I regeringsgrundlaget 'Mulighedernes samfund', er en af de vildeste ambitioner at reducere fraværet med ikke mindre end hver femte sygemeldte inden 2015. Så i disse dage skriver Beskæftigelsesministeriet på kommissoriet for et hurtigarbejdende udvalg, der skal bidrage til at få fravær ned. Nu overgår fraværet nemlig ledigheden, og både det samlede fravær og det langvarige fravær stiger og stiger.
I dag er 94.000 registreret som sygemeldte af dem, der er berettigede til dagpenge. Medregnes det fravær, der ligger inden for den periode på 15 dage, hvor arbejdsgiverne alene skal betale de syges fravær, skønner direktøren for den nye Forebyggelsesfond, Verner Sand Kirk, at fraværet er dobbelt så stort, så hver dag er der små 200.000 sygemeldte.
Selv om der har været fokus på fraværet de sidste mange år, er det støt stigende. Det er selvsagt en politisk lækkerbisken at få fat i fraværet i en tid, der skriger på erfaren arbejdskraft.
Men den hidtidige fremfærd har ikke hjulpet, så hovederne skal i blød i det kommende udvalg, hvor arbejdsmarkedets parter, kommunerne og de praktiserende læger skal have sæde.
Fravær ikke kun sygdom
Der er to veje at gå: Den ene er at forbygge fraværet, hvilket først og fremmes betyder fokus på arbejdsforholdene. Den anden vej er at begrænse fraværsperioden, hvilket især er en opgave for jobcentrene, der er ansvarlige for opfølgningen i dagpengesagerne. Når man ikke længere taler om sygefravær, men blot om fravær kommer det af, at sygdom ikke nødvendigvis behøver at føre til fravær, og at meget fravær skyldes andre forhold end egentlig sygdom.
Der er da også opbrud i sygdomsbegrebet, og nye sygdomsbilleder tegner sig. Desuden er antallet af langtidssyge med en psykisk belastning eller psykisk diagnose markant stigende. Da langvarigt fravær ofte fører til fyring, sygdomsidentitet og i værste fald til førtidspensionering, kan følgerne være mere dramatiske end langvarig ledighed, så hvilke stopklodser kan forebygge, at det går så galt?
Det største fravær er i dag inden for det offentliges 'frontpersonale', dem med borgerkontakten fra social- og sundhedsassistenter til fængselsbetjente.
Professor i arbejdslivets psykiske belastninger Tage Søndergård Kristensen, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, har mange års kendskab til den offentlige sektor og fremhæver en undersøgelse af Agger Nielsen og Goul Andersen, der viser, at korttidsuddannede kvinder i storbyerne har det højeste fravær af alle.
Bureaukrati gør syg
Sosu'erne i København er i gennemsnit oppe på 28 dage om året. Akademikerne i Esbjerg har fire dage. Fald i fraværet er således en stor øvelse, og om den offentlige sektor siger Tage Søndergård Kristensen: "Den største stressbelastning er Christiansborg, fordi borgen udspyr ubegrundede lovændringer og bureaukratiske kontrolforanstaltninger i et omfang, der sætter de offentlige medarbejdere til absurditeter, og som siden sætter sig som distance og kynisme hos den enkelte".
Han ser fire psykisk belastende forhold for det offentlige frontpersonale:
-Der er for lidt tid til kerneydelserne
-Der er for meget mistillid og kontrol
-Forandringshastigheden er for høj, og forandringerne stort set meningsløse
-Borgerne er i stigende grad besværlige, konfronterende og voldelige
Det problem løser man ikke ved, at lederne får resultatløn, hvis de reducerer deres personales fravær, som direktøren for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen, foreslår i forbindelse med rådets dokumentation af, at 'sygefraværet fortsætter himmelflugten'.
Det er et økonomfiks, som der er alt for mange af også i lovgivningen. Det ses tydeligt i det kontrollerende regelsæt, der har udviklet sig for sagsbehandlingen af de sygemeldtes dagpengesager i jobcentrene. Overholdes reglerne ikke og krydses af med alverdens flueben, straffes kommunen økonomisk. Så der er kun omkring 20 procent af tiden, der kan anvendes til kontakt med den sygemeldte og til i samarbejde med de relevante parter herunder arbejdspladsen at få vedkommende helt eller delvist i arbejde inden en fyring.
Hvem ved i øvrigt, at jobcentrene ikke kun skal tage sig af arbejdsløse men også af sygemeldte?
Den samme mangel på interesse for sygemeldte i forhold til ledige afspejler sig i statens tilskud til jobcentrene og dermed kommunerne. Hvad der måtte være af udgifter knyttet til udførelsen af afklaringsforløb og jobplaner for ledige og revalidender, kan kommunerne få hjælp til fra et stort rådighedsbeløb fra staten. Men rådighedsbeløbet omfatter ikke de udgifter, der knytter sig til at gennemføre opfølgningsplaner for sygemeldte. Det gør, at alt for mange sygemeldte havner i sundhedsvæsenet og belaster det, selv om en række af tidens belastningstilstande slet ikke hører hjemme i sundhedsvæsenet.
I stedet skal der målrettet fokus på de barrierer, der forhindrer tilbagevenden til arbejde. Eller sagt med andre ord: Den rette indsats, for den rette person på det rette tidspunkt.
Men den indsats kræver selvsagt tid og kyndighed og koster dermed penge, men kan så også nedbringe antallet af lange og dyre sygemeldinger.
Gunvor Auken er tidligere socialrådgiver i SiD
