Anders Fogh og folkets hævn

Der var EU-eksperter nok at vælge imellem i denne uge, da Justitsministeriet som bekendt konkluderede, at Grundloven ikke kræver en folkeafstemning om den nye Lissabon-traktat, da denne ikke overfører yderligere suverænitet i juridisk forstand fra Danmark til EU.

Det interessante ved den meget lange liste af kommentarer var, at de stort set alle fremlagde den samme analyse pakket mere eller mindre diskret ind.

Mest direkte var Marlene Wind, som er lektor ved Københavns Universitet. Til Berlingske Tidende sagde hun:

»Hvis man tidligt i valgperioden vil tage alle forbeholdene på en gang, så er det min vurdering, at det vil virke yderst provokerende. Først nægter man folk at stemme, og så smider man bagefter fire forbehold i hovedet på dem ... Man kan sagtens rent sagligt forsvare et nej til en folkeafstemning, men problemet er, at man har forsøgt at dække sig ind bag jurister og ventet og ventet, og nu kan nej-partierne let komme i medvind, fordi de kan skabe det indtryk, at regeringen ikke har rent mel i posen.«

Anbefaling: Vent lidt
Hvis regeringen ikke vil tage folkeafstemningen – hvilket Wind personligt heller ikke mener, der er grund til – så anbefaler hun direkte regeringen at vente en ’rum tid’ med at tage fat på forbeholdene og starte med forsvarsforbeholdet, hvor man er mest sikker på at skaffe opbakning, skrev avisen.

To andre EU-eksperter lektor ved Aalborg Universitet Søren Dosenrode og professor dr.jur. Hjalte Rasmussen fra Københavns Universitet sagde præcist det samme:

»Befolkningen føler, at de bliver snydt. En måde at hævne sig på (vil) være at jorde regeringen i spørgsmålet om forbeholdene, når den tid kommer.« Og »det (vil) helt personligt ikke undre mig, hvis befolkningen vælger at straffe regeringen«.

En fjerde ekspert, Peter Vesterdorf fra Håndværksrådet, sagde til Børsen, at der ikke er et juridisk behov, men det vil være godt for den ’offentlige legitimitet’ med en folkeafstemning.

Foghs klare valg
Sagen er altså klar for Fogh: Han kan slippe for folkets hævn, når de samme vælgere i denne valgperiode skal tage stilling til de danske forbehold, lovet i det nye regeringsgrundlag – og tage folkeafstemningen.

Prisen er, at han lægger sig ud med hele resten af EU, som er godt og grundigt trætte af traktatforhandlinger (en træthed statsministeren selv i den grad deler).

Her vil han især irritere den britiske premierminister Gordon Brown, der er ude i en mediestorm om sin troværdighed, eftersom regeringen – nøjagtigt som i Danmark – havde lovet at høre befolkningen om den oprindelige forfatningstraktat.

Og det er nøjagtigt lige så svært i Storbritannien, som det er i Danmark, at finde en troværdig røst, der vil hævde, at effekten af reformtraktaten er anderledes end effekten af forfatningen. Med mindre man vil hævde, at EU-flag, hymne, nationaldag og den slags er afgørende.

Normalt vil en regeringsleder aldrig ofre så stor indenrigspolitisk troværdighed udelukkende for at gøre resten af EU tilfredse. Teserne – fremsat i mange medier og mest direkte af SF’s Europa-ordfører Anne Grete Holmsgaard – om, at Fogh er ved at køre sig selv i stilling som ny EU-præsident fra 2009, og derfor ikke vil have en afstemning for at gavne sin egen karriere, er ikke troværdige.

For det første er den slags internationalt skakspil om topposter helt uforudsigeligt og svært at planlægge lang tid på forhånd.
For det andet skal Danmark helt af med alle forbeholdene, før Fogh med troværdighed kan lægge billet ind på at blive hele verdens Mr. Europe. Og at komme af med forbeholdene har lange udsigter, især med hensyn til indtrædelse i euroen.

Den enkle forklaring
Langt mere sandsynligt er den mere enkle forklaring. Indtil videre kun fremsat af nej-sigerne, at Fogh simpelt hen frygter at tabe en afstemning om Lissabon-traktaten. Et noget værre scenario, hvor man både bliver upopulær i den grad i Europa, og stort set melder Danmark ud af EU.

Den forklaring hører man ikke hos EU-positive partier som Ny Alliance og SF, som har travlt med at tale om, hvor god den nye traktat er, og hvor herligt det vil være at føre en ægte og passioneret EU-kampagne, hvor man udraderer vælgernes angst for at blive taget ved næsen og får ærligheden tilbage i dansk Europa-politik.

Sådan udtrykte Holger K. Nielsen sig f.eks. i et stort interview i Information i sidste uge. Det samme har Anders Samuelsen sagt. Og de helt store ja-partier, S, V og K skal naturligvis heller ikke nyde noget af at sige, at de rent ud bare frygter vælgernes dom.

Salamiens sejr
Sandsynligt er det, at regeringen kan regne med Socialdemokraterne i denne sag, og at regeringen derfor vil følge Marlene Winds opskrift på sejr: Først ratificerer man traktaten i Folketinget. Vælgerne bliver sure. Nej-bevægelserne totalt rasende, og en retssag bliver anlagt. Så vinder regeringen retssagen om Grundlovsbrud (lige som sidst). Tiden går. Dagsordenerne skifter, og så starter man med forsvarsforbeholdet til folkeafstemning.

Måske kan man endda få SF med til i hvert fald dette første forbehold, hvis bare der går tid nok. Salamimetodens triumf. De ægte europæeres nederlag og pragmatismens triumf. Nøjagtigt som altid. Dansk Passion er så udansk. Særligt i Europa-spørgsmål.

anra@information.dk