Læsetid: 10 min.

Panseren og politimorderen

Få måneder efter Palle Sørensen i september 1965 skød og dræbte fire betjente, startede Frank Bøgh som politielev i København. De to har aldrig mødt hinanden, før Frank Bøgh som pensioneret fandt på at skrive en bog om dansk politis hadeobjekt nummer et
Palle Sørensen i sit hjem i Valby i 2007. Arkivfoto

Palle Sørensen i sit hjem i Valby i 2007. Arkivfoto

Torben Stroyer

22. december 2007

Mens vi venter på Frank Bøgh, viser 80-årige Palle Sørensen rundt i sin lille to-værelses lejlighed. Rask og rørig udpeger han rutineret de ting, som aviserne oftest skriver om i reportagerne fra hans beskedne to-værelses et sted i Københavns udkant.

»Det er et rigtigt dejligt foto, sådan et med palmer og strand,« siger Palle og peger på et indrammet billlede på væggen i stuen. Ved nærmere eftersyn viser billedet sig at være lavet af små bitte puslespilsbrikker.

»Jeg har fået det af Mickey Larsen, ham den tidligere Bandidos-rocker, der blev sprængt i luften ved Glostrup Hospital. Ak ja,« siger Palle.

»I vil vel også gerne se mit værksted,« ivrer han og viser vej ind i et veludstyret finmekanisk værksted, indrettet i lejlighedens andet rum. Her står blandt meget andet en stor drejebænk, et par knallerter, stabler af poser med toiletpapir og andre tilbudsvarer, og frem for alt er der værktøj over det hele.

»Rrrrrrr,« snurrer drejebænken, da Palle starter den. »Her kan jeg lave alt,« bedyrer han, mens han rutineret betjener de forskellige håndtag.

»Og nu skal I bare se sager,« siger Palle og vikler noget ud af et futteral af grønt stof.

»Med de her kan jeg åbne alle mekaniske pengeskabe,« fortsætter han og viser et dusin dirke frem, som han selv har lavet. Især én af dem er han glad for.

»Den her har jeg været en hel måned om at lave. Se, sådan gør man, man sætter den sådan foran en lås, og så drejer man her, indtil låsens tilholdere falder på plads.«

Palle nikker sagkyndigt og tager en pengeskabslås frem: Klik, klik ...

»Jeg tror ikke, der findes en lås, som jeg ikke kan dirke op,« siger han med kendermine.

Nu ringer det på døren. Det er Frank. Han vil fortælle om, hvorfor han har skrevet en bog om Palle.

September 1965

Klokken var lidt i 10 om aftenen, da Palle den 17. september 1965 forlod sin mors lejlighed på Italiensvej på Amager og satte sig ind i sin hvide Simca. Forud for denne fredag aften havde Palle flere store pengeskabskup bag sig. Men akkurat som Egon fra Olsenbanden, så endte Palle også tit i fængsel.

I alt havde han således siddet mere end 11 år i ungdomsfængsel og psykopatforvaring, inden han i Simca'en kørte ud mod Kastrup. Her skulle han møde sin makker, Norman Lee Bune. De to kendte hinanden fra tidligere fængselsophold, og de havde aftalt at lave nogle indbrud denne fredag. Med i bilen havde Palle af gammel vane tre skarpladte pistoler.

Efter at have dirket en bilforretning op i Roskilde og stjålet 425 kroner, returnerede Palle og Bune til Sundbyvester Plads på Amager, hvor Palle dirkede døren til Schous Sæbehus op. Sidste stop var pladsens buskiosk, hvor byttet blev 391 kroner fra kasseapparater samt otte sæt spillekort.

På vej hjem til Kastrup for at dele byttet gik det galt. Rigtigt galt endda. På Amager Strandvej blev Simca'en stoppet af en politibil. "Vi tager én hver,« råbte Bune og greb efter en pistol fra handskerummet. Men det var Palle, der skød; i alt ni skud dræbte to betjente på stedet. Få minutter senere kørte Palle alene i Simca'en ind ad Vermlandsgade. Her blev han igen stoppet af en politibil, og seks skud senere var endnu to betjente dræbte.

