Læsetid: 8 min.

'Vi vil rette angrebet mod din familie'

Et almindeligt menneske trues på livet pr. telefon og brev. Han beordres til at droppe sin indsats for et bedre miljø. Her er historien om hans oplevelse. Om en politianmeldelse, der får en meget modstræbende efterforskning. Og om en rådden tand i politiets brede beroligende smil over for offentligheden. 'Ikke en sag vi er stolte af,' siger statsadvokaten
Den 4. maj 2006 fik Kurt Loftkjær klokken 19.50 en opringning. Stemmen i telefonen sagde: -Vi har et lille mellemværende fra sidste år vedrørende dine skriverier, vi skal have gjort op ...- Truslerne fortsatte altså, men politiet synes ikke, det lød truende. Model

Den 4. maj 2006 fik Kurt Loftkjær klokken 19.50 en opringning. Stemmen i telefonen sagde: -Vi har et lille mellemværende fra sidste år vedrørende dine skriverier, vi skal have gjort op ...- Truslerne fortsatte altså, men politiet synes ikke, det lød truende. Model

Mauricio Bustamante

22. december 2007

Brevets afsender havde med velberåd hu iført sig gummihandsker, før vedkommende lagde sine to maskinskrevne sider i en hvid rudekuvert, som derefter blev kastet i en postkasse i København.

Næste dag - tirsdag den 7. juni 2005 - cyklede et postbud ned ad den stille villavej i Gladsaxe, hvor brevets modtager, det da 53-årige medlem af Danmarks Naturfredningsforening Kurt Loftkjær, bor. Postbuddet gik gennem forhaven med stensætning og rosenbuske og afleverede brevet i Loftkjærs brune brevkasse, der hænger på garagevæggen. Her lå konvolutten hele den solrige dag og ventede på, at Kurt Loftkjær, der er ingeniør, kom hjem fra arbejde.

"Vi er en gruppe af personer, som er godt træt af at måtte læse dine udgydelser i forskellige aviser," lød indledningen på brevet, og Kurt Loftkjær morede sig en smule, da han læste klicheen 'vi er en gruppe af personer'.

Men smilet stivnede hurtigt, da han kom længere ned i den anonyme skrivelse. For brevet drev nærmest en syl i ansigtet på ham.

Brevskriveren påbød ham inden for otte dage at stoppe som aktiv i den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Hvis dette ikke skete, ville angreb blive rettet mod Kurt Loftkjær eller hans familie, som nu måtte "se sig over skulderen hele tiden", som der stod i brevet. Og for at gøre truslen troværdig oplyste brevskriveren personnumrene på Loftkjærs hustru og datter, der skulle til at se sig godt for ...

Kurt Loftkjær følte en murrende frygt, især for sin familie - hvorfra kendte brevskriveren de personlige oplysninger? Hvilke kræfter var han oppe imod?

Sidst i brevet advaredes han mod at gå til politiet:

"Da vi også har støtter på politistationen, vil vi omgående vide, hvad du har anmeldt og hvilke skridt, der vil blive gjort herefter."

Skakmat.

Mordet i mosen

At Kurt Loftkjær fik trusselsbrevet, skyldtes ifølge brevskriveren især en sag om frøer.

Loftkjær havde kort forinden været kritisk over for planer for bebyggelsen af den grund i Gladsaxes Gyngemose, hvor TV-byen hidtil har haft til huse. Efter beslutningen om at flytte TV-Byen til Ørestaden inviterede Gladsaxe Kommune byggebranchen til et orgie for betonkanoner. Nu skulle der bygges masser af boliger - bevaringsværdig mose eller ej - og uden hensyn til at området ligger for langt fra en togstation til at være velegnet til udbygning.

Kurt Loftkjær påviste, at man var ved at sløjfe to små søer, hvori der trivedes fredede frøer. Myndighederne skiftevis benægtede søernes eksistens og gav tilladelse til deres nedlæggelse. Og så opdagede Loftkjær ved et tilfælde, at frøernes vinterhi i det gedulgte blev pløjet ned, hvorved de små padder dræbtes. Frømordet i mosen nåede medierne - og åbenbart 'en gruppe af personer', som ikke følte sig bundet af loven, når man henvendte sig til folk, der modsatte sig udviklingen af kommunen.

