Analyse
Læsetid: 4 min.

Kjærsgaard slutter sig til det nykorporative Danmark

Julefred, da Kjærsgaard og thorning accepterede Lækks Halmstrå og stabiliserede grundlaget for OK08
Pia Kjærsgaard og Helle Thorning Schmidt udgør et det nye folketings mest bemærkelsesværdige samarbejdsteam.

Pia Kjærsgaard og Helle Thorning Schmidt udgør et det nye folketings mest bemærkelsesværdige samarbejdsteam.

Kim Nielsen

Indland
21. december 2007

Julefreden sænkede sig over Christiansborg med overraskende pludselighed. Striden om 'en ekstra pose penge' til de offentligt ansatte blev løst pludseligt og overraskende med et udspil fra Lars Løkke Rasmussen.

Pia Kjærsgaard, der, i et af det nye folketings mest bemærkelsesværdige samarbejdsteam, sammen med Helle Thorning-Schmidt erklærede sig lige så overraskende for fuldt tilfredse og sejrsstolte over regeringens "indrømmelse", som de fleste eksperter og de mest aggressive fagforeningsfolk kaldte en næsten indholdsløs fremrykkelse af penge, der skulle være leveret under alle omstændigheder, blot lidt senere.

Realiteten er, at Dansk Folkeparti har meldt sig ind i det nykorporative Danmark, og at der i fagbevægelsens hovedorganisationer er betydelig tilfredshed med denne løsning.

OK08 kan blive et historisk gennembrud for hovedorganisationerne, der får en hovedrolle ved udformningen af et mæglingsforslag, som, selv om det skulle blive stemt ned af fagbevægelsens medlemmer, vil danne grundlag for et regeringsindgreb til foråret.

Skuffede forbund

Fagbevægelsens ledelse har for længst opgivet lønkampen i sin primitive form og ser med rette for sig, at ikke mindst hovedorganisationerne i de kommende år har en mere afgørende placering i ledelsen af det danske samfund end nogensinde. Den foreløbige skitse til en lønramme for OK98 er karakteristisk nok en del af trepartsaftalen som på LO's og FTF's stærke opfordring blev en del af kvalitetsreformen, og som citerer netop hovedorganisationernes ansvar for den generelle udvikling af samfundet.

Anderledes skuffet er indstillingen i visse forbund, der har set særlige muligheder netop for deres medlemmer i den aktuelle situation: Først og fremmest FOA's Dennis Kristensen, men også Lærernes Anders Bondo Christensen og sygeplejerskernes Connie Kruchow.

Både Pia Kjærsgaard og Helle Thorning-Schmidt har haft hårdt brug for et halmstrå at klamre sig til for at komme sikkert i land fra det oprørte hav, de begge har været med til at udløse med sommerens løfter om ekstra milliarder til de lavestlønnede offentligt ansatte.

Skulle disse forslag være blevet vedtaget specielt i den firkantede form, DF præsenterede i sommer, men også i den mere moderate og mindre gennemskuelige model ,som sosserne fulgte op med, havde det skabt uløselige vanskeligheder for overenskomstforhandlingerne og havde reelt udgjort en trussel mod 'den danske model', som er en af de mest afgørende forudsætninger for de seneste 20 års markante økonomiske succes for den danske samfundsøkonomi.

Fredelig løsning

Der er slet ingen tvivl om, at de ledende kræfter både i LO og FTF aktivt har virket for, at der skulle skabes en fredelig løsning omkring lønpulje-problemet. Pia Kjærsgaard Thulesen Dahl har været til et historisk møde med LO's nyvalgte formand Harald Børsting.

Stemningen var god, parterne talte åbent og oprigtigt sammen, og der var en vidtgående fælles forståelse om, hvordan situationen skulle bringes på plads.

Man er enige om, at der under forhandlingerne må kunne fordeles til fordel for de lavestlønnede grupper, der har haft særlig stor opmærksomhed siden i sommer og under valgkampen.

Fordel for økonomien

Den konstruktion, som finansministeren har fået flertal bag, kan reelt i sig selv være en fordel for samfundsøkonomien. Regeringen har forhøjet rådighedsbeløbet for det første overenskomstår med 1,7 mia. kr. Det kan partier der har krævet fem milliarder over de tre år så kalde en sejr. Men udspillet understreger, at der reelt er tale om en revurdering af de automatiske reguleringer, som de offentlige under alle omstændigheder skal have i kraft af den traditionelle reguleringsmekanisme mellem privatansattes og offentligt ansattes løn. Samtidig forpligter regeringen sig til at fastholde niveauet for de offentlige udgifter, altså at finde kompenserende besparelser i det finanslovforslag, som lægges fem til februar.

De private lønninger er steget mere, end regeringen oprindeligt havde forudset, og ledigheden faldet mere. 2007 har været et bedre år for de private lønmodtagere end antaget. Derfor vil de offentligt ansatte alene på grund af reguleringsmekanismen i de kommende år skulle stige mere end forudset.

Disse forventede stigninger er så rykket frem til første overenskomstår. Og lykkes det så i forhandlingsresultatet at få skabt en "solidarisk løsning med særligt henblik på lavestlønnede" som det hedder i LO's kongresudtalelse, som DF nu flittigt citerer, ja, så kan det faktisk betyde, at de relativt højtlønnede grupper i de kommende år kommer til at bidrage mindre til lønspiralen end ellers. Den samlede finanslov vil formentlig også indeholde stramninger (forøgelse af børnechek er allerede udskudt), som skal bidrage til at bremse tendenserne til overophedning af økonomien.

