Læsetid: 9 min.

Lang nats rejse mod dag

Socialistisk Folkeparti sidder med nøglen til den danske Europa-politik. Og manden, der gjorde det muligt, er SF's tidligere formand Holger K. Nielsen. Vi har bedt ham fortælle sin historie om, hvordan han gik fra langhåret student og glødende EF-modstander til i dag, hvor han kalder EU en historisk bedrift, og det eneste håb, verden har om en organisation, der kan give USA et demokratisk politisk modspil
I kølvandet på nej-et til Maastricht-traktaten i 1992 præsenterede Holger K. Nielsen, Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved -det nationale kompromis-.

I kølvandet på nej-et til Maastricht-traktaten i 1992 præsenterede Holger K. Nielsen, Poul Nyrup Rasmussen og Marianne Jelved -det nationale kompromis-.

Finn Frandsen

6. december 2007

Danskerne skal til det igen. En ny runde om Europa. I hele EU har de politiske aktører noteret sig, at den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen har besluttet sig til at tage livtag med kron-juvelerne i dansk Europa-politik - de fire forbehold fra 1992 - samtidig med at nationen også skal ratificere den nye reformtraktat. Men statsministerens projekt er afhængigt af ét parti, som sidder med nøglen til dansk Europa-politik: Socialistisk Folkeparti.

Der findes en mand, som med sin personlige historie giver svaret på, hvorfor det hænger sådan sammen: MF Holger K. Nielsen, tidligere formand for SF. Det var ham, der ledte SF's nej-kampagne mod Maastricht-traktaten under parolen 'Holger og konen si'r nej til Unionen'.

Det var også ham, der sammen med en lille kreds af politiske kolleger i sit eget parti og i Socialdemokratiet fik formuleret de fire EU-forbehold efter det danske nej til Maastricht-traktaten i 1992.

I dag er Holger K. Nielsen EU-tilhænger, men det var han langtfra, da han startede i dansk politik.

- Hvornår begyndte du for alvor at involvere dig i det europæiske samarbejde?

"Det må have været op til folkeafstemningen i 1972, da jeg var 22 år gammel. Jeg husker klart, hvor tydeligt EF-debatten delte Danmark i en højre- og en venstrefløj. Med få undtagelser var det jo helt klart sådan, at var man borgerlig, sagde man ja; var man rød, sagde man nej. Og stregen gik lige midt ned i Socialdemokratiet."

1972: Det første nederlag

Efter en intens kampagne, som delte Danmark i to, sagde danskerne ja 2. oktober 1972. Med solide stemmetal: 63,4 procent ja og 36,6 procent nej.

I SF slikkede nejsigerne sårene:

"Jeg møder fortsat gamle SF'ere, som fortæller om, hvordan de 'meldte sig ind i SF 3. oktober 1972'. Man havde følelsen af, at man var blevet løbet over ende af nogle usaglige kapitalinteresser. Der var en enorm vrede."

1979: EU vendt på hovedet

Den unge Holger K. Nielsen blev sekretær for det nyvalgte medlem af Europa-Parlamentet Bodil Boserup og husker sin entre i Luxembourg:

"Jo, det var sandelig en langhåret student på de bonede gulve. Det var nyt, men meget interessant at komme ind i det europæiske venstrefløjsmiljø. Vi var medlem af den kommunistiske gruppe i Parlamentet, og det gik jo hurtigt op for mig, at venstrefløjen i Italien så EF som noget yderst positivt, en kæmpefordel for dem i sammenligning med deres korrupte kristendemokratiske styre derhjemme."

Kunne venstrefløjen mon bruge EF til noget konstruktivt? Den unge Nielsen var i tvivl. Samtidig vandt eurokommunismen frem som ide.

"Jeg kunne se, at en masse folk, jeg synes var fornuftige, var mere positive over for EF end jeg selv. Samtidig var socialisterne i Europa klemt mellem USA og USSR. Jeg lyttede til den nye verden, der voksede frem i den europæiske diskussion, men jeg var stadigvæk imod."

1986: Fortsat imod

På samme tidspunkt bliver ideen om det indre marked fremsat. Den energiske og visionære kommissionsformand Jacques Delors leder slaget, og i 1986 siger danskerne ja i endnu en folke-afstemning til at være med. SF anbefaler et nej sammen med Socialdemokraterne og de radikale. Resultatet fremprovokerer en kæmpe intern diskussion i SF. Vælgerne ser ud til at ville det europæiske samarbejde, så skal partiet flytte sig?