Sent lørdag nat meldte Palle sig selv på Politigården. Den 18. marts 1966 blev han idømt livsvarigt fængsel, og mere end 33 år efter, i maj 1999, blev Palle løsladt.

Hadeobjekt nummer et

»Alle har været enige om at hade Palle. Han har mere end nogen anden forbryder været hadeobjekt nummer ét for dansk politi,« forklarer Frank Bøgh som svar på, hvorfor netop han har skrevet en bog om politimorderen.

Efter det firedobbelte drab på Amager blev det almindeligt, at danske betjente var bevæbnet med pistol. Også en række af politiets rutiner, bl.a. for anholdelse under biljagt, blev markant lagt om.

»Som tidligere betjent har jeg lært fra mit arbejde, at ingenting er entydigt. Der er altid en anden side end den, du lige ser, lige som jeg aldrig har truffet en forbryder, som ikke også havde sine positive sider,« forklarer Frank.

Alligevel havde Frank forberedt sig på at møde lidt af et monster, da han første gang havde en aftale med Palle på en café i Valby. I stedet så han en gammel, lettere duknakket mand komme kørende på sin knallert med en Bilka-pose i hånden. Som sædvanlig var Palle på udkig efter tilbudsvarer, hvor kan kunne tjene en femmer ved at sælge dem videre.

»Han viste sig at være en ældre herre, ganske almindelig og fredsommelig. Og det, jeg gerne vil opnå med min bog, er at lukke luften ud af alle myterne om Palle. Ikke af hans forbrydelse, men af myterne.«

»De fleste gamle kolleger i politiet syntes da, det var et noget underligt emne at kaste sig over,« siger Frank, der tidligere har skrevet et par bøger med emner fra besættelsen.

»Jeg så tværtimod sådan på det, at netop Palles historie er en udmærket anledning til at diskutere begreberne forbrydelse og straf, og hvorfor man efter min vurdering ikke kan straffe sig ud af alle problemer,« forklarer Frank og tilføjer:

»Selv om Palle sad fængslet i 33 år, så tror jeg ikke, han er blevet en skid anderledes af det. Han er bare blevet ældre.«

Tre måneder efter drabene startede Frank som politielev. Palle hørte han om i en af de allerførste timer på Politiskolen.

»Selv om det var en enkeltstående handling, så har den tegnet de næste 40 års politiarbejde. Der blev lagt et udefinerligt farlighedsbegreb ind i politiarbejdet, og det har varet lige til vore dage,« forklarer Frank.

Motor i hovedet

På Palles bord ligger fængslets besøgskontrolmappe, hvor hans mors ugentlige besøg nøje er anført med dato og tidspunkt. Den er for nylig kommet i Palles besiddelse, og han forestiller sig, at den sammen med hans dirke en dag skal afleveres til Politimuseet på Fælledvej.

De første knap 11 år sad Palle i isolation, og bortset fra morens besøg to timer hver uge, så Palle ingen andre mennesker end de samme fængselsbetjente.

»Det blev ganske vist lempet lidt hen ad vejen, så jeg efter syv-otte år også kunne se andre fanger. Jeg er tit blevet spurgt om, hvordan jeg kunne undgå at blive gal over at være så meget alene, men jeg levede fuldstændig i min egen indre verden,« forklarer Palle.

Som finmekaniker var han bemærkelsesværdigt fiks på fingrene. Allerede da Palle var lærling, arbejdede han hurtigere end lærestedets svende.

I sin ensomhed i cellen konstruerede han i tankerne en dieselmotor med kompressor foruden en ny form for bådemotor, der kombinerede dieselprincippet med en jetmotor, hvor brændstoffet skulle brænde under vandet. Alle konstruktionstegninger gemte Palle inde i sit hoved.

»Jeg fandt også på et affjedringsprincip til speedbåde, så førersædet ikke vipper, samt en bådskrue, der skulle spare 10-15 procent energi,« forklarer Palle, der godt ville have taget patent på sine opfindelser.