Øget krisebevidsthed

De meget foruroligende generelle udsigter for både dansk og international økonomi vil formentlig i de kommende måneder bidrage til at øge krisebevidsthed og accepten af noget strammere løsninger i de kommende år. Husprisernes stagnation eller fald, kreditkrisen i USA og stærke tegn på afsvækkelse af væksten er tydelige.

Vi ser stigende inflation og rente og uhyggelige tegn på den stagflation, der prægede 70'ernes og 80'ernes kriseøkonomi. Overenskomstsituationen til foråret ser ikke nem ud, men regeringen og LO har afgørende forbedret sit greb om situationen, så det dels er realistisk at se rammerne af en mæglingsskitse, dels et flertal, der vil bære et indgreb politisk igennem.

Serie

OK08

Seneste artikler

  • Arbejdet genoptages på sygehusene

    13. juni 2008
    Efter otte ugers strejke og 370.000 aflyste operationer og behandlinger genoptages arbejdet på landets sygehuse i fuldt omfang fra søndag
  • Pædagogstrejke slut

    13. juni 2008
    Den langvarige strejke og en truende lockout var befordrende for et forlig mellem Bupl og KL, erkender de to topforhandlere
  • Politikerne tøver med indgreb

    10. juni 2008
    Danskerne kan stadig se langt efter operationer og indlæggelser på landets sygehuse. Alle venter nu på et regeringsindgreb - men politikerne er tilbageholdende
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

En rigtig Meier Carlsen
Men er sagen ikke nærmere et "Teater om de offentliges løn" som beskrevet af Henrik Herløv Lund i Information i gar.
I mine øjne er regeringen og Løkke Rasmussens forslag et større vælger bedrag end Thorning og Kjargaards.
Dels fordi Løkke Rasmussen først fremstillede regeringens forslag som ny penge. Hvilket hurtigt blev skudt ned af arbejdsmarkedsforskerne.
Dels fordi regeringen totalt afviste økonomernes bekymringer om en overophedning før valget. Ja her var Fogh Rasmussen endda så fræk at anbefale økonomerne at skrive deres lærerbøger om.
Men nu kan økonomernes bekrymringer bruges imod et lønløft for de lavtlønnede offentlig ansatte, så gælder økonomernes bekrymringer pludseligt.
Magen til kynisme skal man lede længe efter.

Tom W. Petersen

Grænsen
De moderat- og lavtlønnedes krav truer Danmarks økonomi med deres lønkrav, advarer vor regering og diverse økonomiske eksperter.
Danmark er et samfund, hvor "erhvervslivet"s ledere modtager mange, mange millioner kroner i årsind-tægt for deres arbejde. Hvor ydermere "gyldne håndtryk" gives til mange af dem, når de fratræder deres stillinger.
Det er dog ikke truende, men tvært imod gavnligt for Danmarks økonomi. For ved at give sådanne lønnin-ger tiltrækkes de bedste ledere, således at danske virksomheder klarer sig godt i konkurrencen med uden-landske. Det forudsættes altså, at disse lederes arbejdsindsats ikke først og fremmest motiveres af interesse for arbejdet eller den virksomhed, de leder, men af penge til sig selv.
Samfundet mangler i stigende grad sygeplejersker, togførere, politibetjente, børnepædagoger, skolelærere, etc. Men hvad sådanne samfundsgrupper angår, synes argumentet, at højere løn er det rette middel til at tiltrække folk, ikke at være brugbart. Det truer nemlig samfundets økonomi. Når der skal holdes igen, er det altid de moderat- og lavtlønnede, der skal gøre det.
Jeg tror ikke, at der er mange i disse samfundsgrupper, der synes, at ledere af vigtige virksomheder ikke skal have en høj løn, mulighed for en stor villa med en attraktiv beliggenhed, råd til sommerhus, to biler, et par luksusferierejser om året og god vin til maden hver dag, samt en solidt betrygget alderdom. Lad dem bare tjene gode penge. Det tror jeg ikke, mange har noget imod.
Men et sted knækker filmen.
Når det er åbenbart for enhver, at en samfundsgruppe modtager mange flere millioner kroner, end de og deres familie nogen sinde vil kunne bruge, om de så levede i flere hundrede år, når virksomhedsledere ved deres afgang modtager mange millioner kroner – ud over alle de millioner, de allerede har tjent, mens de arbejdede – så synes enhver grænse for rimelighed overskredet.
Det er ikke på nogen måde muligt at få moderat- og lavtlønnede mennesker, som udfører et væsentligt og for samfundet nødvendigt arbejde til at indse, at det i et samfund, der er indrettet på denne måde, er netop dem, der skal holde igen og redde samfundsøkonomien.
De forgyldte dele af samfundets medlemmer og deres støtter i folketingspartier som Venstre og Konserva-tive prøver altid at få os til at tro, at de, som ikke kan indse rimeligheden i den totalt skæve fordeling af samfundets goder, er drevet af de grimme egenskaber grådighed og misundelse. Men det er fuldstændig forkert. Der er tale om krænket anstændighedsfølelse, og det er noget helt andet.
Det anføres jævnligt, i forsøget på at retfærdiggøre disse tilstande, at Danmark er et mindre ulige samfund end så mange andre. Men det gør det da ikke mindre uanstændigt, at fordelingen er, som den er.
De, som har interesse i det, kan komme med så mange argumenter de vil for, at det netop er de moderat- og lavtlønnede, der ikke skal have mere for deres arbejde, end de får. Og det har de altid gjort. De får bare aldrig nogen sinde andre end sig selv til at indse, at det er sandt eller anstændigt.