Læsetid: 3 min.

Forræderiets konsekvenser

Vores statstminsters opgør med 'appeasement' politikken og besættelsestiden er på mange måder identisk med de holdninger, som jeg voksede op med i mit hjem i 50'erne og 60'erne
Indland
22. december 2007

Vor tids historikere, som synes at være præget af en relativistisk tilgang til tænkningen, gør gældende, at vi ikke kan dømme samarbejdspolitikkerne moralsk, eftersom samtiden jo ikke kendte konsekvenserne af nazismens voldsregime. Jeg har altid undret mig over dette synspunkt, eftersom vi jo allerede i 30'erne var vidne til Nürnberglovene (1935), Krystalnatten (1938), Hitler/Stalin-pagten (1939) og München-forliget (1938) m.m.

Men det er givet vis korrekt, at vi næppe havde formået at redde de danske jøder eller forhindret en grænseændring, som havde afstedkommet, at sønderjyderne var blevet indlemmet i Tyskland, hvis vi havde renonceret på samarbejdspolitikken allerede i 1940.

Set fra et europæisk/jødisk syn, var samarbejdspolitikken imidlertid problematisk, fordi den medvirkede til at forlænge krigen. Vi får derfor lidt forenklet to forskellige konklusioner på samarbejdspolitikken, alt efter om vi vurderer problematikken med nationale/provinsielle eller europæiske/-jødiske briller.

Såvel Victor Klemperer (1881-1960) som Stefan Zweig (1881-1942) har gjort gældende, at det var en mental befrielse for de tyske jøder, at krigen blev en realitet 1. september 1939. Alvoren i synspunktet forstærkes af det faktum, at både Klemperer og Zweig kendte konsekvenserne af moderne krig. De var fuldt ud bevidste om omfanget af slagterierne ved Sommer og Verdun i 1916. De så imidlertid krigsudbruddet i 1939 som en forløsning. Endelig var der en udvej på de fornedrelser, som den jødiske befolkning i Tyskland havde været ofre for siden 1933. Krystalnatten, hvis brutalitet blev udfoldet i al offentlighed var for Zweig og Klemperer, kulminationen på vestens forræderi mod civilisationen.

Fogh Rasmussens (f. 1953) opgør med appeasement-politikken (eftergivenhed, red.) og besættelsestiden er på mange måder identisk med de holdninger, som jeg (f.1954) voksede op med i mit hjem i 50'erne og 60'erne. Her var tankegangen den, at med afsløringerne af nazisternes holocaust, var det nødvendigt med en kritik af appeasement-politikken og samarbejdspolitikken. Vi blev derfor, såvel i skolen som i spejderbevægelsen, mødt med den indstilling, at en ny tidsalder måtte begynde. En tidsalder, som aldrig skulle gentage de gamle tankeformer fra 20'erne og 30'erne.

Marximen var: Aldrig mere antisemitisme, nazisme/-kommunisme og appeasement-politik.

Tyrannerne skulle stoppes i tide med beslutsomhed og styrke. Det kom derfor som et chok for mange, som var vokset op i 60'ernes borgerlige nomos, at vi i 90'erne blev vidne til katastrofen på Balkan. En katastrofe midt i Europa - en katastrofe, som endnu engang, skulle ændre vores syn på Europa, og som fik mange, som var blevet venstreorienterede under Vietnamkrigen til at skifte paradigme.

Vi erfarede nemlig, at centrum venstre reelt ikke var villige til at forsvare muslimerne mod de etniske udrensninger på Balkan. Vi opdagede med rædsel, at de såkaldte FN erklærede sikre områder ikke skulle forsvares med våben. På TV fulgte vi i årevis det ene overgreb efter det andet mod muslimerne på Balkan, samtidig med at EU og centrum venstre forholdt sig indifferent til katastrofen. De europæiske intellektuelle forekom (atter) handlingslammede.

Jeg kan derfor ikke undgå at notere, til trods for at jeg altid har været tilhænger af EU, at jeg er dybt skeptisk overfor et Europa, som skal være en pendant til USA. Jeg stoler ganske enkelt ikke på Europas ydre forsvarsvilje, moralske habitus og evne til at forsvare egne indre værdier. Jeg har således mere tiltro til det irriterende burgerspisende amerikanske småborgerskab, end til flertallet af den centraleuropæiske intelligentsia. Jeg vil til trods for mit medlemskab af Europa-bevægelsen derfor fastholde Danmarks forsvarsforbehold i EU.

Hvis vi ikke havde haft den dårlige smag i munden fra Balkankrigene, så havde vi, der repræsenterer den borgerlige fløj, uden tvivl været mere forbeholdene (kritiske) over for Irak-problematikken.

Centrum Venstres kritik af engagementet i Irak prellede nemlig fuldstændig af på os, fordi vi fejlagtigt så kritikken som en gentagelse af forræderiet på Balkan! Traurig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her