»Det viste sig at koste mere end én million, så det blev aldrig til noget,« bemærker han.

Først efter 18 års afsoning fik Palle lov til at komme på sin første ledsagede udgang.

Betingelsen var dog, at han skulle følges af to bevæbnede betjente. Efter anklager om gentagent hashsalg til medfanger blev Palle flyttet fra Herstedvester til Nyborg Statsfængsel. Også her fik han en særlig værkstedscelle, og her fortsatte han sine motoreksperimenter.

»Men når de andre fanger kom forbi, så gemte jeg tingene af vejen. Jeg skulle ikke have noget af, at de snuppede mine ideer,« smiler han.

Palle ved ikke, hvad han skal svare på spørgsmålet om, hvorfor han – endda som søn af en betjent – blev kriminel.

»Det har vel været udsigten til hurtige penge,« nøjes han med at sige.

»Jeg har i hvert fald aldrig hadet betjente. De eneste, jeg for alvor har hadet, er nogle af de visitationshold, jeg har oplevet i fængslerne. De var så frække, og de stjal værre end ravne,« forklarer Palle.

Det store kup

I bogen sammenligner Frank Olsenbandens Egon med Palle, men han understreger, »at her taler jeg selvfølgelig ikke om drabene, men om den periode, hvor Palle lavede sine store kup.« Det største af dem alle fandt sted i januar 1949. Fra forældrenes lejlighed på Italiensvej cyklede Palle om aftenen ind til Ingerslevsgade, hvor Arbejdsmændenes A-kasse havde til huse.

I lommen havde han sprængstof, som han havde stjålet i Faxe kalkbrud og gemt under taget på loftet i Italiensvej. Ved hjælp af en lang stige kom han ind på a-kassens kontorer. Palle fyldte 10-15 gram aerolit i pengeskabets nøglehul, og efter et øresønderrivende brag var skabet lige til at åbne. I skabet lå 130.000 kroner i brugte 50'ere og 5.000 i to-krones-mønter. I den årle morgenstund cyklede Palle hjem med byttet på bagagebæreren, mens politi drønede rundt for at finde gerningsmændene.

Inden Palle kom hjem, brugte han en af to-kronerne til at købe friskbagt morgenbrød med hjem til familien.

»Politiet var overbevist om, at et så superprofessionelt kup nødvendigvis måtte være udført af en international bande. I virkeligheden var det altså en ung mand fra Amager på cykel,« fortæller Frank. Efter de store kup, som bl.a. førte til, at Palle erhvervede sig en kæmpestor sortmalet Cadillac, kom der nogle år senere en periode med småkriminalitet.

»Det er min fornemmelse, at Palle så at sige var kommet i dårligt selskab. I virkeligheden tror jeg slet ikke, han ønskede at deltage i den slags småbræk. Især fordi han havde siddet i psykopatforvaring. Dengang var der stadig tidsubestemte straffe, og derfor kunne Palle aldrig få mindre end fire år, uanset hvor lille en forbrydelse han begik,« forklarer Frank.

Urealistiske Egon

Palle har set Olsenbanden-filmene, men på ét punkt kan han ikke følge dem.

»Egon åbner altid et Jäger-pengeskab ved at lytte til det og så dreje på nogle låse. Det er fuldstændigt urealistisk, man ville aldrig kunne åbne et skab på den måde,« siger han med eftertryk.

»Jeg var god til skabe. Jeg brugte mine dirke. Nogen gange var det nærmest, som om skabet sprang op af sig selv, så jeg var tæt ved at tro, at jeg havde en form for magisk magt,« siger Palle.

»Nu har jeg lagt alt det på hylden. Jeg gider ikke rode mere med det," siger Palle, men tilføjer eftertænksomt: »Jeg tror godt, jeg kunne lave en fuldstændig dirkefri lås. Den, der i dag er på markedet, Ruko Garant, er altså ikke dirkefri. Det ved jeg. Men jeg ved ikke rigtig, om jeg gider, for det vil være et stort arbejde.«

Til brug for bogen har Palle og Frank talt om, hvorfor de forfærdelige drab kunne ske. De har gennemgået forløbet minut for minut, fra Palle steg ud af fordøren i Simca'en for 42 år siden til de fire betjente var skudt. Sammen har de i Franks bil kørt Palles sidste tur igennem: »Jeg har mange, mange gange fortrudt, at jeg ikke bare kørte ind over fortovet, så jeg kunne forsøge at undslippe langs med stranden. Pludselig var der ingen vej tilbage,« som Palle siger.

