Læsetid: 4 min.

Skal politisk opportunisme styre retspolitikken?

Lene Espersen foreslår hårdere indgreb mod kriminelle børn, selv om al faglig viden viser, at hårdere ungdomssanktioner har ringe effekt
Indland
3. december 2007

Hvis jeg var kynisk nok, ville jeg hævde, at en 15-årig dreng fra Aalborg gjorde det borgerlige Danmark en tjeneste, da han kort før valget i et anfald af sanseløs aggression tævede en sagesløs 47-årig musiklærer til døde.

I hvert fald så justitsminister Lene Espersen straks en mulighed for igen at profilere sig med krav om hårdere indgreb mod ’kriminelle’ børn helt ned til 11-12 års alderen. Hun udtalte, at de skal spærres inde i flugtsikre institutioner, og at personalet ikke skal være de sædvanlige socialpædagogiske typer. Nej, der må folk med politi- eller fangevogter baggrund til, som så endelig kan lære dem at opføre sig ordentligt. Og der skal bygges nye sikrede institutioner til disse børn – vistnok i Nordjylland. Her fik Lene Espersen et meget højt personligt stemmetal.

Den valgkamp, som førte til magtskiftet i 2001, drejede sig meget om strengere straf. Politikken skulle være i bedre overensstemmelse med befolkningens retsfølelse, hed det.

»Vi er nødt til at vise konsekvens,« sagde Anders Fogh Rasmussen til B.T. i oktober 2000 og fortsatte: »Der er for meget rundkreds i det danske social- og undervisningssystem og for lidt kontant afklapsning.«
Ved en anden lejlighed sagde han: »Det er på høje tid, at vi går væk fra sødsuppe-mentaliteten i den danske pædagogik.«

Han anbefalede institutioner, hvor spillereglerne er anderledes end i folkeskolen, og hvor børn og unge, der ikke kan opføre sig ordentligt, skal mødes af »hærdebrede, tatoverede typer«.

I de to seneste valgkampe har straf ikke været et stort emne. Man kunne tro, at regeringen og Dansk Folkeparti endelig havde fået deres behov strafferetlige profilering stillet. I en analyse i Information den 16. november skriver Erik Holstein: »vælgernes bekymring for vold og kriminalitet« i en længere periode har været for nedadgående, men i det sidste halvandet år igen har været stigende, hvilket kan have været til VKO-blokkens fordel«.

Disciplinering af børn

Folk af borgerlig/konservativ observans har altid gerne villet gribe hårdt ind over for børn af de til enhver tid mest underprivilegerede forældre. Lige siden Christian IV har magthaverne forsøgt sig med indespærring og disciplinering af disse børn.

Resultaterne har yderst sjældent svaret til anstrengelserne. De flest af børnene – især drengene – er kommet ud af institutionerne mere forhærdede og ’kriminelle’, end de kom ind.

Det er en lang historie om anstalter og institutioner med skiftende navne og indhold, om overgreb og umenneskelig behandling af de anbragte børn, om flugt og flugtforsøg, om brandstiftelse og hærværk – om gode mænd og kvinder, der har forsøgt at gøre deres bedste, og om andre mænd og kvinder, der har været mere til tugt og revselse, mere til afklapsning end til rundkreds-pædagogik.

Det går gennem hele historien om ’kriminelle’ børn og unge, at det har været svært for politikere og praktikere at holde straf for sig og hjælp for sig. Det har ind imellem givet sig sære udslag: En arbejdsgruppe fra Justitsministeriet og Socialministeriet udsendte f.eks. i 1988 en tynd rapport, hvori der foreslås indført »hjælpeforanstaltninger med pønalt (strafværdigt, red.) præg« i det, der dengang hed bistandsloven. Det blev dog ikke til noget.

Ideen om fusion af behandling og straf lå klart bag indførelsen af ungdomsfængslet med straffeloven af 1930. Denne sanktion blev afskaffet i 1973, dels fordi de unge hurtigt faldt tilbage til kriminalitet, dels fordi opholdet var tidsubegrænset inden for visse rammer og derfor problematisk, når vi taler retssikkerhed.

Ikke desto mindre ligner den ungdomssanktion, der kom ind i straffeloven i 2001, det gamle ungdomsfængsel på flere måder. Den blev udformet og vedtaget (under Socialdemokraterne og de radikale) på meget kort tid. Anledningen var et par gruppevoldtægter i sommeren 2000, pres fra den borgerlige opposition og – som altid – hensynet til ’befolkningens retsfølelse’. Under visse forudsætninger kan også børn under 15 år anbringes i de institutioner, som hører til ungdomssanktionen.

Stort tilbagefald

En rapport fra Socialforskningsinstituttet (SFI) i sommeren 2005 viser, at 75 pct. af de unge, som har været dømt til ungdomssanktion, har begået ny kriminalitet. Det skyldes, at der ikke foregår ret meget konstruktivt i de sikrede institutioner.

Kommunerne siger, at de får unge ud, som ikke er blevet lettere at have med at gøre, snarere tværtimod. Pædagogerne siger, at der ikke er kvalificerede tilbud til de unge efter institutionsopholdet. De unge selv opfatter opholdet som længere og strengere end den fængselsstraf, som deres kriminalitet ville have medført, hvis ungdomssanktionen ikke havde eksisteret – præcis den samme kritik, som i sin tid var medvirkende til at afskaffe ungdomsfængslet.

Det vides ikke, hvad det er for en slags institutioner, Lene Espersen nu vil have indført. Eller hvordan hun kan tro, at folk med baggrund i politiet og fængselsvæsenet – eller statsministerens hærdebrede, tatoverede typer (rockere?) for den sags skyld – skulle kunne gøre nogen positiv forskel.

Vi har prøvet det siden Christian IV uden det store held.

Er det politisk opportunisme og foragten for faglig viden, der skal afgøre, hvad der skal ske med de børn og unge, som reagerer voldeligt og aggressivt på deres situation?

Beth Grothe Nielsen er lic.jur. og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her