Læsetid: 4 min.

På juleindkøb med den sidste højkonjunktur?

Dagen før dagen er Information på tur i Magasin du Nord i København. Her er høj julestemning, og lav bekymring for om højkonjunkturen skulle være nået sit højeste. Den eneste bekymrede, vi møder, mener, at det nok skal gå alligevel
Indland
24. december 2007

"Magasin har den perfekte gave idé, besøg Fashion," lyder det højttalerne. Lillejuleaften i Magasin i København emmer af opsving. De sidste gaver får fine bånd, og der er ikke megen bekymring at spore. En mor har erkendt, at juleindkøb ikke er en børneting. Hun kigger bedende på sine to poder: "Jeg kunne godt tænke mig at have en hyggelig dag."

Alt imens trisser enlige mænd rundt mellem parfume og undertøj. Julestemningen er intakt i Magasin du Nord, og muzakken i højttalerne er erstattet af to musikanter, der spiller Sade-hittet 'Diamond Life'.

Men hvad når kurven vender, og 'diamanterne' bliver mindre værd, som OECD spår? Hvad når opsvinget bliver mødt af økonomisk status quo eller ligefrem nedtur? Flere bekymrede sig i weekendens udgave af Information. Tidligere finansminister, Palle Simonsen, kaldte ligefrem regeringens økonomiske politik 'dristig'.

Information har talt muligt lavkonjunktur med de sidste juleindkøbere - og så på en lillejuleaften!

Altid klar

Først møder vi Claus Thor Rasmussen, han er selvstændig, 46 år, og han har om nogen oplevet opsvinget. Han arbejder i byggebranchen, hvor han har skullet spejde langt efter økonomisk stagnation de sidste fem-seks år.

Ikke engang i vintermånederne, hv0r branchen normalt oplever en stille periode. Claus Rasmussen har lige købt den sidste gave.

- Er du klar til lavkonjunktur?

"Ja, jeg er klar. I firmaet har vi kalkuleret med det. Vi ved godt, der er op- og nedgangstider. Selvfølgelig kan det indebære, at vi skal fyre folk, men vi er klar."

"Som privatperson har jeg ikke sat mig dyrere, end jeg kan klare det. De penge, jeg har lånt, er fastforrentede, så uanset om det går op eller ned, så betaler jeg det samme," siger Claus Rasmussen.

Ingen alarm

Foran Magasin er der gang i blomstersalget. Her sidder Karen Andersen, 69 år og pensioneret sygehjælper. Hun har overladt de sidste juleindkøb til datteren.

"Jeg har ikke flere penge nu, folkepensionister har jo ikke fået flere penge. Derfor er jeg da lige så klar til, at forbrugsfesten stopper, som sidste år. For min skyld ingen alarm," fortæller hun.

Foran Magasin møder vi Jørgen Jørgensen, 62-årig indkøber, der sammen med sin hustru heller ikke bekymrer sig om lavkonjunktur.

"Vi skylder ikke så meget væk, det meste af huset er betalt," fortæller han.

"Hvis der bliver lavkonjunktur, så må vi bare skære lidt ned. Lidt billigere vin eller lidt mindre på husholdningsbudgettet," siger Jørgen Jørgensen.

Jeg er ikke klar

Men hvad med den unge generation, dem, der købte før boligpriserne skød i vejret, eller købte, mens priserne var på i top.

Jonas Christensen er 24, salgsleder i et marketingsfirma, og han har nok at bekymre sig om, fortæller han, mens han vugger Freja på 14 måneder i søvn.

"Jeg er ikke klar til lavkonjunktur. Som markedet ser ud lige nu, så får jeg ikke det for lejligheden, jeg har givet. Der er kommet ekstra udgifter med ny lejlighed og en lille ny i familien. Så nej, jeg er nok ikke klar."

- Hvordan har du sikret dig?

"Ikke rigtigt. Jeg har forsikring og lidt opsparing, men hvis den helt store nedtur kommer, så er jeg ikke klar," fortæller den unge far.

"Jeg tager en dag ad gangen. Jeg skal nok klare den, det har jeg altid gjort. Jeg kan godt mærke opsvinget, jeg har købt flere gaver end sidste år, og man bruger generelt flere penge hurtigere, end man plejer."

Jonas Christensen fortæller, at han og kæresten har separat økonomi, og at de skal holde jul to gange, med begges familier.

"Det bliver til flere gaver, og de er nok lidt dyrere, end de plejer at være."

Her vågner Freja, så vi sender mikrofonen videre til Ditte og Nicolaj Stilling Borchorst, 29 og 34.

De har lige fået Sebastian, som sover i den nye barnevogn.

De sidder i en ejerlejlighed, som er godt belånt. Et rentetilpasningslån med loft, hvor loftet er nået.

Hun studerer, han er programmør i et it-firma, de er dog ikke bekymrede.

- Er I klar til lavkonjunktur?

"Ja," siger Nicolaj. De griner begge højt. "Jeg er nok mere sikker på det end Ditte. Vi har rimeligt loft i økonomien," vurderer Nicolaj. Ditte mener nok, de skal klare den. Det er, som Nicolaj siger, et spørgsmål om at prioritere.

"Så må vi sige farvel til den bil, vi alligevel ikke bruger," siger han.

"Vi sparer ikke rigtig op, vi har afdragsfrihed tre år endnu, og til den tid er Ditte nok færdig."

Ellers er det de ekstra ting, der må skæres ned på. Nicolaj holder fast.

"Jeg er ikke bekymret, men det ville da være ærgerligt, hvis der kom lavkonjunktur. Det går jo rigtigt godt."

Som den eneste er Nicolaj Stilling Borchorst parat til at gå ned i løn eller betale mere skat, hvis der kommer lavkonjunktur.

"Det ville da være ærgerligt med begge dele, men en af tingene, det ville være okay."

Sebastian sover stadig, og bekymringen hos de nygifte forældre er ikke voldsom.

På Kongens Nytorv breder julestemningen sig. Information fik trods alt ikke hældt for megen malurt i julebægeret. Måske har vismændene gjort det, og måske vil statsministeren i sin nytårstale løfte sløret for, om der skal strammes økonomisk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her