Billederne fra den dramatiske politiaktion i Vollsmose for 15 måneder siden, hvor flere personer ifølge Informations oplysninger fik trukket hætter ned over hovedet under anholdelsen, skal nu vises frem i Folketingets Retsudvalg. Enhedslistens retsordfører, Line Barfod, sendte i går et udvalgsspørgsmål til ministeren, efter at Weekendavisens journalist, René Gummer, til Information fortalte, at han har set PET-billeder fra aktionen. Og på de billeder så han nogle hætter, der minder om dem, de anholdte har beskrevet.
"Hætten ligner noget fra Ku Klux Klan. Det er en løs stofpose, man får over hovedet. Det er sådan, jeg har set det og fået det beskrevet," siger René Gummer, der fik billederne at se under sin research til en artikel om anholdelsesaktionen i Odense.
De billeder vil Line Barfod gerne se. Det samme vil Information, som dog ikke har kunnet få svar fra PET, om de vil vise os billederne. Indtil videre har PET fastholdt, at de ikke vil kommentere den konkrete aktion eller fortælle, om de har brugt hætter. PET oplyser kun, at det er "normal procedure" at anvende en overtræksdragt, som har en hætte. Men at den hætte ikke dækker ansigtet på den anholdte.
Den forklaring afvises fuldstændig af RD, der blev anholdt og siden frikendt i sagen.
"Det var ikke sådan en hætte. Der var en hætte på dragten, men det var ikke den, de brugte," siger han. Og RD bakkes op af sin advokat Georg Steensboe:
"Min klient forklarer, at det er en hætte, der er så tæt, at det virker meget ubehageligt, fordi udåndingsluften fordamper. Det bliver klistret og ubehageligt. Det har ikke noget med dragten at gøre. Jeg kender godt de dragter, og de er jo nærmest som gennemsigtigt papir. Så det tror jeg ikke på, har noget med det at gøre. Jeg tror, at det er nogle selvstændige hætter," siger advokaten.
JRK, der også blev anholdt og varetægtsfængslet men aldrig retsforfulgt, bruger ligesom René Gummer ordet "stofpose".
"Jeg kunne ikke se noget," fortæller JRK.
Justitsministeren skal svare på udvalgsspørgsmålet fra Line Barfod senest den 10. januar 2008.
leder på bagsiden