Læsetid: 4 min.

Pia Christmas og EU-dramaet

Konservativ eksformands personlige skuffelse bringer dramaet om dansk EU-politik i fokus
Pia Christmas-Møllers støtte til en afstemning om EU-traktaten kan blive et problem for VK-regeringens EU-strategi med at undgå en folkeafstemning om EU-traktaten

Pia Christmas-Møllers støtte til en afstemning om EU-traktaten kan blive et problem for VK-regeringens EU-strategi med at undgå en folkeafstemning om EU-traktaten

8. december 2007

Et er, at Pia Christmas-Møllers hævngerrige og fornærmede udmeldelse af De konservative understreger det særdeles skrøbelige VKO-flertal bag regeringen Fogh.

Noget andet - og måske for regeringen endnu mere foruroligende - er, at den udvikling, der kulminerede med udmeldingen sent tirsdag aften startede med en kronik i Jyllands-Posten i oktober, hvor Pia Christmas- Møller personligt advokerede for en afstemning om Euro-traktaten.

Kronikken udstillede kynismen bag regeringens - og det brede Folketingsflertal - EU-politik og var så meget desto mere provokerende, som den var forfattet af den politiske ordfører fra udenrigsministerens eget parti.

Alle ved, at regeringen og socialdemokraterne vil undgå en afstemning om EU-traktaten, fordi et dansk nej vil kaste EU ud i en ny, dybt alvorlig krise og af samarbejdspartnerne opfattes som en dybt illoyal handling af den danske politiske elite.

Pia Christmas-Møllers politiske skæbne er en tragedie. Hendes farfar var bror til en af en af det tyvende århundredes mest markante og glorificerede politiske figurer, John Christmas-Møller, der talte til det danske folk fra sit britiske eksil under anden verdenskrig og blev udenrigsminister i befrielsesregeringen. Også John Christmas-Møller endte imidlertid med at udmelde sig af det konservative parti i 1947 og døde året efter som en bitter mand.

Store skuffelser

Pia Christmas Møller er 46 og har oplevet store skuffelser i sit politiske liv. I 1998 blev hun valgt til formand for partiets folketingsgruppen efter den blodige politiske magtkamp i kølvandets på Hans Engells fald som leder. Hun sad kun i halvandet år, inden den øvrige partiledelse skar igennem og lod Bendt Bendtsen skabe forlig mellem de to stridende fraktioner.

Pia Christmas tilhørte de konservatives venstrefløj med Per Stig Møller, Brian Mikkelsen og senere Connie Hedegaard i spidsen, over for den stod Hans Engell og hans 'piger', Lene Espersen, Gitte Seeberg og Henriette Kjær.

Bendtsen skabte et forlig mellem fløjene: Espersen og Mikkelsen fik første valg til ministerposterne, men nogle af de gamle frontkæmpere blev klemt ud.

Det gjaldt Gitte Seeberg, hvis skuffelse var en stærkt medvirkende årsag til, at hun landede i Ny Alliance, og det gjaldt Pia Christmas Møller, der hverken blev minister i 2001 eller 2005 og for nylig blev forbigået, da Lars Barfoed skulle erstattes, og da den unge sundhedsminister Jakob Axel Nielsen blev udnævnt først som trafikminister og senere forfremmet efter valget, var det salt i Pia Christmas-Møllers sår. Det blev uddybet af fratagelsen af det politiske ordførerskab til fordel for 'den anden fløjs' enfant terrible Henriette Kjær, der blev tvunget bort fra mission ministerpost efter rod i privatøkonomien.

Katastrofe-afstemning

Pia Christmas-Møller, der aldrig er kommet fri af bitterhed og vrede fra fløjopgøret, som kostede hende formandsposten i 1999, valgte at forlade det konservative parti. Hun erklærer sig loyal over for regeringen, men hun har stadig politiske særstandpunkter, der dels bringer hende nær Ny Alliance, dels peger frem ad mod Fogh-regeringens nok største prøvelse.

Pia Christmas-Møllers støtte til tanken om en folkeafstemningen om udkastet til EU-traktat har meget for sig, når man ser på dansk sædvane.

Men regeringen vil betragte en sådan afstemning som en katastrofe, fordi den uvægerligt vil indeholde en reel risiko for, at danskerne for tredje gang mod alle forventninger og anbefalinger fra Folketingets massive flertal stemmer nej. Det skete ved Maastricht-afstemningen i 1992 og ved Euro-afstemningen i 2000. I begge tilfælde måtte de statsministre, der havde ført kampagnen, Poul Schlüter og Poul Nyrup, kort efter nederlagene trække sig fra statsministerposten. Og i begge tilfælde var det folkelige nej aldeles uforudset.

Siden afstemningerne i 2004 er der i EU udfoldet massive bestræbelser på at undgå risikable folkeafstemninger.

Alle øvrige EU-lande har strakt sig langt og gjort sig stor umage for at fjerne alle elementer, som danske domstole kunne finde havde karakter af suverænitetsafgivelse, og dermed søgt at legitimere en dansk traktat-vedtagelse uden folkeafstemning.

Noget for noget

Der er næppe tvivl om, at Foghs tidsplan skal skabe en slags folkelig accept af den samlede EU-politik, fordi regeringen til gengæld for en traktatfornyelse uden afstemning nu lover folkeafstemninger om de 15 år gamle forbehold. 'I får godt nok ikke lov at stemme om traktaten - til gengæld skal I stemme om de vigtige forbehold'.

Regeringens damage-control skal sikre, at vi ikke risikerer at udløse en samlet EU-krise. Og selv om nye nej'er til fjernelse af forbehold bestemt ikke kan udelukkes, kan det betragtes som nødvendige udladninger af den altid latente danske EU-skepsis til en pris, der ikke er værre end status quo.

Men mobiliseringen af vælgerne omkring EU-politikken i de kommende måneder og år vil både direkte og indirekte komme til at spille en central rolle i dansk politik. Ikke mindst fordi Dansk Folkeparti i dag står som den mest konsekvente forvalter for den historiske EU-skepsis, en rolle, der kan give Pia Kjærsgaard nyt liv og styrke, nu hvor VKO-flertallet smuldrer og et bredt konsensus om udlændingepolitikken er på vej.

EU er stadig dynamit i dansk politik, det er et område, hvor den mindre privilegerede del af vælgerne kan manifestere deres globaliserings-skepsis og tiltvinge sig en indflydelse på den politiske dagsorden, som den politiske og samfundsmæssige elite kan blive nødt til - endnu engang - at bøje sig for.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Pia Christmas-Møller går klart ind for, at det rigtige er en folkeafstemning.
Men hun stemmer lige så klart imod sin overbevisning som folketingsmedlem.
Det er vel nok en fin etik.