Læsetid: 4 min.

En blomst med en mærkelig lugt

Til trods for at dansk jazz er inde i en spændende udvikling, hvor unge musikere orienterer sig bredt og på nye måder i forhold til den traditionelle jazzkultur, bliver jazzen stadig mindre synlig i medierne
Hverken tv eller de skrevne medier levner megen plads til jazzmusik. Og problemet rækker måske helt ned til den musikalske dannelse eller manglen på samme, som vi møder i skole og uddannelse. Her forsøger Kresten Osgood at råde bod på miseren under Jazz for Kids i Kongens Have under sommerens Copenhagen Jazz Festival.

Hverken tv eller de skrevne medier levner megen plads til jazzmusik. Og problemet rækker måske helt ned til den musikalske dannelse eller manglen på samme, som vi møder i skole og uddannelse. Her forsøger Kresten Osgood at råde bod på miseren under Jazz for Kids i Kongens Have under sommerens Copenhagen Jazz Festival.

Lars Hansen

27. december 2007

Kære læser, De er privilegeret. De holder et af de få trykte, danske medier i hånden, der fortsat skriver bredt om musik og specifikt tager jazz og improvisationsmusik alvorligt. Det er der også al mulig grund til at gøre med så rig en arv, jazzen har, og sådan som musikformen blomstrer i vor tid i så mange retninger lokalt som internationalt og byder på stadig nye oplevelsesmuligheder.

Det er også tydeligt, at vi inden for den danske jazzkultur er inde i en spændende udviklingsfase, hvor unge musikere orienterer sig bredt og på nye måder i forhold til den traditionelle jazzkultur. Den unge jazzgeneration, der ikke mindst har gjort sig bemærket siden årtusindskiftet bl.a. gennem musikerkollektivet ILK og spillesteder som Jazz Club Loco i København og Sun Ship i Århus, arbejder både frit og frækt på tværs af genreskel.

Generelt er moderne kompositionsmusik, særlige subkategorier af populærmusik, etniske musikformer og electronica blevet naturlige arbejdsfelter for stadig flere jazzmusikere, der kombinerer genrerne med jazzens særlige karakter af improvisatorisk leg, eksperimenter og seriøs indstilling til det spillede håndværk og det personlige udtryk.

Møntens to sider

Europæisk jazz har aldrig været så vital og mangfoldig som nu. Japan, Kina og generelt Østasien er gryende markeder for jazzen, som bliver modtaget med stor interesse. Copenhagen Jazz Festival forvandler hvert år i juli København til en vibrerende by, og alle synes at elske jazzen for en stund. I Danmark støttes jazzen med statslige kulturmidler, hvilket giver mange musikere bedre muligheder for at komponere, turnere og føre pladeprojekter ud i livet.

Dansk Jazzforbund satser i disse år på at promovere dansk jazz i udlandet gennem den såkaldte Internationale Jazzlancering, og ud af de rytmiske musikkonservatorier strømmer løbende nye, interessante talenter.

Det lyder jo godt. Men en mønt har to sider. I de senere år er jazzen blevet stadig mindre synlig, og mediernes overvejende negligering af jazzen ikke bare afspejler, men også udbygger danskernes mangel på interesse og forståelse for den rytmiske improvisationsmusik. Den burde i langt højere grad være en del af nutidige unges og gamles musikkulturelle bevidsthed.

Op i røg

Danmarks Radio udsendte for nylig en pressemeddelelse om en året-der-gik-udsendelse:

"Et havareret Dash 8-fly, et folketingsvalg med kamp til stregen og en tv-mordgåde er nogle af de begivenheder, der optog danskerne i 2007."

Der er også en hel del danskere, der har været optaget af netop Danmarks Radios håndtering af sine sparerunder, der uforvarende er gået ud over væsentlige kulturprogrammer inklusive hele det område, der handler om dækning af dansk jazz via live-optagelser og udsendelser. Årtiers professionel kompetence, kulturgenerering og netværk til et rigt musikmiljø vil være gået op i røg i det rituelle nytårsknald.

I den seneste nummer af tidsskriftet Jazz Special, jubilæumsnummer 100, giver musikjournalist og DR-medarbejder Peter H. Larsen i en lang artikel et dystert signalement af mediernes manglende behandling af jazzen:

"Aldrig har dagspressen udvist så lille en interesse for den improviserede rytmiske musik, og aldrig har Danmarks Radio været så uambitiøs på jazzens vegne, som det vil være tilfældet ved årsskiftet."

