at den forestående fredskonference i Annapolis i sig selv fører til nogen lysere fremtid for Mellemøsten. Der er masser af grunde til at tro på en løsning, men dette er ikke vejen.

Således stiller tingene sig for Piera Edelman. Vi møder hende i Mitzpe Netofa, et lille samfund højt oppe i Galilæas bjerge. Hendes fremtoning svarer til, hvad man forventer sig af mødet med en religiøs, jødisk kvinde - lang nederdel, ærbart lange ærmer og hat på hovedet, men hun bryder med stereotyperne ved at være dybt involveret i dialog med palæstinenserne.

"Man kan ikke løse konflikten med politiske formler, men det kan gøres ved at gå i personlig dialog med sig selv," siger hun. "Den kan løses ved, at de to folk lærer hinanden bedre at kende, kommer i konstruktiv dialog med hinanden og løser problemerne ansigt til ansigt. Det hele skal starte nedefra for at blive til noget."

Drømmen om Storisrael

Piera Edelman tager udgangspunkt i sin egen dybe forankring i religionen, som bekræfter det jødiske folks tilknytning til Israel.

"Bibelen taler om os som det udvalgte folk, og det er der en del, der fortolker som en jødisk eneret til landet," forklarer Piera Edelman, mens hun serverer kaffe i familiens dagligstue. "Jeg har det selv lidt svært med den del af teksten. Jeg kan bedre lide de dele, der taler om det jødiske folk som forbillede for andre, og i høj grad buddet om kærlighed til din nabo. Jeg tror, vi er mange, som har indset, at drømmen om Storisrael er en illusion. Min Tora taler om et Israel, der strækker sig til Eufrat, og det ser jeg da også som det ideelle mål. Men det er jo også en kendsgerning, at araberne bor her, og de fleste har været her længere, end jeg har. Vi er nødt til at sætte os ud over vores egen firkantede tænkning, vi må give slip på vore egne ideelle forestillinger, gøre op med traumerne og forstå, at der skal være plads til to stater ved siden af hinanden. Og det kan politikerne ikke skaffe os på en fredskonference, hvis de to folk ikke er klar til det."

Hun mener, at traumerne og de bitre sår efter konfliktens tab stiller sig i vejen for positiv dialog, og det kender hun alt for godt fra sig selv. I 1982 var hun nygift og gravid med sit første barn, da den første libanonkrig væltede hendes verden. Hendes mand blev sendt til fronten, og den første uge fik hun daglige hilsener fra ham. En dag hørte hun intet. Hun var sikker på, at noget var gået galt, og tre dage efter kom meddelelsen om, at han var faldet i kamp.

"Jeg reagerede ved at søge dybt ind i troen," forklarer hun. "Jeg trøstede mig med, at det nok var Guds vilje, at det skulle ske, og alle omkring mig beundrede mig for min styrke. Først nogle år efter, at jeg var blevet gift igen, begyndte spørgsmålene at melde sig. Det var, som om min første mand og hans minde var blevet glemt i de store forklaringer."

Pikuach Nefesh

Det tog Piera Edelman mange år at nå til, hvor hun er idag. Nu lægger hun mange kræfter i Parents' Circle, en sammenslutning af israelere og palæstinensere, der alle har mistet et familiemedlem i konflikten, men mener, at vejen frem er dialog og kompromis. Hvad angår de israelske medlemmer er de alle, hvad man ville opfatte som typisk venstreorienterede, der uanset de personlige omstændigheder ville mene, hvad de giver udtryk for i foreningsarbejdet.

"Jeg skiller mig voldsomt ud," smiler hun. "Men på den palæstinensiske side har mange samme forhold til religionen som jeg, og jeg synes, det er vigtigt at forstå, at det ikke er uforeneligt med, hvad vi mener."

Hun lægger stor vægt på begrebet pikuach nefesh. Det betyder direkte oversat sjælefrelse og er en særlig ordning, der giver lov til at tilsidesætte de fleste af jødedommens bud, hvis menneskeliv er i fare. Det gælder også buddet om at tage landet i besiddelse.

Hun påpeger, at krigen i 1982 og de efterfølgende 19 år, hvor den israelske hær befandt sig i Sydlibanon, kostede over 900 israelske soldater livet.

"Så det var i høj grad et tilfælde af pikuach nefesh at trække soldaterne ud i 2000," siger hun. "Det var det også, da vi rømmede Gush Katif (bosættelserne på Gazastriben) i 2005, og jeg bruger også argumentet hvad angår Judæa og Samaria (Vestbredden, red.). Jeg ved godt, at det, vi taler om nu, er meget vanskeligere end Libanon, fordi dette er det bibelske hjemland, men jeg mener trods alt, menneskeliv er vigtigere end land. Det har alt for mange bosættere svært ved at forstå."

Forbrydelse i Gush Katif

Nøjagtig samme argumentation, men i stik modsat fortolkning, finder vi hos Yossi Hasud. Han bor i Hemdat, en lille bosættelse i Jordandalen, som han flyttede til da han blev 'deporteret' fra Gush Katif for halvandet år siden.