Kurt Loftkjær var ikke i tvivl om, at truslen skulle meldes til politiet, men da brevskriveren hævdede at have gode forbindelser dér, valgte Loftkjær i stedet for Gladsaxe at gå til Lyngby politistation. Her tog man dog ikke hans bekymring alvorligt og videresendte dagen efter anmeldelsen til Gladsaxe Politi. Derefter blev der stille om sagen. Meget stille.

Brevskriverens fastsatte deadline blev nået, og Kurt Loftkjær, som ikke kunne drømme om at droppe sit miljøarbejde i naturfredningsforeningen, var i tvivl om, hvad der nu kunne ske. Han anede ikke, om politiet havde taget nogen forholdsregler, og om brevskriveren i så fald kendte til politiets planer.

Intet skete. Kurt Loftkjær hørte ikke en lyd fra politiet, og han fik sig en bistandsadvokat, i dette tilfælde Bjørn Elmquist, til at hjælpe sig med kontakten med myndighederne. En sådan bistand kan man få i sager af blandt andet denne art - selv om Gladsaxe Politi prøvede at overbevise Loftkjær om det modsatte.

Kurt Loftkjær var i øvrigt ikke den eneste, der ramtes af trusler på det tidspunkt. Tilfældigvis samme dag, han anmeldte brevet til politiet, ramtes daværende integrationsminister Rikke Hvilshøjs carport af et brandattentat. Og stadig flere danskere har oplevet at blive truet på livet.

Aggressionsniveauet i samfundet er hævet: I 2004 var der 2.586 tilfælde af trusler på livet, i 2006 var der 2.990 tilfælde. Myndighederne er siden attentatet mod Rikke Hvilshøj blevet bedt om at være særligt opmærksomme på trusler med baggrund i den forurettedes politiske arbejde i offentligheden, og en opgørelse over disse tilfælde ventes fra Rigsadvokaten i starten af 2008.

Biperson i Kafka-roman

Tre måneder efter anmeldelsen af brevtruslen blev Bjørn Elmquist ringet op af kriminalpolitiet i Gladsaxe, der meddelte, at sagen var 'henlagt uden yderligere skrivelse herom'. Elmquist og Loftkjær protesterede over denne henlæggelse, især fordi personnumrene i brevet kunne stamme fra uærlige personer, som havde adgang til fortrolige registeroplysninger. Brevskriveren havde jo selv peget på sine gode forbindelser inden for politiet. Skulle det virkelig ikke undersøges tilbundsgående?

På grund af klagen over henlæggelsen sendte Gladsaxe Politi i slutningen af 2005 trusselssagen til behandling hos Statsadvokaten, og stilheden bredte sig igen. Længe.

Den 4. maj 2006 - omkring et år efter modtagelsen af det anonyme brev - fik Kurt Loftkjær klokken 19.50 en telefonopringning til sit hjem. En mand sagde:

"Vi har et lille mellemværende fra sidste år vedrørende dine skriverier, vi skal have gjort op ..."

Hvorefter Kurt Loftkjær smækkede røret på.

Også denne trussel meldte han til politiet. Men to en halv måned senere afviste politiet at behandle sagen med den begrundelse, at tonen i udsagnet ikke forekom politiet så truende, at den var strafbar. At opringningen åbenlyst havde forbindelse til brevtruslen forholdt politiet sig sært nok ikke til.

Bistandsadvokaten klagede over henlæggelsen, og Kurt Loftkjær følte sig efterhånden hensat til en roman af Franz Kafka. Han var ør i hovedet efter gentagne gange at have rendt det mod myndighedernes mur. Han var offer for trusler, men blev af politiet mødt med mistro, som var han et irritationsmoment, der helst havde at gå væk.

Og nu helt frem til den 10. januar 2007. Den dag tiltrådte Statsadvokaten efter en gevaldig tænkepause Gladsaxe Politis afgørelse om at droppe efterforskningen af telefontruslen. Men så skete der noget ganske uventet. Dagen efter afvisningen meddelte selvsamme statsadvokat i et brev til Loftkjærs advokat, at politiet i forbindelse med en anden sag faktisk havde fået kendskab til, at der uretmæssigt var trukket registeroplysninger om Kurt Loftkjær og hans familie. Og den skyldige var en - politimand.

Bueskytter med bagtanke

Det åbenbaredes nu for Kurt Loftkjær - hvad politiet såmænd havde vist i et til to år - at der forelå et helt sagskompleks i forbindelse med denne politimand, som havde arbejdet på Rønne Politistation. Han havde i 2000 i en bueskytteforening truffet en anden politibetjent, som boede i Haslev. Når de to politifolk hvilede buerne, lagde de råd op om, hvordan deres politimæssige registeradgang kunne udnyttes til personlig vinding.

Politimanden fra Haslev sagde sin stilling op og grundlagde et detektivbureau, som med tiden modtog en strøm af fortrolige oplysninger fra kriminalregistret og Det centrale Personregister fra betjenten i Rønne. Alt sammen følsomme fakta, som privatdetektiven brugte i sit arbejde for forskellige kunder. Oplysningerne om Kurt Loftkjær havde den kriminelle politimand trukket fra registrene fire måneder før, de blev anvendt i trusselsbrevet.

Det givtige samarbejde mellem bueskytterne afsløredes i 2005, og det følgende år idømtes den 58-årige politimand fra Rønne 40 dages ubetinget fængsel, og den 55-årige privatdetektiv fra Haslev 30 dages betinget fængsel. Den sidste straf var nedsat, fordi privatdetektiven lider af dårlig ryg. Han fik desuden frakendt retten til at drive detektivbureau i to år.

Men hvem truede Kurt Loftkjær på livet? Hvem havde købt cpr-numrene af privatdetektiven med rygsmerterne? Det gav sagen mod de to bueskytter ikke svar på. Af ukendt grund undlod anklagemyndigheden at inddrage det ulovlige træk af familien Loftkjærs registeroplysninger i den oprindelige sag mod betjenten fra Rønne. Af lige så dunkel en grund afvistes det længe at efterforske telefontruslen, selv om politiet havde nøje kendskab til den dømtes politimands snagen i registrene.

Blindt spor i telefonboks

Kurt Loftkjær havde i mellemtiden modtaget en truende e-mail fra en navngiven direktør, der i sin fritid debatterede i det ultraliberalistiske miljø. Direktøren rasede i sin e-mail over, at naturfredningsforeningen var efter en villaejer, der fra sin grund havde bygget en ulovlig bådebro ud i Bagsværd Sø.

Denne nye historie samt udsigten til, at Kurt Loftkjær ville indklage Statsadvokaten for Rigsadvokaten, fik Statsadvokaten til at skifte mening, og i foråret 2007 lod han alligevel Gladsaxe Politi genoptage sagen om de foregående års trusler mod Kurt Loftkjær og hans familie.

Efter halvandet år kom der omsider gang i efterforskningen. Der fandtes ingen mistænkelige fingeraftryk eller dna-spor på det famøse brev, som den snedige trusselmager formentlig har håndteret med gummihandsker. Og før TDC rutinemæssigt slettede teleoplysningerne om telefontruslen, nåede politiet med nød og næppe at finde ud af, at der til truslen mod Loftkjær blev benyttet en telefonboks, der står lige over for Gladsaxe Rådhus. Politiet kom dog ikke videre ad den vej.

Politiet foretog nye afhøringer af de dømte bueskytter, som afslørede, at yderligere to navngivne privatdetektiver havde fået adgang til registeroplysningerne om familien Loftkjær.

Politiet afhørte en af disse privatdetektiver, som heldigt hjulpet af politiets forsinkede undersøgelse med sindsro kunne erklære sig ramt af svigtende hukommelse, hvorfor en opklaring ikke bragtes nærmere, og i maj 2007 besluttede politiet at indstille undersøgelserne.

Kort efter opgav Kurt Loftkjær selv at klage videre over utilstrækkelig efterforskning.

Men spørgsmålene holder ikke af den grund op med at melde sig i hans hoved.

Låget lagt grundigt på

Var politiets fodslæbende tøven og tavshed udtryk for mere og andet, end at politiet havde travlt med at lægge låg på en pinlig sag om en rådden tand midt i politiets brede beroligende smil over for befolkningen? Hvorfor advarede man ikke Kurt Loftkjær om, at kriminelle havde fået fingre i hans registeroplysninger?

Kurt Loftkjær mener ikke, at politiet og især Statsadvokaten har levet op til intentionerne med den lovstramning i slutningen af 2005, som foreskriver skærpede straffe for trusler fremsat mod personer, der er politisk aktive. Han føler sig ikke behandlet som offer for trusler, men som en besværlig mand, hvis løbende kontakt med medierne kunne være til gene for politiet.

Mest bekymret er han dog over historien med cpr-numrene. Er der ordentlig kontrol med adgangen til og brugen af de omfattende registre, som rummer danskernes mest private data?

Mens hverdagen er vendt tilbage for Kurt Loftkjær, går den anonyme brevskriver med gummihandskerne ustraffet rundt. Politiet i Gladsaxe ønsker ikke at udtale sig om sagen, mens statsadvokat Kim Christiansen undskylder forløbet og har denne kommentar:

"Det er ikke en sag, som vi er specielt stolte af. Og om vores to breve af 10. og 11. januar i år vil jeg sige, at det kunne være gjort mere elegant."

Og de truede frøer i Gyngemosen, som var anledning til hele balladen? Jo, deres skæbne er stadig til behandling i EU-Kommissionen, som skal holde medlemslandene i ørene, hvad den slags naturfredning angår.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg forstår ikke de lave straffe. Dette er en grotesk udnyttelse af sit job.

Jeg kan så nævne at det også går den anden vej. Jeg er bekendt med et medlem af en lokal bestyrelse i Dansk Naturfredningsforening der ledte efter en "sagsmulighed" mod en politiker, der havde "trådt" hans politisk aktive kone over tæerne. Derfor bør Dansk Naturfredning fratages den ret de har. Yderligere vil jeg påstå at det autonome har praktiseret overfor nedrivniongsfirmaer og politikere i København burde takseres til fængsel. Intimidering af personer og deres familier er ikke ukendt i det miljø, mens de selv ikke skal have efternavn frem. Det burde være en artikel i Information værd.

I det hele taget er det her beskrevne første gang jeg hører om et så modbydeligt misbrug der ikke var initieret af en socialistisk overbevisning.

Til "Søren". Det er måske ikke særligt heldigt at klandre andre for ikke at ville stå frem med fuldt navn, og så alene underskrive sig med fornavn.

Mht. DN's specielle ret, så var den ikke gældende i den aktuelle sag fra TV-byen i Gladsaxe. Her kunne alle borgere i Gladsaxe og foreninger med det formål at forholde sig til planlægningsmæssige forhold retmæssigt reagere.

Jeg forstår derfor ikke din kommentar om, at DN skal fratages den ret de har, da der ikke har været tale om, at DN har misbrugt den ret de i stil med andre har i den demokratiske proces, det er at tilvejebringe nye kommune- og lokalplaner.

Da jeg også var omfattet af truslerne, som i parantes bemærket blev udført særdeles professionelt, kan jeg oplyse, at det er overmåde ubehageligt at modtage trusler af den art, som der her var tale om, når det sker på baggrund af, at man blot udøver sin lovfæstede, demokratiske ret til at forholde sig til kommunal planlægning.

At Gladsaxe kommune, Københavns Amt og bygherren i skøn samdrægtighed i første omgang ikke var i stand til at leve op til gældende lovgivning på området, skal vel ikke komme dem, der har bedre indsigt i sagerne, til skade.? Eller er der noget, som jeg har helt misforstået?