Ifølge Peter H. Larsen befinder jazzen sig i "en dyb sump af ignorans og ligegyldighed, og det vil tage år, måske årtier at komme op igen, hvor man ikke synker i."

Manglende åbenhed

Det er et perspektiv, man er nødt til at tage alvorligt. Og problemet er ikke bare, at Danmarks Radios jazzredaktion snart kun vil bestå af halvanden mand. Udviklingen i vor public service-forpligtede statsmedie er blot en del af en større tendens, der handler om, at hverken tv eller hovedparten af de skrevne medier levner plads til jazz og relateret musik. Og måske rækker problemet helt ned til den musikalske dannelse eller manglen på samme, som vi møder i skole og uddannelse.

I sommer var sangerinden Susi Hyldgaard, der har en international karriere, inde på det i et interview i Information i forbindelse med Copenhagen Jazz Festival. Hyldgaard savner nysgerrighed hos det danske publikum; en nysgerrighed og musikalsk åbenhed, som hun i langt højere grad finder ude i Europa. Og hun er ikke den eneste musiker, der har givet udtryk for dette synspunkt, har Information erfaret i løbet af året. For nylig var undertegnede i Odense til koncert med den danske trio Sound of Choice, der nyder stigende international bevågenhed. Vi var otte mennesker i en ellers tom klub.

Lad os gumle

Jazzhus Dexter er et regionalt spillested, der støttes med kulturmidler. Staten betalte altså regningen, men hvad nytter det i det lange løb, hvis ikke der i Odense - eller hvor denne problemstilling ellers dukker op - findes en kernemenighed af koncertgængere, der med begejstring spreder ordet og møder frem for at opleve den skæve kunst? Jazzscenerne kan kun blomstre og leve, hvis der bygges en tillid og et forum op mellem publikum og spillested.

Selvom situationen næppe er så firkantet, som Peter H. Larsen beskriver den i Jazz Special - gratisaviser og lokalaviser rundt om i landet skriver i ny og næ om jazz og anden smal musik, og magasiner og webportaler som Geiger og især Gaffa bringer løbende anmeldelser af dansk og udenlandsk jazz - er situationen alvorlig nok. Ligegyldigheden og kalkulen på mange af landets kulturredaktioner er uforståelig i al sin populærmusikalske ensidighed og mangel på kulturel rygrad.

For der er masser at skrive om, masser at undersøge, masser at fortabe sig lystent i og blive klogere på.

Jazzen er en vild og uforudsigelig kløvermark. Og den dufter af alt andet end død. Lad os plukke af den, gumle på den og undersøge den yderligere, kære læser, i det nye år.

Serie

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En glædelig udvikling i dansk jazz er, at hvor det for 40 år siden, da jeg begyndte at spille, var utænkeligt at en bop-tilhænger kunne lytte til Armstrong, og traditionalisterne mente, at jazzen døde i 1927, har unge musikere i dag en bredde i orientering og baggrund, der giver musikken utroligt mange facetter - og giver mange flere muligheder for sammenspil på tværs af genrer.

Sagt mere poetisk: fra enten at være en trætop uden rødder eller et rodnet uden top er jazzen blivet til et blomstrende træ, endda podet med alle mulige andre spændende vækster.

Jørgen Martinsen

For mange år siden lærte jeg et udtryk at kende som blev benyttet, når en ting eller en person ikke fungerede helt optimal. Man kan også sige, var lidt sløv i optrækket. Det hed: "Det / ham er der ikke meget jazz i".

At det nu pludselig bliver aktuelt i en offentlig institution som Danmarks Radio er kun til at begræde.

Jeg er ikke økonom (det er musikere næsten aldrig), men er det beløb man hidtil har brugt jazzlicenspengene til virkelig så stort, at man er nødt til at skære så drastisk ned på denne kulturgren?

Beløbet kan næppe overstige hvad det koster i Gramex og Koda afgifter for at holde gang i den 'tæppebankermusik' som DR udsender via P3 og P4.

Den røde jazz - tråd bliver til et manglende led i kæden. Vi prøver jo (selv om det også er svært) at holde groovet højt ved hjælp af Musikskoler, MGK, Kong Kons, Rytmekons, Gymnasier og Seminarier. Så er det meget svært at forstå den nedskæring som DR serverer.

Øv, hvor er det synd!!

Der er sør'me ikke meget jazz i DR!!

Jørgen Martinsen, rytmisk elektrificeret violinist i Swing Strings, Swing '41, Djangomania og ind imellem høj rokogrul i beatgruppen Hutlihut