Ingen tør stå frem

»Der er ikke nogen fornuftig eller rimelig forklaring på en så tragisk forbrydelse. Men det har vi svært ved at fatte, så derfor har vi også en tilbøjelighed til selv at skabe en mening eller en forklaring. Og det er her, at vi af mangel på bedre forklaring gør en forbryder som Palle til den ondeste onde af alle,« mener Frank.

Det tog mere end 33 år, før Palle blev løsladt for politidrabene. Det skete først, da Ombudsmanden havde konkluderet, at der måtte være usaglige grunde til den ekstraordinært lange straf. Almindeligvis bliver livstidsdømte løsladt efter 12-13 års afsoning: »Opfattelsen var, at der var tale om straffen i straffen, altså at Palle fik en længere straf, fordi det var fire betjente i stedet for fire skolelærere, han skød,« siger Frank og tilføjer:

»Men det får du ikke nogen til at sige. Den officielle forklaring var jo gennem alle årene, at en farlighedsvurdering sagde, at man ikke kunne udelukke personfarlig kriminalitet.«

Frank har forgæves ledt efter personer, der i dag vil stå ved, at Palle skulle afsone så mange år.

»I dag er alle åbenbart enige om, at den lange straf var helt forkert,« bemærker Frank.

Det var den socialdemokratiske justitsminister Frank Jensen, der i 1998 vurderede, at nok var nok.

»Det er en politisk proces og ikke en juridisk, når livstidsfanger skal benådes. Det er kongen, der efter opfordring fra justitsministeren benåder. Men i mange, mange år var der ingen ministre, der orkede at tage slagsmålet om Palle. Så var det nemmere at tørre det af på en farlighedserklæring,« siger Frank og henviser til, at selveste Retslægerådet i Palles sag udtalte, at det for almindelige, ikke-sindssyge borgere er så godt som umuligt at opstille et farlighedsbegreb.

»Det er jo ikke en eksakt videnskab, men en skole. Og som bekendt skifter skolerne. For nylig hørte jeg, at retspsykiatere igen er tilbøjelige til at tro på nytten af et farlighedsbegreb,« siger Frank og ryster opgivende på hovedet.

»Jeg tror også, at det spiller en stor rolle, at nyere generationer af betjente ikke har samme føling for Palle-myten, som vi fik i vor tid,« fortsætter Frank. Han håber, at livstidsstraffen er på vej ud.

»Den holder ikke i et moderne samfund. Det er invaliderende at sidde så mange år i fængsel uden at have udsigt til en dato, hvor det er overstået,« som han siger.

At regnestykket er gjort op og tavlen visket ren, fik Palle på nærmeste hold et indtryk af i sensommeren. På Hovedbanegården mødte han to narkomaner, begge tidligere fængselskammerater. Palle gav dem hver en 20'er, men i det samme kom politiet og ville ransage narkomanernes lommer. Nervøs fortalte Palle til betjentene, at han var dén Palle Sørensen.

Mens han stadig noterede, svarede den unge betjent uden at løfte blikket, at det var fuldstændig irrelevant og i øvrigt sket mange år, før betjenten blev født:

»Så De kan frit gå, når De vil, hr.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

I et af fagene på jurastudiet kan jeg huske der var nogen undren over den manglende sammenhæng mellem "den offentlige mening" omkring straf og så det faktum at lægdommerne oftere stemmer for en lavere straf end de juridiske dommere. Vores lærers forklaring var at når den almindelige borger svarede på den slags spørgsmål i en meningsmåling var forbryderen jo blot et upersonligt koncept, mens lægdommeren jo skulle sidde der og se ham i øjnene og "forventede et monster men mødte et menneske".