"Steen Gade, der meget tidligt var pro-europæisk, og John Iversen, der er vendt 180 grader, presser meget på, men jeg holder igen. Vi skal have baglandet med. Op til topmødet om Maastricht i 1991 er jeg ikke i tvivl om, at vi må sige nej. Én ting er at acceptere EF som det realistiske. Noget andet er det, som vi dengang så som starten på Europas Forenede Stater. Vi tror imidlertid ikke på, at vi har nogen som helst chance for at vinde. Der var nogle meningsmålinger omkring januar, som viser omkring 20 procent til nej og 50 procent til ja-siden."

1992: Sejren er vor

SF går til kamp mod superstaten under parolen 'Holger og konen si'r nej til Unionen'. Og så svinger meningsmålingerne.

I SF er man dybt overraskede:

"Vi havde ikke set den understrøm, der var på vej. Vi sætter os ned i en lille studiekreds under partiets forretningsudvalg og studerer traktaten meget grundigt. Vi mødes hver eneste uge, indtil vi 11. maj formulerer udkastet til de danske undtagelser."

"Maastricht var en meget underlig traktat. Den juridiske hårde kerne var sådan set fornuftig nok. Men de mere luftige hensigtserklæringer brød vi os ikke om: fælles mønt, fælles retligt og indre samarbejde, en fælles forsvarspolitik og et fælles unionsborgerskab. Det er de ting, som for os at se peger mod en europæisk statsdannelse. Vi diskuterede det også flittigt med Folkebevægelsens Jens-Peter Bonde. Og Jens-Peter accepterede også undtagelserne som grundlaget for nej-kampagnen. Hovedbudskabet til vælgerne var det meget vigtige, at de trygt kunne sige nej. Vi ville ikke blive smidt ud, og det tror jeg i dag var afgørende for at rykke de sidste 25.000 vælgere.

2. juni 1992 kaster danskerne så den kommende europæiske union ud i sin hidtil største krise med nej'et. Holger K. Nielsen husker "en fantastisk varm nat. Stemningen var helt uforklarlig og euforisk, og vi har ikke nogen problemer med straks at gå ud og meddele, at vi vil leve op til, hvad vi har sagt. Vi har jo en plan. Poul Nyrup, der er leder af Socialdemokratiet, melder så i august, at han ta'r rub og stub af planen. Alle venter på den franske folkeafstemning, der bliver et snævert ja. Jeg mener, at det efterfølgende er ved Folketingets åbningstale i oktober 1992, at jeg for første gang bruger udtrykket 'det nationale kompromis'. Forhandlingerne foregår mellem S, SF og R. Stats- og udenrigsminister, Poul Schlüter og Uffe Ellemann, må sidde og vente."

1993: Forbeholdene

Ved Edinburgh-topmødet i december 1992 nikker resten af EU ja. De fire danske EU-forbehold bliver født, og vælgerne godkender efterfølgende Maastricht-traktaten ved en ny folkeafstemning 18. maj 1993.

På det tidspunkt kender enhver EU-interesseret journalist i Europa de danske folkesocialisters formand "Nielsen" - manden, der holder Unionens videre skæbne i sine hænder, eftersom resten af Unionen ikke kan gå videre uden danskerne.

Holger K. Nielsen husker det som specielt:

"Vi og jeg var virkelig på. BBC ringede hele tiden, og vi havde følelsen af, at vi kunne starte noget helt nyt, en ny Europa-politik, ikke bare for Danmark, men som også kunne give de nye østlande en chance for at være med i et mere fleksibelt samarbejde. Men det var ikke uden vanskeligheder i partiet. Baglandet var overhovedet ikke med. Den 18. maj stemte omkring 80 procent af vore vælgere nej igen."

Øvelsen lykkedes, men patienten, SF, er nærmest død i processen. Partiledelsen har først og fremmest flyttet skeptiske socialdemokrater med, og for den daværende formand er prisen høj:

1993: Efterveer i SF

"Der er et enormt internt pres. På 1. maj-mødet i Fælledparken bliver jeg udsat for en enorm pibekoncert, og der bliver kastet æbler og æg efter mig. Det er meget ubehageligt. Men effekten er trods alt, at vi bliver det centrale parti på området. Og det var helt klart nødvendigt. Alt forandres i disse år. Muren falder, og østlandene søger ind i EU. Og vi bliver nødt til at komme ud af skyttegravene."

Meget hurtigt viser det sig, at den nye Europa-politik, som SF har håbet på skal vokse ud af forbeholdene, ikke manifesterer sig.