"Det var en forbrydelse, som vil koste endnu flere mennesker livet, hvis den for lov til at gentage sig," siger han. "Deportationen af jødiske familier fra deres hjem i Gush Katif har jo ikke skaffet fred. Tværtimod er tusinder af israelere omkring Gazastriben nu i daglig livsfare, og flere er allerede blevet dræbt. Hvis vore politikere begynder at tale om at give palæstinenserne mere land, når de møder dem i Annapolis, lægger de op til at gøre befolkningen i Tel Aviv til ofre for den palæstinensiske terror. Det er en af grundene til at jeg er her."

Middelalderrabbinere

Både i religiøs og strategisk sammenhæng kender Moshe Spetter til overvejelserne. Han er rabbiner i den religiøse kibbutz Tirat Zvi i det nordlige Israel og er, da vi mødes, netop vendt hjem fra reservemilitærtjeneste.

"Jeg var stationeret i bjergene vest for Ramallah, hvor der er frit overblik ned over Tel Aviv, og når man sidder der, forstår man, at det er et stort ansvar at trække styrkerne ud," siger han. "Af Gush Katif kan vi lære, at Israel er klar til at gøre alt for at få fred, mens palæstinenserne ikke har vist nogen lignende vilje."

En ny undersøgelse fra Det Hebraiske Universitet viser, at mens 41 pct. af landets jødiske befolkning i 1974 definerede sig selv som sekulære, er dette tal nu faldet til 20. Tilsvarende er den religiøse del vokset fra en femtedel til en tredjedel af befolkningen. Midtergruppen anser sig selv for traditionel, hvilket betyder, at de teologiske argumenter også her har relevans.

"Skismaet går helt tilbage til to af middelalderens store rabbinere," forklarer han. "Den ene er Juda Halevi, som siger, at det udvalgte land tilhører det udvalgte folk, mens Moses Maimonides går den anden vej, når han siger, at alle folk er lige og bliver bedømt på deres handlinger. Den ene sætter landet højest og den anden mennesket, og mellem disse to modpoler bevæger hele debatten sig, og det har relevans den dag i dag."

Ultimative ønsker

Piera Edelman nikker genkendende til modsætningen.

"Landet tilhører det jødiske folk, men ejerskab kan jo defineres på så mange måder," siger hun. "Mit mål er, at alle skal have det godt, både vi og palæstinenserne. Men vi må også begge erkende, at ingen af parterne kan få deres ultimative ønsker opfyldt."

Hun taler om den bibelske Josefs grav, som er et af jødedommens helligste steder. Men idet den ligger midt i den store palæstinensiske by Nablus, vil fysisk kontrol over stedet betinge fortsat besættelse af byen, og det stiller sig naturligvis i vejen for en løsning.

"Det jødiske folk kan godt eje Josefs grav i åndelig forstand, selvom den ligger i en palæstinensisk stat," siger hun. "Det samme gælder Jerusalem. Hvad skal jeg med Østjerusalem? Jeg har intet at gøre der, så det er logisk at give palæstinenserne en hovedstad der. Jeg ved ikke, hvor mange bosættelser, vi kan fjerne, men alle de små skal væk. Det er smertefuldt, men nødvendigt. Alt dette kan politikerne godt snakke om i Annapolis, men de kan ikke beslutte noget som helst, før befolkningerne er klar til det. Det er her, mellem almindelige mennesker, ændingerne skal ske, og det kan vi også nå frem til ved hjælp af vores tro-" siger Piera Edelman.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Spændende hvor længe det varer, før Geoffrey Cain beskylder denne artikel for antisemitisme.

Forstår ikke helt, hvad du mener. Men hvis der endelig er nogen ortodoksi herinde på Information, så er det da en antisemitisk en. Folk virker ikke til at anerkende staten Israel og de ser næsten alle sammen udelukkende konflikten fra palæstinensernes synsvinkel. Man føler sig virkelig som et mindretal herhjemme, hvis man støtter israelerne (og er venstreorienteret samtidigt).... :-(

Som venstreorienteret støtter man vel ikke en besættelsesmagt. et har intet med antisemitisme at gøre at være modstander af Israels bosættelses-kolonisering af Vestbredden og Østjerusalem.

Nu var det bare fordi du selv først nævnte ordet "antisemitisme," men nej jeg vil selvfølgelig ikke påstå at almindelig kritik af Israel og deres "bosættelses-kolonisering af Vestbredden og Østjerusalem" er antisemitisk. Jeg kørte bare videre på dit oplæg. Alt debat gavner, derfor fortsætter jeg også i den lidt provokatoriske stil.
Det andet punkt: "Som venstreorienteret støtter man vel ikke en besættelsesmagt." Besættelse af hvad, vil jeg tillade mig at sige. Er det egenligt ikke bare en grænse de forsvarer? Og hvis man betragter deres omringning og afskæring af de palæstinensiske områder som forbryderisk, kan det så ikke accepteres rent sikkerhedspolitisk at beskytte sig mod folk, der altid har ønsket og prøvet at tilintetgøre en? (men jo, man kan da have ondt af palæstinensernes mangel på held med deres foretagende...)