Hvad journalisten Ulrik Dahlin og forfatteren Frank Bøgh 'glemmer' at skrive er at Palle Sørensen på klods hold likviderede hver enkelt af de fire unge betjente.

Han var - og er stadig - psykopat af værste slags. Sådanne personer med hans synderegister bør ikke komme på fri fod. Vi har livstidsstraffe og det skal vi blive ved med at have. Ligesom han som bøddel ikke viste nogen nåde overfor sine ofre, bør samfundet heller ikke gøre det over for ham og folk af hans slags.

Det næste bliver vel at du vil genindføre døstraffen, samt hjul og stejle Chris. Manden er nu på fri fod, og livstid betyder ikke livstid i danmark, og gud være lovet for det.

Næ, ikke dødsstraf. Men der er nogle forbrydere, som ikke kan rummes i noget samfund og som vi er nødt til at beskytte os imod. Vil du for eksempel gerne have mennesker, som misbruger og voldtager små børn gående rundt iblandt os? Føj for satan.

Rehabilitering skal selvfølgelig være en væsentlig del af det, der bliver taget til indtægt, når straffen udmåles. Det ville da også være alt for dyrt bare at spærre folk ind i lange perioder, og så have dem begå kriminalitet igen, når de kommer ud, fordi, at rehabiliteringsprocessen er blevet forsømt.

Men man skal også have for øje, at der er en hardcore kerne af forbrydere (jeg mener det er vurderet til 10%, der begår 90% af forbrydelserne), der ikke kan rehabiliteres. For samfundets egen skyld ville det være bedst, hvis man muliggjorde særstraffe for disse, så at man så at sige låste dem inde og smed nøglen væk. De er simpelthen en alt for stor fare for samfundet, og burde derfor holdes fra det, når rehabilitering ikke er mulig.

Og Palle Sørensen burde aldrig være blevet lukket ud. Manden dræbte fire mennesker. Der må være en grænse for, hvem vi rehabilitere, og for hvornår vi siger, at det personen gjorde var utilgiveligt, og han fortjener derfor ingen af de goder i livet som han nægtede dem han dræbte.

Frank Bøgh:
"Selv om Palle sad fængslet i 33 år, så tror jeg ikke, han er blevet en skid anderledes af det. Han er bare blevet ældre."

Formålet med at indespærre en mand som Palle Sørensen bør ikke være at gøre ham "anderledes", for hvem kan bedømme hvornår en sådan mand ikke er til fare for sine omgivelser?
Hvor ofte hører man ikke om alvorlige forbrydelser, der bliver begået af mennesker, der tidligere er dømt for samme slags forbrydelser, men som er blevet løsladt alt for tidligt?

På baggrund af den forfærdelige forbrydelse Palle Sørensen begik, må formålet være at forhindre at han igen bliver til fare for sine omgivelser. Derfor er en livslang indespærring i virkeligheden den eneste løsning.

At livstidsdømte i Danmark bliver løsladt efter 12-13 år er en direkte hån af ofre og efterladte, og det rene hasard-spil med uskyldige menneskers sikkerhed.
Visse forbrydelser er utilgivelige og visse mennesker simpelthen for farlige til at være på fri fod.

Det danske retssystem er ganske enkelt en joke.

Du har ret i at det er en joke.

Der var for et stykke tid siden et program på dr2 om forbrydelse og straf, med fokus på 3 forskellige straffesystemer. Det amerikanske, det japanske og det finske.

Det finske var det mest humane, hvor man foretog sig meningsfyldt arbejde mens man afsonede. Mænd og kvinder afsonede sammen, og voldsforbrydere fik bl.a. massage for at lære at indtrængen i intimsfæren ikke nødvendigvis skulle besvares med vold.

Det interessante er, at Finland er det land i verden med færrest kriminelle gengangere.

Det der er joken i det danske system, er at vi forsøger at bilde hinanden ind at vi straffer fordi det hjælper, selvom sandheden er at vi straffer for at få hævn.

