Læsetid: 5 min.

Panden mod muren

'Jeg kan nå at dø rigtig mange gange,' siger Maria Pedersen, der venter på at blive behandlet for sin livstruende anoreksi. Inden for psykiatrien er der nemlig ingen behandlingsgarantier, og på anoreksiklinikken på Rigshospitalet er ventetiden næsten et år
For Maria Pedersen og andre psykisk syge gælder der ingen behandlingsgaranti.Model

For Maria Pedersen og andre psykisk syge gælder der ingen behandlingsgaranti.Model

Kirsten Fich Pedersen

6. december 2007

Maria Pedersen blev sendt hjem med beskeden om, at hun kunne dø hvert øjeblik, det skulle være. Men de kunne ikke gøre noget for hende på den psykiatriske skadestue på Amager Hospital. For hun var ikke psykotisk, ej heller havde hun forsøgt at begå selvmord.

'Du er i livsfare. Jeg kan ikke sætte nogen BMI eller vægt for, hvornår dit hjerte ikke kan mere. Det kan ligeså godt være nu og i morgen som om fem kilo,' lød beskeden.

"Så jeg blev sendt hjem igen," fortæller den 25-årige psykologi-studerende.

Hvis Maria Pedersen havde haft ondt i ryggen eller udslæt, ville hun have været omfattet af behandlingsgarantien på fire uger. Og hvis det offentlige ikke kunne hjælpe hende inden for fristen, skulle de have sendt hende videre til behandling på et privat hospital. Ganske gratis. Men det, Maria Pedersen fejler, er der stadig ingen garantier i. Hun har nemlig anoreksi, som er en psykiatrisk lidelse. Og her er vi ude i garantiernes ingenmandsland.

Selv mener hun, at anoreksipatienterne lades i stikken.

"Vi havner i en fælde, hvor vi ikke kan gøre noget. Vi støder panden mod muren, ligegyldigt hvad vi gør," siger hun.

Maria Pedersen har kontaktet Information, fordi hun, som hun siger, ikke aner sit levende råd. Især fordi tankerne er blevet dårligere, og kiloene er raslet af hende de sidste par måneder. Otte kilo lettere er hun blevet på tre måneder, hvilket betyder, at hun var nede på 42 kilo, sidst hun trådte op på vægten. Det var for to uger siden, og hun regner med at tallet er lavere i dag.

Det, Maria ønsker sig mest af alt, er at blive rask. Her og nu. Men hun kan ikke få plads på den specialiserede klinik for anoreksipatienter på Rigshospitalet. Her har de 10 pladser, og ventetiden er næsten et år. Heller ikke på den anden af landets to anoreksiklinikker har de plads. Det er på Risskov i Århus, hvor kapaciteten er nogenlunde den samme.

Lappeløsninger

Man anslår, at 75.000 danskere har spiseforstyrrelser, heraf 5.000 den livsfarlige variant, hvor man sulter sig selv. Det er det, Maria Pedersen gør.

Information spørger, hvad der sker, når hun sætter sig ned med en tallerken. Men Maria når aldrig dertil. Hun finder altid på undskyldninger for ikke at spise. Så den daglige kost ender med at blive lidt grøntsager om aftenen. Måske nogle vingummier og lakridser.

"Stort set ingenting," siger hun selv.

Psykiater og leder af Rigshospitalets anoreksiklinik Marianne Hertz kender Marias sygdom særdeles godt. Men hun kan også nikke genkendende til Marias problem med at få en plads på klinikken, hvor der ifølge overlægen er en gennemsnitslig belægningsprocent på 110. Og det er hårdt for Maria Pedersen og andre på ventelisten, medgiver Marianne Hertz.

- Du siger, at det er hårdt. Kan det også være farligt?

"Der kan jo stavles lappeløsninger på benene på de medicinske afdelinger og på de almen-psykiatriske afdelinger," svarer hun.

"Men jeg må da sige, at selvfølgelig er det farligt. Jo mere tid alle de onde mekanismer har til at gro fast, jo større er risikoen for, at man ikke kan komme af med dem igen. På den måde er det rigtig dårligt, at der er så lang ventetid."

Marianne Hertz fortæller, at der ind i mellem er patienter fra ventelisten, der "opgiver ævred".

"De ringer og siger, at nu tager de ned og besøger en onkel i Brasilien, og så hører vi ikke fra dem igen. Man kan jo håbe, at det er, fordi de har fundet en eller anden behandling i Brasilien, eller at de har fået det bedre. Men med nogle af dem er jeg bange for, at de har opgivet det."

- Altså at de har begået selvmord?