"Der var et pres for at komme af med de forbehold lige fra starten fra ja-siden. Det kunne jeg selvfølgelig ikke acceptere - både af hensyn til min egen troværdighed, og fordi man anstændigvis ikke uden videre kunne fjerne det, som var vedtaget ved en folkeafstemning."

1998: Næh til Amsterdam

Senere kommer Amsterdam-traktaten. SF anbefaler et nej igen. For første gang under interviewet tøver Holger K. Nielsen i sin forklaring af hvorfor:

"Jeg anbefalede et nej ... partiet kunne ikke holde til andet. Det kunne sådan set også være endt med et ja ... det var ikke nogen særlig god traktat. Det var en overgangs-traktat. Den forberedte ikke østudvidelsen, som vi hele tiden gik varmt ind for. Vi var også imod udvidelsen af Schengen-samarbejdet, og miljøgarantien var for dårlig. Men jeg var sikker på, der ville komme en anden traktat."

Men før den nye Nice-traktat beslutter Poul Nyrup Rasmussen, der nu er blevet statsminister, at ØMU-forbeholdet skal sendes til folkeafstemning i 2000. Det var alt for hurtigt for SF, og Holger K. Nielsen fortryder ikke sit nej:

"Ja-sidens argumenter var dødssyge. Alle truslerne om arbejdsløshed og økonomisk kaos. Vi var ikke overraskede over, at danskerne holdt fast i at stå udenfor, også selvom kronen er bundet til euroen."

2002: Omvendelsen

Med Nice-traktaten kommer SF i 2002 for første gang med på ja-holdet. Holger K. Nielsen forklarer:

"Vi lavede en aftale med Nyrup, og der var ikke ballade i vores bagland, fordi Nice var en udvidelsestraktat, og østudvidelsen har hele tiden været populær blandt SF's medlemmer."

Østudvidelsen bliver en realitet i 2003, og det bliver stødet til Holger K. Nielsens omvendelse til jasiger: "Jeg tager helt personligt de sidste skridt i den anledning. Den gamle angst for de riges klub er forsvundet. Det giver simpelthen ingen mening med et nej længere. Jeg bliver optaget af at definere EU som en politisk kampplads, hvor der naturligvis fortsat er nationale interesser, men grundlæggende er kampen politisk. Vi får også en præsident Bush i USA og en Irak-krig, hvor den fransk-tyske modstand for mig demonstrerer, at EU har en mulighed for at optræde som en global sikkerhedspolitisk aktør og som et alternativ til USA. Vi har også på det tidspunkt haft den forfærdelige Balkan-krig, hvor EU burde have grebet ind, men ikke gjorde det. Det viser for mig at se, at vi har brug for et styrket EU."

Konsekvensen af kurs-ændringen bliver i første omgang, at SF i 2004 åbner for at moderere forsvarsforbeholdet. SF vil gerne have, at Danmark kan deltage i de såkaldte Petersberg-opgaver, der handler om fredsbevarelse og fredsskabelse i Europa. En opgave, som forbeholdet spærrer for.

2003: Foghs lokketoner

Samtidig sendes der lokke-toner fra den nye borgerlige regering mod SF om et andet forbehold:

"Fogh kontakter os op til Rom-topmødet i 2003, han vil gerne have os med til at moderere retsforbeholdet, så det reelt bliver en skærm for den stramme udlændingepolitik. Men det kan vi naturligvis ikke, sådan lave forbeholdet om til et usolidarisk flygtningeforbehold. Det er ikke bare usolidarisk, men også umenneskeligt. Så for mig at se er der ingen tvivl om, at vi må af med hele forbeholdet i dag, fordi vi har brug for, at Europa tager et fælles ansvar for udlændingepolitikken i stedet for at køre den egoistiske løsning."

- Hvad så med de to andre forbehold i dag ?

"Jeg er åben for at diskutere den fælles mønt i dag, men jeg ser fortsat den neo-liberale trend, som vi var og er modstandere af, i den monetære union. Men hvis vi får en socialt tilfredsstillende diskussion om sagen en dag, kan sagen skifte. Vi skal ikke være argumentresistente. Unionsborgerskabet er ikke relevant længere. Det har jeg ingen problemer med."

