Nyhed
Læsetid: 3 min.

De svage risikerer at blive glemt i nyt superministerium

Det er den store middelklasses brede krav om velfærd, der kommer i fokus i det nye velfærdsministerium, og de specifikke problemer for de socialt udsatte kan blive glemt, efter at socialministeriet er blevet nedlagt, siger iagttagere. Socialministeren afviser kritikken
Indland
26. november 2007

De socialt udsatte var fraværende i valgkampen, og nu da socialministeriet er blevet nedlagt, frygter chefen for Kirkens Korshær, Bjarne Lenau Henriksen, at de socialt udsatte bliver klemt i det nye store velfærdsministerium, der har overtaget socialministeriets opgaver.

"De hjemløse, misbrugerne og de psykisk syge har overhovedet ikke været et tema i valgkampen. De blev ikke nævnt i de store tv-transmitterede partilederdebatter undtagen af Kristendemokraterne og Enhedslisten. Velfærd har været lig med de stærkes velfærd, og hvis man tager valgkampen som pejlemærke, kan man frygte, at det også bliver sådan reelt set," siger Bjarne Lenau Henriksen.

Speciallæge i psykiatri og formand for Rådet for Socialt Udsatte Preben Brandt deler bekymringen: "Selve navnet velfærdsministerium signalerer 'middelklasse'. Den store magtfulde og mangfoldige middelklasse, som er velformuleret og virkelig har nogle pressionsmidler. Kvalitetsreformen er også lavet i den ånd. Der læser man ikke ret meget om de socialt udsatte. Derfor bekymrer vi os for, at ministeriet først og fremmest kommer til at tage sig af middelklassens krav om velfærd," siger Preben Brandt.

Middelklasse signalet

Chef for Kirkens Korshær Bjarne Lenau Henriksen er enig i, at navnet på et ministerium er med til at signalere, hvor politikken peger hen i mod.

"Nå man går fra at være et socialministerium til at være et velfærdsministerium, så sender man rent sprogligt et signal om, at man ikke har brug for et socialministerium, der tager sig af sociale problemer, men at vi har brug for et ministerium, der sikrer mere velfærd til flest muligt, og dermed kommer de specifikke sociale problemer i baggrunden," siger Bjarne Lenau Henriksen. "Det er at sammenligne med den manøvre man foretog, da man omdøbte fikserum til sundhedsrum," tilføjer han.

Professor i statskundskab og centerleder af Center for Velfærdsstatsforskning Jørn Henrik Petersen fokuserer også på den retoriske del af navngivningen. Ved at lægge så meget som muligt ind under samlebetegnelsen 'velfærd' har regeringen kapret, hvad man hidtil har betragtet som socialdemokratisk ejendom.

"Det er et meget behændigt retorisk greb for at tilegne sig den velfærd, som tidligere har været karakteriseret som socialdemokratisk. De borgerlige har siden 50'erne accepteret en socialsikringsstat, der holdt et sikkerhedsnet ud under borgeren, mens det socialdemokratiske velfærdsprojekt i langt højere grad var et samfundsprojekt, hvor velfærd anses som en paraply over en lang række samfundsmæssige fænomener som f.eks. kulturpolitik. Det er morsomt at se, hvordan det nu bliver aldeles vendt på hovedet, idet de borgerlige partiers forståelse, nu bliver drejet 180 grader. Man anlægger et sprogbrug, hvor velfærd bliver en paraplybetegnelse," siger Jørn Henrik Petersen, der mener, at velfærdsministeriet er et udtryk for en framing- strategi, hvor velfærden skal danne rammen om en hel række andre sagsområder.

"Det er, hvad man med moderne sprogbrug kalder framing, altså at få et eller andet til at fremtræde på en bestemt måde. Det står så tilbage at se, hvad de borgerlige vil gøre med deres nye framing," siger Jørn Henrik Petersen, der også ser en stor udfordring i at holde styr på ministeriets mange områder.

Socialminister Karen Jespersen mener, at bekymringen for de socialt udsattes position i det nye ministerium er misforstået.

"Det er en helt forkert problemstilling. Når indenrigsministeriet med ansvar for kommunerne kommer under samme minister som socialministeriet, så bliver det nemmere at fastholde kommunerne på deres ansvar, også for de mest udsatte, Det er ikke for at kritisere kommunerne, men det for at få det kommunale selvstyre til at fungere, så alle de gode ting, der står i lovgivningen, faktisk bliver brugt i alle 98 kommuner," siger hun og medgiver, at de socialt udsatte var fraværende i valgkampen.

