Læsetid: 3 min.

Socialdemokraterne siger nej til EU-folkeafstemning

Helle Thorning-Schmidts afvisning af en folkeafstemning vækker uro internt i partiet. Dansk Folkeparti kalder beslutningen uhæderlig, og også SF og Enhedslisten er utilfredse
Til trods for at flere i Socialdemokraternes folketingsgruppe har anbefalet en folkeafstemning om EU-traktaten, forventer Helle Thorning-Schmidt, at gruppemedlemmerne vil følge partitoppen.

Til trods for at flere i Socialdemokraternes folketingsgruppe har anbefalet en folkeafstemning om EU-traktaten, forventer Helle Thorning-Schmidt, at gruppemedlemmerne vil følge partitoppen.

Jens Dige

Indland
11. december 2007

Socialdemokraternes partitop afviste i går at sende EU-reformtraktaten til folkeafstemning.

"Det er et spørgsmål, om EU grundlæggende ændrer karakter eller ændrer vedtægter. Vi mener, at der er tale om vedtægtsændringer. Så er der ikke behov for en folkeafstemning," siger hun med henvisning til, at traktaten ikke længere indbefatter en fælles præsident, udenrigsminister, hymne eller flag.

Til trods for at flere i folketingsgruppen har anbefalet en folkeafstemning, forventer Helle Thorning-Schmidt, at man vil følge partitoppen:

"Det er frit for dem at have den vurdering, men vi har partidisciplin på alle områder," sagde hun på gårsdagens pressemøde.

Men Helle Thorning-Schmidt har tilsyneladende gjort regning uden vært. Flere i gruppen agter nemlig at stemme imod ledelsen, når beslutningen om en folkeafstemning i dag skal behandles i Folketinget.

"Vi er alle enige om, at det er en god traktat. Men jeg har samtidig oplyst, at jeg stadig vil stemme for en folkeafstemning," siger Thomas Adelskov (S), som mener, at en afstemning kan gavne den folkelige opbakning til traktaten.

Også Klaus Hækkerup (S) erklærer, at han vil gå imod partitoppen.

"Vi har lige haft valgkamp, og jeg holder selvfølgelig fast i det, jeg har lovet vælgerne," siger han.

"EU splitter i Danmark, og en debat kunne samle holdningerne. Der er heller ikke noget stærkt folkeligt engagement i EU, og en afstemning kunne være med til at øge den samlede interesse," siger Klaus Hækkerup og ligger dermed på linje med 55 procent af partiets vælgere, der ifølge en Ritzau-måling ønsker en afstemning.

Den nyvalgte Julie Skovsby meddelte i går, at hun vil vende sagen med sin kreds, før hun beslutter, om hun vil gå imod partilinjen.

"Når det er så god en traktat, tror jeg, at man kunne flytte befolkningerne ved at tage en afstemning," siger hun.

DF: S er uhæderlige

Socialdemokraternes ledelse afviser en afstemning med henvisning til, at Danmark ikke afgiver suverænitet. Men den forklaring giver Dansk Folkeparti ikke meget for. Partiets EU-ordfører, Morten Messerschmidt, fastholder, at Danmarks rolle bliver mindre, og han kalder S-toppens beslutning 'uhæderlig'.

"Men jeg noterer mig med glæde, at der er nogle, der er hæderlige nok til at sige nej. Jeg har tillid til, at Hækkerup vil være bannerfører for dem, der ønsker en afstemning," siger han og peger på, at erhvervsordfører Rasmus Prehn tilsyneladende har skiftet standpunkt og ikke længere taler partiledelsen i mod.

Det lykkedes i går ikke at få en kommentar fra Rasmus Prehn.

Også hos SF og Enhedslisten beklager man Socialdemokraternes beslutning. Enhedslistens Per Clausen beskylder partiet for at ligge på maven for Fogh, mens SF's formand, Villy Søvndal, peger på, at mange danskere gerne vil til stemmeurnen. Han beklager, at man svigter et bedre sammenhold i oppositionen.

"Jeg tror, mange mennesker tænker, at der må være fejet noget ind under gulvtæppet," siger han.

Anderledes begejstret for den socialdemokratiske beslutning er Venstres politiske ordfører Inger Støjberg:

"Jeg er ikke direkte overrasket efter de signaler, vi har hørt," siger hun og afviser yderligere kommentarer med henvisning til, at regeringen først i dag beslutter sig officielt.

Det forventes dog, at VK med Fogh i spidsen vil gå samme vej som Socialdemokraterne og anbefale, at Folketinget ratificerer Lissabon-traktaten uden at sende den til folkeafstemning.

Pres på Brown

Ifølge Morten Messerschmidt er modviljen mod at spørge vælgerne et udtryk for, at man er bange for folkets dom. Men den udlægning deles ikke af EU-ekspert ved Københavns Universitet Malene Wind.

"Den egentlige bevæggrund for, at politikerne ikke vil have folkeafstemning, er ikke, at de er bange for et nej, men at man så lægger et massivt pres på premierminister Gordon Brown i Storbritannien for, at han også skal tage en folkeafstemning. Og dér ved man, at det går galt," sagde hun i går til DR's P1.

Over 50 nye områder skal ifølge traktaten ikke længere afgøres ved enstemmighed, men med kvalificeret flertal. Samtidig mister Danmark sin faste EU-kommissær, mens retligt- og politisamarbejde bliver overstatsligt.

I går viste en meningsmåling foretaget af Catinet for Ritzau, at hele 42 procent af danskerne ville stemme for traktaten - hvis de blev spurgt.

nizw@infomation.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tom W. Petersen

Det er svært at forstå de politikere, som ikke vil have folkeafstemning om den såkaldte EU-reformtraktat.
En folkeafstemning kan dog ikke være noget problem for politikere, som har vælgernes tillid, og som oven i købet har alle de gode argumenter.
Her er alle tiders chance for én gang for alle at overbevise det danske folk og at nedgøre al den skepsis, der er i Danmark om EU – og så viser de den fra sig!
Tror de ikke selv på deres sag?