Folketingsvalget er meget åbent, men det er ikke usandsynligt, at den kommende regeringsdannnelse kan afgøres af partier på midten. Opmærksomheden rettes nu især mod Ny Alliance (NA). Som det tegner sig nu, kommer partiet ind med et pænt mandattal. Hvordan vil partiet agere, hvis det er tungen på vægtskålen, når der skal dannes regering?
Vi ved, at partiet i sin struktur på mange måder ligner sit modbillede, Dansk Folkeparti (DF). Begge partier er professionaliserede, topstyrede markedspartier. NA engagerede fra starten medierådgivere og analysatorer. Det tegner til et ekstremt topstyret og forretningsmæssigt ledet markedsparti.
Ikke engang DF, som er et meget topstyret parti, har som NA en bestemmelse i partiets vedtægter om, at partiets politik og organisation skal udvikles 'efter stifternes grundholdninger'. De tre stiftere har vetoret i formuleringen af partiets politik.
Bestyrelsen i NA kan på linje med DF helt summarisk ekskludere medlemmer, uden at disse kan få eksklusionen prøvet af landsmødet. Ikke alle partier har bestemmelser om, at man kan ekskludere medlemmer. Men de, der har, åbner som regel mulighed for, at eksklusionen kan indankes, således at de, der er truet af eksklusion, kan tale deres sag og dermed har en slags retssikkerhed. Det kender man ikke til i NA og DF.
NA's forventninger til, hvad de offentlige kasser kan klare, kan i lighed med DF's politik venligt karakteriseres som 'optimistisk'. Mindre venligt vil en og anden nok mene, at ingen af partierne er økonomisk ansvarlige - men selvsagt vil begge partier hårdnakket bestride det.
Hvis mandattallene er til det, vil NA være en ganske hård nød at knække for Anders Fogh Rasmussen, når regeringen skal dannes. Naser Khader lover kun at gøre Anders Fogh Rasmussen til 'kongelig undersøger'. Det vil sige, at Fogh i første omgang ikke skal være formateur af en ny regering, han skal være dronningens informateur, der skal undersøge muligheder for at danne regering. NA har dermed klogt sikret sig, at man kan springe fra, hvis ikke Fogh giver tilstrækkelige indrømmelser.
Selv om sammenligningen med DF er mere nærliggende end, hvad de fleste nok umiddelbart tænker på, så er der dog også forskelligheder mellem de to partier. Vi ved endnu ikke, om topledelsen i NA er lige så sammensvejset som i DF. Derimod ved vi allerede nu, at NA har en række kendte kandidater, som forventes at være gode stemmeslugere. En del er vant til selv at lede, ikke til at blive ledet af andre. Nogle af dem har ikke helt ubetydelige egoer, selvudslettelse har aldrig været en dyd for dem, og de er ikke økonomisk afhængige af at sidde i Folketinget.
Topledelsen i NA kan få det langt mere besværligt med sine egne, end DF har haft det med sine. Og det siger ikke så lidt: Ledelsen i DF har i partiets levetid ekskluderet op mod 100 medlemmer, herunder en række folketingsmedlemmer.
Men NA's problemer på dette område vil nok først vise sig efter regeringsdannelsen, når det daglige politiske arbejde begynder. Indtil videre ser det ikke ud til, at nogle udsagn fra blandt andre Jørgen Poulsen har skadet - vælgerne viser vel en vis overbærenhed, fordi man er klar over, hvor hurtigt det er gået med at opstille kandidater. Pia Kjærsgaard har dog meget ret i, at en regering baseret på NA hurtigt kan komme i vanskeligheder.
KD's muligheder
Med hundredtusinder af labile svingdørsvælgere kan det nu slet ikke udelukkes, at andre partier end NA bliver tungen på vægtskålen. I den forbindelse skal man huske, at der ved tidligere valg har været op til en fjerdedel af vælgerne, som først bestemte sig i sidste øjeblik. Adskillige blev overrasket under de første tv-debatter ved at se en pågående Bodil Kornbek fra Kristendemokraterne (KD) gå skarpt til angreb på regeringen og dens støtteparti. Hvilke muligheder har KD?
KD begyndte som protestpartiet Kristeligt Folkeparti mod abort, porno og seksualundervisning. At være sammen om noget positivt var sværere. Partiet havde altid svært ved at beslutte sig til, om man skulle støtte en borgerlig eller en socialdemokratisk statsminister.
Partiet har imidlertid gennemgået en fornyelsesproces ... Nu er der ingen tvivl: Partiet peger på en social-demokratisk statsminister. Og man vil have bemærket, at Helle Thorning-Schmidt har været på valgturne på Vesterbro med Kornbek. S har interesse i hvert eneste mandat, der kan støtte.
KD står i det hele taget med en fornyet profil. Man har fornyet en af partiets mærkesager, abortpolitikken. Vægten er nu lagt over på forebyggelse. Bodil Kornbek har også foretaget en tilnærmelse til fagbevægelsen blandt andet som et forsøg på at samle vælgere op fra Socialdemokraterne.
Partiets mærkesager er familiepolitik, arbejdsmarkedspolitik og miljø. KD bygger på subsidiaritetsprincippet, det kristendemokratiske synspunkt om at opgaver og problemer skal løses så nær familien som muligt. Kernemålgruppen er kvinder i 40'erne med en mellemlang uddannelse. Kvinder som den læreruddannede formand selv.
Der er en del svagheder hos KD. Kræfterne har i høj grad været brugt på intern omstilling. Først i de seneste måneder har Bodil Kornbek arbejdet fuldtids for at markere partiet i offentligheden. Der har ikke været den langvarige priming af vælgerne for partiets mærkesager, som kan være nødvendig for at sikre sig opmærksomhed.
Kristendemokraterne har heller ikke været synlige på områder, hvor man skulle forvente det. Partiet er blevet kritiseret på lederplads i Kristeligt Dagblad for ikke at have markeret sig på en lang række områder, herunder muslimsk indvandring, tørklæder, bygningen af moskeer, kristendoms- eller religionsundervisning i skolerne, stamcelleforskning, genmanipulation, pornoficering af det offentlige rum, materialisme og grådighed og kirkens plads i samfundet. Herved risikerer man, at nogle af partiets gamle vælgere ikke gider mere.
Alt i alt er partiets chancer ikke de største. Risikoen for hele projektet er også, at KD tager nogle kvindestemmer fra Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager uden at komme i Folketinget. Men man skal ikke undervurdere, at partiets formand vil slås i denne valgkamp med den stærkeste motivation. Den kommer af, at hun er klar over, at det er nu eller aldrig mere for Kristendemokraterne.
Bodil Kornbeks engagement kan få hende til 'at brænde igennem' på tv. Vi har før set en voldsomt engageret formand brænde igennem i en afslutningsdebat. Tænk her for eksempel på Erhard Jakobsens berømte evne til at hive 'en kanin op af hatten' og sikre sig en del mandater ved blot tre minutters lidenskabelig snak, uanset at de seneste menings-målinger for Centrumdemokraterne så meget sorte ud. Bodil Kornbek er valgets dark horse.
Tim Knudsen er professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet
