Læsetid: 2 min.

Meditationsuniversitet i modvind

David Lynch’s tyske guru vækker vrede under præsentationen af et nyt universitet for transcendental meditation. Guruens sprogbrug minder om nazisternes, mener de studerende
Indland
3. december 2007

En storm af protester har rejst sig mod filminstruktøren David Lynch' planer om at bygge et universitet for transcendental meditation i Berlin, efter at chefguruen på projektet har brugt en sætning, der kunne være kommet fra Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels.

Under lanceringen af planer for det nye og uortodokse universitet hævdede David Lynch, at de studerende der ville blive befriet for 'krigerisk aggression'. Hans forsøg på at promovere projektet foran et publikum af studerende på Urania Teatret i Berlin i sidste uge har dog givet bagslag. David Lynch, som ikke taler tysk, kiggede på, mens hans hvidklædte tyske guru, Emanuel Schiffgens fortalte om, at universitetets formål er at hæve den menneskelige bevidsthed og forståelse. Men så chokerede den tyske guru tilhørerne med et sprogbrug, der kunne være taget direkte fra en tale af Joseph Goebbels.

"Uovervindelige Tyskland! Uovervindelige Tyskland! Jeg vil høre jer alle sige Uovervindelige Tyskland!" sagde Schiffgens, som også bar en gylden krone og hævdede at være en 'raja' eller prins af Tyskland.

'En ny verden nu'

I et land, der har brugt meget af et halvt århundrede på at forsøge at komme overens med nazitidens onder, gled guruens formaninger ikke lige ned. Rajaen blev buhet og råbt af. En blandt publikum råbte: "Det her er nøjagtigt, hvad Hitler ville."

Raja Schiffgens ophidsede publikum yderligere ved at svare: "Ja, men ulykkeligvis lykkedes det ham ikke."

Balladen fik David Lynch, der ikke kunne forstå ordvekslingen, til at berolige de studerende: "Jeg ved ikke, hvad han sagde, men jeg kunne forstå han brugte et ord fra Det Tredje Rige. Lad os se på det på denne måde: Det er en ny verden nu."

David Lynch har planer om at åbne universiteter for transcendental meditation mange andre steder i Europa. I Estland, Finland, Bulgarien og Skotland er der universiteter under opbygning. (Herhjemme åbnede Transcendental Meditation-bevægelsen Universitetet for et Uovervindeligt Danmark allerede i oktober, red.)

De transcendentale universiteter vil kombinere traditionelle akademiske emner med meditations teknikker udviklet i 1950'erene af den indiske guru Maharishi Mahesh Yogi, hvis følge blandt andet inkluderede The Beatles.

© Independent og InformationOversat af Lise Richter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her