2007: Brug for EU

Holger K. Nielsen har sluttet sin lange rejse fra nej mod ja. Når han i dag spørges om sit overordnede syn på den europæiske union, svarer han:

"Man har opnået historiske resultater med EU. Europa var et kontinent befængt med krige, blod og undertrykkelse. Nu har vi lande, der forhandler i mødelokaler i stedet for at slås. Slovenien er med. Serbien håber. Man må ikke tabe dette enormt vigtige perspektiv af syne. Udvidelsen har været en enorm udfordring, et kæmpe arbejde, som nok er undervurderet af mange. Det er simpelthen imponerende, at EU-maskinen har kunnet løfte denne opgave. Og det nye EU har brug for forfatningstraktaten. Vi ville have anbefalet et ja ved en folkeafstemning, og det vil vi fortsat også med den nye reformtraktat. EU har brug for nye stemmeregler for at kunne fungere. Vi er også glade for de nye borgerrettigheder," siger han og slutter:

"Vi ønsker os en folkeafstemning om den nye traktat af politiske grunde, ikke juridiske. Der er alt for meget i den danske Europa-debat, der handler om elitens sammensværgelse mod folket. Der er ingen grund til at nære denne forgiftede og defensive debat. Vi skal ikke videreføre det traume, som startede i 1972. Jeg vil gå ud og kraftigt anbefale et ja til den nye traktat ved en afstemning. Hvis det blev et nej, ville det få omfattende konsekvenser - ikke mindst på det psykologiske plan. Mange vil spørge sig selv, om Europa overhovedet er værd at kæmpe for. På sigt vil det give enorme tømmermænd."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er altid let at skrive de sejrendes historie og genfortælle den sejrendes parts egen logik og rationelle forklaringer og gøre det ukritisk. Men det må vel være mig beskåret, som i en forstand tilhørte den tabende side her at give et lille ord ind her.

Jeg var tilstede på det landsmøde hvor vi skulle vælge mellem Holger og Sten og min røst og stemme gik til Sten - ham nogen vrængende betegnede som 'højskole socialisten'.

Jeg tilhørte ellers den fløj der ligesom Holger har læst marx og struktur, men jeg stemte på Sten fordi jeg mente at det var Stens position i spørgsmålet om SF' EU politik, der bar kimen til den frigørelse af SFs potentiale som nu i et vist omfang synes påbegyndt (jeg krydser stadig fingre - der er bestemt stadig kameler der skal sluges)

Jo da, jeg erkender at Holger et par år senere præsterede et smukt stykke politisk håndværk, og jeg klappede omend jeg havde foretrukket at den aftale var kommet i hus uden problemer. Det var efter at jeg havde besluttet at sætte mit medlemskab i bero og starte et andet liv. Jeg husker også hvordan jeg så sent som i 1995 (tror jeg valget var) for første gang i mit liv ikke følte at jeg med overbevisningens glød kunne stemme på SF.

På det tidspunkt havde jeg være til møde og lyttet til Christine Antorini, som det år stadig (det har hun siden meget behændigt glemt og lagt bag sig) lød som en overvintret rusten stemme fra efteråret 1972.

Jeg stemte på SF igen nogle år senere og har omend af og til nøglende gjort det indtil dette valg hvor min stemme var langt mere fuldgyldig.

Det er allright Holger, meget af det du siger, men jeg er stadig overbevist om at min stemme på Sten ville have igang sat den udvikling væk fra 1972 positionen på et langt langt tidligere tidspunkt. Jeg tror det ville have været gavnligt for partiet og venstresidens styrke, om SF ikke havde været så domineret af traditionalister i de år hvor det mere end tidliger var vigtigt at frigøre sig fra fortiden og tage beslutniunger der så fremad. Der er en bestemt fløj i SF, og det var især dem der stemte på dig Holger ved det landsmøde, der alt alt for længe insisterede på at ville køre bil ved at se i bagspejlet istedet for at se ud af forruden.

OK - jeg stemte med større glæde dennegang, der er noget der tyder på at man er på vej til at blive det moderne globalt (man fristes til at sige internationale - imodsætning til nationale) venstrefløjsparti som Danmark og Eurpa har så stærkt behov for og i tiltagende grad får behov for i dette nye århundrede.

Men vi kunne i mine øjne have sprunget et tiår over, vi ville sikkert have fået lidt afskalning og problemer med nogle gumpetunge vælgere som endnu idag lever i 1972. Men det er også noget med at turde lede med blikket rette fremd og ikke med blikket rettet på den seneste vælgerundersøgelse. Det ville i mine øjne have været sundere og vi ville have stået stærkere og mere frit efter Sovjets opløsning og behovet for at definere en venstrefløj for det enogtyvende århundrede var på dagsordnen.

Det er aldrig godt for noget parti eller bevægelse når de rigtige beslutninger tages med 10 til 15 års forsinkelse - og det har længe været et problem for SF