Læsetid: 2 min.

Universiteterne skal eje deres bygninger

Stort set alle politiske partier er enige om, at universiteterne bør eje deres egne bygninger. Det ville give dem den stærkt tiltrængte økonomiske frihed, mener både højre- og venstrefløj
Man kan ikke være selvejende, når man ikke ejer sine egne bygninger. Det er tilfældet for universiteterne. Men det skal der laves om på, for at give dem den stærkt tiltrængte økonomiske frihed, mener både højre og venstrefløj.

Man kan ikke være selvejende, når man ikke ejer sine egne bygninger. Det er tilfældet for universiteterne. Men det skal der laves om på, for at give dem den stærkt tiltrængte økonomiske frihed, mener både højre og venstrefløj.

Heine Pedersen

Indland
12. november 2007

Universiteterne er officielt selvejende, men de ejer imidlertid ikke selv deres bygninger - og det skal der laves om på efter valget, mener et bredt flertal af politikerne:

"Det er da en besynderlig konstruktion, at universiteterne er selvejende uden, at de ejer en krone. Hvis de blev ejere af deres bygninger, så havde de en mulighed for at belåne friværdien, så de havde et reelt råderum og ikke skulle vende hver femøre sammen med Videnskabsministeriet," siger Dansk Folkepartis videnskabspolitiske ordfører, Jesper Langballe.

Socialdemokraterne er blandt de varmeste fortalere for at forære universiteterne deres bygninger:

"Vi er klar til at foreslå, at universiteterne får overdraget deres egne bygninger, så de får mulighed for at tage lån i dem og dermed få større selvstyre," lyder det fra Rasmus Prehn.

Også Venstres Torsten Schack Pedersen er positiv over for ideen:

"For mig er det ikke noget problem at give universiteterne ejerskab til deres bygninger på samme måde som de øvrige selvejende institutioner," siger han og understreger, at der skal findes en økonomisk ansvarlig løsning, før han vil være med til at forære universiteterne bygningerne.

Samme holdning har Det Radikale Venstre:

"Universiteterne skulle være selvejende i dag - nu synes vi, at de også skal være det reelt, for det vil give økonomiske muligheder. Men der skal findes en god model for det, for ellers er stor der forskel på, hvor meget de enkelte universiteter får foræret," siger Charlotte Fischer.

Både SF og Enhedslisten er som udgangspunkt positive over for forslaget, mens Kristendemokraterne, de konservative og Ny Alliance er mere tøvende.

DTU-model

I forbindelse med udarbejdelsen af universitetsloven i 2003, gav man forsøgsvis DTU ejerskab over sine egne bygninger - og flere af politikerne peger netop på DTU-modellen, som en mulig løsning for de øvrige universiteter også: "Staten kan lade universiteterne overtage deres egne bygninger til halvdelen af vurderingssummen, som Rektorkollegiet har foreslået. Ligesom på DTU," siger Jesper Langballe. Netop Rektorkollegiets formand, Jens Oddershede er meget begejstret for politikernes udmeldinger: "Det er virkelig positivt, at der er ved at brede sig den stemning. For vi har brug for at eje vores bygninger, hvis vi skal have økonomisk frihed. Med en større egenkapital kan vi foretage investeringer uden at gå i røde tal, og derfor være mere driftige," siger han.

Kravet fra politikerne kommer efter, at både rektorerne, de universitetsansatte og universiteternes bestyrelsesformænd gennem længere tid har påpeget, at styringen af universiteternes økonomi - og især afhængigheden af Videnskabsministeriet - er for stor.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her