Nyhed
Læsetid: 4 min.

Anholdte: Det var en rigtig hætte

PET vil fortsat ikke svare på, om de har brugt rigtige hætter ved anholdelserne i de to seneste terrorsager. RD, som blev frikendt i Vollsmose-sagen, fastholder, at han fik trukket en hætte ned over hovedet ved anholdelsen
En af de anholdte fra sagen fra Glasvej fortæller, at han fik en hætte trukket ned over hovedet ved anholdelsen.

En af de anholdte fra sagen fra Glasvej fortæller, at han fik en hætte trukket ned over hovedet ved anholdelsen.

Jens Dresling

Indland
21. december 2007

Det var en rigtig stofhætte, der blev trukket ned over hovedet på den nu 19-årige RD, da han blev anholdt natten mellem den 4. og 5. september 2006. Det fastholder han over for Information.

"Det var en stofpose. Jeg havde besvær med at ånde. Mit hoved var helt gennemsvedt. Jeg kunne ingenting se," fortalte han i går.

PET vil ikke forholde sig til den konkrete anholdelse, men forklarer, at det er "normal procedure", at anholdte i den slags sager bliver iført en overtræksdragt med en hætte. Dragten skal sikre, "at eventuelle spor - f.eks. sprængstoffer, krudt eller blod i den sigtedes tøj eller hår - ikke går tabt".

"Denne dragt, som ikke dækker ansigtet, svarer i øvrigt til den beklædning, som kriminalteknikere selv bruger, når de arbejder på et gerningssted," lyder det fra PET.

Men RD afviser kategorisk, at den hætte, han fik trukket ned over hovedet, var en del af den hvide overtræksdragt. "Det var ikke sådan en hætte. Der var en hætte på dragten, men det var ikke den, de brugte," sagde han i går til Information.

RD's forsvarer Georg Steensboe tror heller ikke på, at den hætte, som ifølge Informations oplysninger blev brugt på RD og fire andre mænd den 5. september 2006, var den, der sidder fast på overtræksdragterne.

"Det passer ingen steder," lyder det fra Georg Steensboe.

Klistret og ubehageligt

"De får dragten på, og så får de en hætte trukket ned over hovedet. Min klient forklarer, at det er en hætte, der er så tæt, at det virker meget ubehageligt, fordi udåndingsluften fordamper. Det bliver klistret og ubehageligt. Det har ikke noget med dragten at gøre. Jeg kender godt de dragter, og de er jo nærmest som gennemsigtigt papir. Så det tror jeg ikke på, har noget med det at gøre. Jeg tror, at det er nogle selvstændige hætter," siger advokaten, der tager hætterne med i det erstatningskrav, han på RD's vegne er ved at udarbejde til Rigsadvokaten.

"Jeg agter at bruge det som en selvstændig begrundelse for en forhøjet erstatning," siger Georg Steensboe.

RD fortæller til Information, at stofhætten var det sidste han fik på, efter at politiet havde slået døren ind til familiens lejlighed, og en hær af sortklædte mænd stormede ind i lejligheden klokken to om natten. Inden hætten havde mændene trukket den hvide overtræksdragt ud over hans underbukser og havde fikseret hans arme i plastikstrips bag ryggen. Han fik blå plastikposer på fødderne. Og til sidst fik han så trukket "en stofpose" ned over hovedet - en stofpose, der i øvrigt blev siddende dér i de næste to timer, hvor RD blev kørt rundt i en bil uden at ane, hvor han var, eller hvad han var sigtet for.

Og RD var ikke den eneste. I hvert tilfælde har også JRK, der blev anholdt i sit hjem i Odense samme nat, fortalt, at han fik en hætte ned over hovedet. Først blev han iført den hvide heldragt og fik sine hænder fastspændt i strips. JRK sad i et rum, mens konen og døtrene var i et andet. Pigerne skreg og græd, husker den 33-årige familiefar.

"Inden jeg skal ud, får jeg en stofpose over hovedet og blå plastovertræk om fødderne," fortæller JRK. Sådan bliver han ført ned til en bil.

"Jeg kunne ikke se noget," siger han til Information.

Også Glasvej

Ud over RD og JRK skulle også de tre dømte i Vollsmosesagen, AA, AK og MZ, have fået hætter trukket ned over hovedet. Det bekræftes af AK's forsvarer, Bjørn Elmquist, som også fortæller, at hans klient fra den såkaldte Glasvejsag blev udsat for samme behandling.

Information har forgæves spurgt PET, om der er brugt rigtige hætter i de to sager. Altså hætter, der ikke er en del af den hvide heldragt, og som skærmer for synet. Men PET har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere til Information.

Da hætterne fra anholdelserne i Vollsmose blev nævnt i en artikel i Weekendavisen for snart et år siden, havde PET dog ingen indvendinger. Artiklen var baseret på oplysninger for PET-medarbejdere, der havde været involveret i planlægningen og udførslen af aktionen og inden artiklen blev trykt, havde efteretningstjenesten set artiklen og haft mulighed for at komme med uddybninger og justeringer.

Anholdelserne beskrives minut for minut: Døren til lejlighederne slås ind med en lang, sort stålcylinder, og anholdelserne gennemføres uden, at sigtelsen bliver oplyst. Den får den anholdte på et senere tidspunkt for at undgå panik hos den mistænktes familie, skriver Weekendavisen.

"Derefter får han (den anholdte, red.) hænderne strippet sammen og bliver iført en tynd beskyttelsesdragt, der skal sikre eventuelle fysiske beviser på hans tøj mod at forsvinde. Han får også en hætte over hovedet, dels for at sikre beviser, dels for at beskytte hans identitet," stod der i Weekendavisen den 12. januar 2007.

René Gummer, der var en af de to journalister, der skrev artiklen, så dengang billeder fra anholdelsesaktionen. Han beskriver hætterne som en løs pose, der trækkes over over hovedet på de anholdte til sidst.

"Hætten ligner noget fra Ku Klux Klan. Det er en løs stofpose, man får over hovedet. Det er sådan, jeg har set det og fået det beskrevet," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her