Interview
Læsetid: 4 min.

'Politik er nærmest som en fodboldkamp'

Hvis erhvervslivet fungerede som folkestyret, ville resultaterne udeblive, siger Malou Aamund. Trods valgresultatet er hun godt tilfreds med, at Ny Alliance ikke længere er drømmenes parti
Indland
11. december 2007

"Jeg er ikke så meget optaget af det politiske magtspil. Alt det dér med spin, taktik og strategi interesserer mig ikke så meget." Sådan sagde Malou Aamund til Ekstra Bladet i oktober. Men den indstilling har hun efter en lille måned måttet revurdere:

"Det, folk går allermest op i herinde, er, hvilket hold du er på. Det er nærmest som en fodboldkamp."

Den virkelige åbenbaring om livet i dansk politik fik den nyvalget MF'er under åbningsdebatten, hvor hendes partifælle Anders Samuelsen havde udformet et forslag til vedtagelse, som tog udgangspunkt i regeringsgrundlaget. Imens oppositionen stod bag Samuelsen, valgte regeringen at stemme for et forslag fremsat af DF - og gik dermed imod deres eget politiske manifest.

"Spiltaktikken er en del af hverdagen herinde, og jeg skal ikke gøre mig illusioner om at lave om på det. Men i min verden er jeg vant til at se på, hvad vi gerne vil opnå. Hvis du i erhvervslivet kun er fokuseret på dine partnere eller konkurrenter i stedet for på opgaven, så vil du aldrig løse den."

Trådt uden for linjen

Det vakte stor vrede i regeringskredse, at Ny Alliance ved først mulige lejlighed valgte at stemme sammen med oppositionen. Venstres politiske ordfører bedyrede, at Alliancen var sat på observationslisten, og at man ville teste partiet for dets aftaleduelighed.

"Det kom som en stor overraskelse. Det var nogle nye ord og en ny retorik for mig - nu var man den udskældte elev i klassen, der stod til en eftersidder. Men jeg er meget pragmatisk - det handler om at finde løsninger, og ikke 'uha, nu er vi trådt uden for linjen'."

I de seneste meningsmålinger står partiet til at ryge under spærregrænsen, og i går var der endnu en gang blæst om Ny Alliance, da Lars Kolind bakkede op om Jørgen Poulsens ret til at beholde de 750.000 kroner, som han har fået i aftrædelse fra Røde Kors. Det fik Gitte Seeberg til at opfordre Kolind til at genoverveje sit medlemskab af partiet. Malou Aamund afviser at kommentere sine partifællers standpunkter, men hun påpeger, at nystiftede partier er særligt sårbare over for særstandpunkter, fordi det skaber usikkerhed blandt vælgerne. Hun mener dog samtidig, at de målinger, der før valget gav partiet helt op til 20 mandater, var for optimistiske.

"Som udgangspunkt var der et enormt potentiale for NA - måske også for stort. For vi blev et parti, som alle projicerede deres drømme over i, uden at der lå en konkret defineret politik. Derfor tror jeg også, at det nu er fornuftigt nok, at NA ikke længere er drømmenes parti," siger hun og peger på, at man efter valget har gennemgået en stor selvransagelse. "Der har været begået mange fejl, men dem skal vi bare lære af."

- Du har som en af de få nye ikke markeret dig med særstandpunkter?

"Nej, jeg har ikke jokket i spinaten endnu. Men det kan hurtigt komme," siger hun og ler.

Kønskvotering

Malou Aamund har sat tydelige aftryk på partiets forsknings- og uddannelsespolitik, men også på erhvervspolitikken, hvor ikke mindst den manglende ligestilling på topposterne bekymrer.

- Du har tidligere peget på, at mange kvinder lider af et flittigpige-syndrom, hvordan får man ændret på det?

"Det er dybest set op til kvinderne selv at gå efter mulighederne og ikke være så barrierefokuserede. Men det er dybt problematisk, at der ikke er så mange kvinder på topposter. Jeg er tålmodig, men min tålmodighed er ikke endeløs, så hvis ikke der er sket en ændring inden for tre-fire år, så bliver man nødt til at se på at lave lovgivning." siger hun med henvisning til kvoteløsningen.

"Det ville ændre meget på kulturen, hvis ledelserne repræsenterer både mandlige og kvindelige værdier på arbejdspladsen," siger hun.

Imens Malou Aamund er særdeles positivt overrasket over både service og imødekommenhed fra de ansatte i Folketinget, undrer hun sig over omgangsformen under debatterne. Medlemmerne tituleres respektfuldt med hr. og fru, men der er ikke megen respekt at spore, når der tales fra talerstolen.

"Folk står med ryggen til og taler indbyrdes. Det er vildt respektløst, men når man påtaler det, siger folk bare, at det er en del af traditionen. Men når et møde varer 10 timer, uden at folk lytter til hinanden, virker det som et iscenesat teater - man burde kunne gøre det smartere," siger hun og kalder de politiske debatter for en slags wrestling:

"Det er et iscenesat slagsmål på et underholdningsplan. Jeg tror ikke, jeg kommer til at slås på kommando på den måde, men det kan godt være, at jeg skifter adfærd, hvis jeg er her i mange år."

Foreløbig har Malou Aamund orlov fra IBM i fire år. Og om hun genopstiller vides endnu ikke:

"Men jeg har sagt, at jeg ikke kan forestille mig, at jeg sidder her til evig tid."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hun er sgu sød. Jeg er selv konservativ og offentlig ansat, og jeg har altid haft en mistake om, at erhvervsfolk ville være på dybt vand, hvis de en dag rent faktisk gik ind i politik istedet for blot at brokke sig.

At dømme ud fra den totale uvidenhed som Malou her demostrerer i forhold til, hvordan den politiske verden er skruet sammen (jeg tænnker på den indledende passus om Foghs reaktion overfor NA's aftale med oppositionen), tror jeg ikke vi skal regne med andet, end at hun er tilbage hos IBM inden næste valg. Der er der jo ingen der stiller saglighedskrav, ingen spin (i hvert fald ikke nævneværdig) og alle mennesker opfører sig civiliseret over for hinanden...

Ja, den indledende passus er himmelrystende naiv - eller også er den selv et dårligt udtryk for den spin, som Aamund tilsyneladende undsiger.

Aamunds afventende position og hendes gentagelse af de samme vidtløftige fraser, der til at begynde med gav NA medvind i meningsmålingerne, har imidlertid afholdt hende fra at blive revet med i den lavine af tåbeligheder, der blev udløst med Poulsens fratrædelseskrav.

Jeg tillader mig at henvise til min blog www.konflikten.dk, hvor der er en kommentar til Aamunds fremtidige rolle i NA.

@Elevrådsformanden: Man kunne også sige at politik, til trods for klichéerne, i virkeligheden er for kompliceret til at kunne reduceres til en "højre-venstre"-skala. Heldigvis.

Personligt er jeg rasende uenig i det meste af NAs politik. Men lettet over at opdage at der findes højreorienterede vælgere og politikere i DK med mere integritet end Foghs VK-regering.