Da Poul Nyrup Rasmussen indledte Socialdemokraternes store nedtur med katastrofevalget i 2001, var det ikke mindst områder som rets- og udlændingepolitik, der fik tidligere S-vælgere til at flokkes om Dansk Folkeparti. Siden har den nye S-ledelse forsøgt at dække disse områder af, men det seneste ydmygende valgnederlag viser, det slet ikke er lykkedes.
En af valgets store overraskelser var den nye fremgang til Dansk Folkeparti, der ellers lå dårligt i meningsmålingerne. DF bliver næsten altid undervurderet i målingerne, men partiets gruppeformand, Kristian Thulesen, Dahl peger også på politiske årsager til, at det endte med fremgang:
»For det første tror jeg, at vælgerne til sidst blev trætte af konkurrencen om, hvem der bedst kunne holde os ude. Men for det andet føler jeg mig sikker på, at det fælles SR-asyludspil har gavnet os. SR forsøgte at ride med på bølgen om at skaffe bedre forhold til asylbørn og til nogle af irakerne. Men det var en brøler af dem at foreslå en generel lempelse af asylpolitikken, siger Thulesen Dahl.
De første meningsmålinger viste ellers opbakning til SR-asyludspillet, men en efterfølgende Gallup-måling på Berlingske.dk afslørede, at Thorning på kun en uge havde mistet afgørende troværdighed i asylpolitikken. Og udspillet fik ligefrem Nyhedsavisens faste socialdemokratiske blogger under valgkampen, David Troels Garby, til opgivende at skrive: »Som medlem af Socialdemokratiet spekulerer man nogle gange på, om partiet i virkeligheden ikke kan lide at vinde et valg.«
Kriminalitetsbekymring
Dertil kommer nogle understrømme i valgkampen, som tydeligvis har været til VKO-blokkens fordel. Her kan især retspolitikken have spillet en afgørende rolle. Emnet blev totalt ignoreret i tv-debatterne, og blandt partierne var det kun DF og de konservative, der markerede sig på området. Ikke desto mindre har emnet været højt på vælgernes dagsorden.
Det fremgår både af en Gallup-undersøgelse for Berlingske fra eftersommeren og af en analyse fra IFKA (Institut for Konjunktur-Analyse). IFKA-målingen viser, at vælgernes bekymring for vold og kriminalitet i en længere periode var nedadgående, men igennem det sidste halvandet år igen har været stigende.
Den seneste måling dækker september 2007, og bekymringen er næppe aftaget siden da. For i de sidste par måneder har der været en række knivoverfald og brutale overfald i private hjem, og umiddelbart før valget blev overskrifterne præget af den nye udvikling i terrorsagen og en libanesisk mands langvarige mishandling af en ung pige.
Strammerne til magten
Hvis de forskningsbaserede analyser af valgresultatet siden bekræfter, at rets-og udlændingepolitikken endnu engang har sikret VKO sejren, er det en grum ironi for den nuværende S-ledelse.
For den fløj hos Socialdemokraterne, der bragte Helle Thorning-Schmidt til magten, havde allerede i 2001 konkluderet, at partiets politik måtte korrigeres på en række områder, hvis strømmen af S-vælgere til Dansk Folkeparti skulle vendes.
Det var opfattelsen i inderkredsen omkring Thorning: Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Christine Antorini.
Sass og Bødskov hørte fra starten til strammerne i rets- og udlændingepolitikken, mens Antorini var den drivende kraft i nyorienteringen af partiets skolepolitik. Her blev der indgået folkeskoleforlig med regeringen og DF for at sikre landsdækkende tests og et højere fagligt niveau. Men forliget blev midt under valgkampen opsagt af Thorning. Ikke af tungtvejende politiske grunde, men fordi hun ønskede de radikale med i et nyt skoleforlig.
Det er netop på områder som folkeskole, udlændinge og kriminalitet, at Socialdemokraterne har haft størst problemer i forhold til partiets tidligere så trofaste arbejdervælgere. Og selv om de radikale startede valgkampen med at tilnærme sig den socialdemokratiske udlændingepolitik, kan de efterfølgende indrømmelser den anden vej have kostet dyrt. Som en socialdemokratisk kilde udtrykker det:
»Jeg tør slet ikke tænke på, hvilke stemmetal vi denne gang har fået blandt LO-arbejderne.«
Bundet til de radikale
Nu fanger bordet imidlertid. S kan ikke med troværdigheden i behold igen lægge afstand til de radikale, når det gælder asylpolitik og folkeskole. I det hele taget er det nu de radikale, der har fat i den lange ende over for Thorning. S vil gøre alt for at fastholde R i oppositionsblokken, men der vil internt komme et stort pres på Margrethe Vestager for at få de radikale mandater i spil efter seks år i ørkenen.
Anders Fogh Rasmussen og Bendt Bendtsen vil på deres side arbejde hårdt for at frigøre de radikale fra socialdemokraternes favntag, og Naser Khader vil ligeledes have en oplagt interesse i, at det ikke kun bliver det vingeskudte Ny Alliance, der indgår i et samarbejde med VKO.
Valgresultatet var en skuffelse for Venstre, der mistede seks mandater, men så længe partiet har statsministerposten, er skaden til at overse. Og det har en vigtig stabiliserende effekt på regeringen, at de konservative helt undgik tab – og ligefrem gik marginalt styrket ud af valget.
Færøsk skinproblem
VKO-blokken sikrede sig flertal alene sammen med et enkelt færøsk mandat, og med den ballast står Fogh stærkt i forhandlinger med NA og R. For selv om Foghs færøske støtte Edmund Joensen, normalt vil blande sig uden om danske forhold, kommer Fogh først i mindretal, hvis det andet færøske medlem stemmer imod i interne danske sager. Og i så fald stemmer Joensen givetvis med regeringen. Det giver Fogh mulighed for at give ’kontrollerede’ indrømmelser, og allerede onsdag tog statsministeren Ny Alliance med på råd om regeringsgrundlaget.
På sidelinjen står SF, der fik en sejr, der overgik garvede SF’eres hedeste drømme. Villy Søvndal kan ikke bruge sine mandater til meget i parlamentarisk sammenhæng, men SF’s stærke position vil blive udnyttet til en slagkraftig oppositionspolitik.
Den officielle socialdemokratiske udlægning af valgresultatet er, at det er acceptabelt netop i betragtning af SF’s store fremgang. Men det kan ikke bortforklare, at S fik det dårligste valg i 100 år – og at partierne bag Thorning samlet set står helt i stampe.
Thornings lederskab er ikke i fare, for hendes interne kritikere er begejstrede for parløbet med de radikale. Men politisk set forestår der et betydeligt genopbygningsarbejde for et parti, der stadig ikke har en fast forankret linje i de værdipolitiske dagsordener.
Erik Holstein er tilknyttet Dagbladenes Bureau頀