Jeg er meget stolt af at vi i danmark har et system som muliggør rehabilitering. I dette tilfælde er der ikke den ringeste grund til at tro at manden i en alder af 72 vil begå nye og lignende forbrydelser.

Rehabilitering skal selv sagt være en mulighed for alle, også sexualforbrydere som dem Chris nævner. Har Chris forstillet sig at en mand som begår en sådan gerning over for et barn med det samme skal spærres inde på livstid?

Selfølgelig skal man altid vurdere faren, met system som det man kender fra den angelsaxiske verden bør vi holde på lang afstand.

De efterladte som Torben Møller, nævner er i denne sammen uinteressandte. Et retssystem skal netop ikke tage hensyn til ofrene eller deres familie, det skal tage hansyn til retsfølelsen intet andet.

Det her med at stikke en mikrofon op i ansigtet på en stakkels efterladt og spørge hvad der vil tilfredstille denne persons retsfølelse, er bare usmageligt. Skulle vi følge den slags tankegang (hvad er tiltagende almindeligt i netop den angelsaxiske verden) så ryger vi støt tilbage til middelalderen.

Det er temmelig inedlysende at hvis nogen gjorde et af mine børn fortræd ville intet mindre en sønderlemmelse og og kasteration med en sløv saks være på sin plads. Det er netop derfor vi har et retssystem. Vi ønsker ikke at leve somman gjode før vikingetiden .

Vi kan hurtigt blive enige om at fængselsstraffe, uanset varighed, ikke i sig selv formindsker risikoen for at forbryderen igen begår kriminalitet efter løsladelse, snarere tværtimod.

Derfor er jeg også af den opfattelse, at indespærring som straf skal bruges med måde og kun ved enten gentagen eller meget grov kriminalitet.

Men man er samtidig nødt til at indse, at nogle kriminelle simpelthen har så afvigende en personlighed, at det er ganske uforsvarligt at sætte dem på fri fod og i disse tilfælde må man tage konsekvensen og idømme livsvarigt fængsel, vel at mærke i ordets reneste forstand.

Jeg forstår iøvrigt ikke den harme Thor Hansen føler i forbindelse med elementet af hævn i at straffe forbrydere.

For selvfølgelig er der da et sådan element, alt andet ville være unaturligt og det er jo netop garanten for, at vi har et retssamfund og ikke et samfund hvor selvtægt er normen.

Ristinge mener man skal tage hensyn til retsfølelsen og intet andet.
Samtidig er ofrene og de efterladte ligegyldige.
Så fristes man til at spørge:
Hvad så med ofrets og de efterladtes retsfølelse, Ristinge?

Havde jeg været far til et af de misbrugte børn fra eks den nylige sag fra Beder, ville min retsfølelse i den grad være blevet krænket og ja, jeg mener manden burde spærres inde resten af sit liv og ikke blot i 2 år.
Det samme kan siges om de meget omtalte sager fra henh. Aalborg og skuret i København, som er sørgelige eksempler på mennesker der er så afstumpede og sadistiske, at de aldrig bør sættes på fri fod igen.

Det er muligt man kan opnå gode resultater ved at massere en biltyv, men man er nødt til at være realistisk og skelne mellem forbrydelsernes karakter og grovhed.
Alt andet er uansvarligt over for uskyldige mennesker.

Det er netop det der er pointen. I et retssamfund at det netop ikke er ofrets retfølelse", men samfundets retsfølelse, loven skal tilfredstille. Mere end det, det vi mener med retsfølelse ER samfundets - aldrig ofrets følelser. Ofret har en retfærdighedsfølelse, en hævnfølelse måske - men ikke en retsfølelse - kun samfundet har en rets følelse..

Det var også det jeg mente med min bemærkning om den sløve saks. Jeg har tre piger, hvis en forfærdelig forbrydelse blev begået mod en af dem, så er der intet der ville kunne tilfredstille mit behov for hævn. Det er naturligt - det er sådan det skal være - det er derfor vi har brug for love ret og retsfølelse

olivier goulin

Et spildt liv.
En skam - for manden var tydeligvis 'udpræget praktisk begavet'

/O

Tor Brandt, morten rosendahl larsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar