Nyhed
Læsetid: 2 min.

'De skaber sig selv et problem'

Biskopperne bør indskærpe, at mandlige præster skal overholde ligestillingsloven, mener SF. Men både S og DF afviser at blande sig i kirkens prioriteringer
Indland
12. december 2007

Imens biskoppen i Viborg Stift funderer over, hvad han skal stille op med de par håndfulde mandlige præster, der afviser at forkynde sammen med deres kvindelige kolleger, er politikerne på Christiansborg klare i mælet: Den form for gammeldags indstilling skader folkekirken.

"Når man er ansat som tjenestemand i staten, skal man overholde en ligestillingslov, der er over 30 år gammel - det kan man ikke smyge sig uden om under henvisning til teologi, så længe vi ikke har adskillelse mellem kirke og stat," siger SF's kirkeordfører, Pernille Vigsø Bagge, der selv er teolog.

Til trods for, at kirkens indre liv faktisk er undtaget ligestillingsloven mener også S-ordfører, Karen Klint, at de mandlige præster, der genfinder deres holdninger om kønsadskillelse i tekster fra Det Gamle Testamente, skaber et personalepolitisk problem.

"Personligt synes jeg, det er en gammeldags holdning. Vi har haft kvindelige præster siden 1947," siger hun og kalder ligestillingsaspektet et 'gråzone-område'.

"Hvis vi skal have en anstændig personalepolitik skal der være ligeværdighed," lyder det fra ordføreren, der plæderer for, at politikerne skal holde snuden fra kirken.

Pernille Vigsø Bagge er dog klar med en opfordring til Karsten Nissen: "Biskoppen skal indskærpe, at de kan have deres personlige holdninger, men de kan ikke diskriminerer kolleger på grund af deres køn - det er ulovligt," siger SF'eren, der gerne så en retssag, der kan afklare ligestillingsproblematikken.

Ulovlig diskrimination

Imens jurister har spået, at mandlige præster, der nægter at forrette gudstjeneste med kvindelige kollegaer, ville tabe en retssag med et brag, tror Pernille Vigsø Bagge ikke, at de kvindelige præster orker at rejse en sag:

"De gider ikke tage slagsmålet, for de ved, at det er en lille flok meget perifere kollegaer, det drejer sig om," siger hun. Karen Klint vil ikke blande sig i biskoppens ledelsesform, men opfordrer til en debat om folkekirkens rummelighed. Venstres formand for kirkeudvalget, Britta Schall Holberg, vil afstå fra at blande sig: "Folkekirken er en forening, og hvordan den fungerer, skal vi ikke blande os i. Det vigtige er, at kirken er så rummelig som muligt, derfor skal vi ikke putte en hat nedover den," siger hun og roser Karsten Nissen for hidtil at have undgået konfrontationer.

Mens Britta Schall Holberg personligt finder det 'underligt', at visse præster ikke vil give hånd til kvinder, påpeger hun valg af præst er op til menigheden.

"Man har altid mulighed for at løse sognebånd," siger hun og tilføjer: "Vi vil heller ikke begynde at kritisere andre kirkesamfund for, at de eksempelvis ikke vil have kvindelige præster." Ifølge Shall Holberg vil problemet nok løse sig selv med tiden: "For antallet af mandlige præster med den holdning bliver nok færre," siger formanden for kirkeudvalget.

Kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) har afvist at kommentere sagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her