"Ja, eller har opgivet at gøre noget ved sygdommen og har valgt at leve videre med den pinagtige og plagsomme tilstand, det er at gå rundt og veje for lidt," svarer Marianne Hertz, der bekræfter, at en ubehandlet anoreksipatient kan være i livsfare.

"Der er mange, der dør af fysiske komplikationer af sygdommen. Og så der er altså også nogle, der dør af selvmord. Anoreksipatienterne er klart i den gruppe, der er i livsfare på længere sigt," siger Marianne Hertz.

Venteværelset

Maria ved godt, at hun har en livstruende sygdom. Og det er ikke, fordi hun ikke har forsøgt at få behandling. Selv kan hun ikke komme ud af det, det ved hun.

"Jeg har prøvet, og jeg kan ikke," siger hun.

"Jeg siger hele tiden til mig selv: Ah, det er ok, at jeg ikke spiser nu, for jeg er stået lidt sent op. Tusind gange når jeg at overbevise mig selv om, at det er ok at springe maden over. Og så spiser jeg bare ikke."

I perioder kommer Marias mor ind fra Falster og bor hos hende på kollegiet. Så får hun spist lidt. Hun har prøvet private behandlingstilbud og har i mange år gået i psykoterapi. For et par måneder siden startede hun på behandlingsklinikken AIDA på Frederiksberg. Her går hun i terapi, bliver vejet og får kostvejledning.

Men for en måned siden sagde behandlerne på AIDA fra. De kunne ikke længere tage ansvaret for den unge kvinde, der i løbet af tre måneder havde tabt sig otte kilo. Det var 19. november, og Maria blev kørt hjem for at pakke en taske. Herfra gik turen til Amager Hospitals akutte medicinske modtageafsnit, hvor hun skulle indlægges, mente AIDA's behandlere i samråd med Maria Pedersens egen læge.

Men oplevelsen her var mildest talt forskrækkende, fortæller hun.

"Den første, jeg møder, er en sygeplejerske, der spørger, hvordan det går med mit ben. Allerede der cutter jeg fuldstændig," husker Maria.

"Og så kommer vi ind i venteværelset. Der er selvfølgelig overbelægning, og folk sidder og får iltmasker inde i venteværelset og får taget blodprøver derinde."

Maria udfylder standardspørgeskemaet om, hvordan det går med rollatoren, og om hun har brug for hjælp til flytning, inden hun får overtalt den unge reservelæge til, at hun godt kan tage hjem igen.

"Intet ondt om reserve-lægen, men han har ikke særlig meget forstand på spiseforstyrrelser," siger den unge psykologistuderende.

Oplevelsen på den medicinske afdeling kom kun fire dage efter den tur til den psykiatriske skadestue, hvor Maria Pedersen fik at vide, at hun var i livsfare, men alligevel blev sendt hjem igen. Dengang var det en veninde, der havde taget hende under armen og insisteret på, at der skulle ske noget. Ligesom behandlerne på AIDA var veninderne 'dybt bekymrede'.

Maria understreger, at hun kun møder søde mennesker på de forskellige hospitalsafdelinger og behandlingssteder. Der er ingen skurke, siger hun. Ikke andre end 'systemet'.

Næste stop for Maria Pedersen er Marianne Hertz og specialisterne på Rigshospitalet. Forundersøgelsen er sat til 10. december. Og så må hun regne med at vente et år mere, inden hun kan få den behandling, hun så brændende ønsker sig.

"Jeg kan nå at dø mange gange," siger Maria Pedersen.

"Rigtig mange gange."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maria, du tager fejl, du kan IKKE nå at dø mange gange. Man dør kun én gang, så er det slut, du får ikke flere chancer, og din mor sidder tilbage med smerten.

Det var da en ubetænksom ting at skrive, HB Rasmussen. Hvis jeg skal være helt ærlig tror jeg ikke sådan en omgang "tough love" får Maria til at indse at hun gør sin mor sin mor ked af det, og begynder at spise igen.

Det er sjældent nok at bare "tage sig sammen" for at komme ud af psykisk sygsom.

Skammeligt at vi ikke prioriterer behandling af denne forfærdelige sygdom højere.

"Flemmingbøgernes" kloge forfatter Gunnar Jørgensen skrev en gang: "Man redder ikke en druknende ved at smide en spand vand i hovedet på ham."

Det burde HB Rasmussen måske lægge sig på sinde.

Skoglund og Vadmand: jeg er ikke ude på at redde nogen. Blot gøre opmærksom på nogle realiteter.

Jeg har selv pårørende og bekendte med henholdsvis skizofreni, tvangshandlinger og anoreksi.

Så hvis I har nogen konstruktive forslag til hvad jeg kan gøre hører jeg gerne. Det andet pis kan jeg ikke bruge til noget.