"Det er supergodt, at nogen råber vagt i gevær. Fordi det er der hele tiden brug for," siger hun og sender kritikken videre til medierne:

"Jeg var ikke til et eneste møde, hvor jeg ikke sagde, at vi først og fremmest skal tænke på dem, der ikke selv har en stemme og huske, at det er de dårligst stillede grupper, vi skal tage os af. Hvis det ikke har været fremme i medierne, synes jeg medierne skal foretage selvkritik," siger Karen Jespersen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Pjalteproletariat har været glemt i mange år og har fået de dårligste tilbud, som på ingen måde har udviklet dem men fastholdt dem som udstødte.

I forbindelse med udviklingen af distrikt psykiatrien er det dem der sværest at tilpasse det gået hårdest ud over. Derudover bliver brugt for mange penge på tiltag som er overflødig, og de ansatte tænker mere på egen behov frem tænke på helheden. I Vejle har 1 arbejdsprojekt der henvender sig til psykiske syge og tros de har ret vanskeligt ved få nogle ud i jobs vil de til starte et projekt mere, som skal være noget så genial som en dyrehandel.

Samt har oprettet psykiatriske informations centret som skal få befolkning til tage psykiatrien til sig som en ny religion, hvor man skaber illusioner hos befolkningen om hvor dygtige man er for fange mennesker ind i behandlings systemet. Det var der ikke noget i vejen med hvis virkeligheden var de udviklede mennesker, men dem der kommer under psykiatrien lære at gå i sin egen lille verden.

Samt har lavet uddannelser hvor psykiatriske patienter kan få en uddannelse som bruger lære og jeg har endnu ikke helt forstået hvad begrebet helt dækker over, andet end der går ud på få flere mennesker ind under psykiatrien og tilpasse sig det terapeutiske behandlings system og spille det falske spil der udspiller sig inden for psykiatrien.

Men eller lavede jeg tilbage i 1992 et tema nummer om hjemløse og hvor jeg stillede det forslag med en redaktion af vores pensioner på 1 % og pengene skulle gå til skabe boliger til dem havde vanskeligt ved tilpasse sig reglerne i sociale boligbyggerier. Samt senere højskole lignende institutioner hvor man kunne udvikle sine talenter og evner.

Men desværre er kendsgerningerne at tilværelsen for dem der ikke altid har godt er blevet være, og den professionelle behandler kultur, har fået alt for stor indflydelse i hvordan mennesker fortolker deres egen oplevelse af det at have det psykisk dårligt. Hvor drevet af denne illusion om man kan snakke sig ind til alt, og man lære endnu engang ikke at spille kurve bold eller fodbold eller fiske ved at snakke om det.

Angående de tilbud der er til hjemløse og stofmisbruger og alkoholmisbruger så er de mange tilfælde med til fastholde dem i deres misbrug for det kan være den en holder, men så virker det opgivende når mennesker den ene gang efter den anden får et tilbage fald.

Nogle misbruger vil have meget bedre af en lang cykel ferie eller ud vandre end at skulle side i terapi lokale og gennemgå psykoterapi og få under støttende medicin, og behandlerne er ikke ærlige om deres resultater og de forsøger konstant at skabe nye problemer mennesker skal i behandling for uden den store gavnlige effekt.

I dag tror jeg det eneste rigtige der at gøre at demokratisere vores behandlings system, med et kammer under vores folketing direkte valgt af den danske befolkning, og det på ingen måde enkelt at hjælpe mennesker, af den årsag er des mere vigtigt man forum, hvor man diskutere disse problem stillinger i en demokratisk dialog.

Mvh

skuespilsamfundet er en realitet!

I starten af 1970'erne inden Oliekrisen kunne alle få arbejde, selv - til voldsom irritation for arbejdsgiverne, men der var jo intet at gøre - de mest langhårede og mest venstreorienterede. Var man ikke specielt egnet eller motiveret for at arbejde, kunne man uden problemer holde op - det var dengang muligt at få arbejde i blot en enkelt dag eller en uge ad gangen med fem minutters varsel på AF.

Pludselig lød John Mogensens røst overalt: Der er noget galt i Danmark! Samtidigt bragte Ekstra Bladet de første illustrerede rapporter om folkpensionister, der måtte leve af dåser med Whiskas' kattemad.

Læren er, at - lidt primitivt sagt - mediernes og dermed politikernes fokus er altafgørende for forholdet til de socialt underpriviligerede. I den nævnte tidsperiode var der også en årelang, stærkt grænseoverskridende fokus på stofmisbrugere og deres liv. Der var en del interesse for de negative sider ved velfærdssamfundet med Ekstra Bladets oplag helt i top.

I flere år har det nu været omvendt: Der er mediefokus på danskernes lykke og alt det positive - bortset fra hospitalernes ventelister - de socialt underpriviligerede er uinteressante for medierne; det minder mere og mere om det USA, der ifølge Fogh og Mikkelsen er verdens bedste land (næst efter Danmark), og hvor den sociale elendighed er temmelig usynlig, fordi den finder sted i kvarterer som East St. Louis, South Bronx, Oakland etc., hvor "man" ret nødigt kommer.