Nyhed
Læsetid: 3 min.

Tilbagetrækning af speciale var ulovlig

KU-rektor Ralf Hemmingsen har givet Mille Buch-Andersen medhold i, at det var ulovligt, da hendes institutleder tilbød hende at trække det DR-kritiske speciale tilbage. Afgørelsen får ingen konsekvenser, og universitetet afviser stadig, at der er tale om censur
Indland
21. december 2007

Specialestuderende på Københavns Universitet, Mille Buch-Andersen, har nu sin rektors ord for, at det ikke var lovligt, da hun af sin vejleder og institutleder blev presset til at trække sit speciale tilbage.

"Det var en fejl, da en studerende på sociologi i februar fik mulighed for at trække sit speciale tilbage på grund af en række metodiske og forskningsetiske fejl," hedder det i en pressemeddelelse fra rektor Ralf Hemmingsen.

Specialet var kritisk over for ledelsen i Danmarks Radios Symfoniorkester og har været meget omtalt i medierne, fordi Mille Buch-Andersens institutleder få dage inden, han presser hende til at trække specialet tilbage og skrive det om, får en mail fra DR's ledelse, som på grund af specialets indhold truer med at afbryde alt fremtidigt samarbejde med Københavns Universitet.

Nu konkluderer rektor, at det slet ikke er muligt at trække et speciale, der er afleveret, tilbage:

"Når et speciale er afleveret, skal det bedømmes, som det foreligger. Og derfor er det en fejl, at den studerende har fået muligheden for at trække det tilbage," fastslår vicedirektør for uddannelse, Hanne Harmsen, som står bag rektoratets afgørelse.

Glad for afgørelsen

Mille Buch-Andersen er i første omgang glad for nyheden:

"Det glæder mig, at det er blevet fastslået, at det, der skete, var forkert. For jeg har hele tiden haft en fornemmelse af, at det ikke var lovligt," siger hun.

Dekan Troels Østergaard har i sit svar på Mille Buch-Andersens tidligere klage konstateret, at det var lovligt at trække specialet tilbage:

"Vi tager rektors afgørelse til efterretning. Vi skønnede, at vi havde en mulighed for at trække specialet tilbage, og det viser sig nu, at det var forkert," siger han.

Rektors afgørelse siger også, at der i første omgang er sket fejl i vejledningen af Mille Buch-Andersen, og ifølge afgørelsen skal adjunkter fremover have en særlig undervisning i, hvordan man vejleder omkring specialer.

Trods indrømmelserne mener man på Københavns Universitet fortsat ikke, at der var tale om censur af Mille Buch-Andersens speciale:

"Sagen har på intet tidspunkt handlet om censur trods adskillige journalisters ihærdige forsøg på at få sagen til at handle om emnet. En identificerbar person blev hængt ud i specialet, og det forsøgte instituttet at rette op på. Det er sagens kerne set fra fakultetets side," fastholder Troels Østergaard Sørensen.

Mille Buch Andersen er uenig:

"De reagerer på en klage fra DR - og hvis en udefrakommende klage kan gå ind og ændre på konklusionerne i et speciale, så er der da tale om censur," siger Mille Buch-Andersen og tilføjer:

"Det bør da ikke få konsekvenser for min eksamination, at DR ikke bryder sig om det speciale, jeg har skrevet."

Meget søde

Dekan Søren Østergaard mener desuden, at man på Københavns Universitet har været ekstraordinært venlige over for Mille Buch-Andersen:

"Vi har noteret os, at vi rent faktisk har stillet den studerende bedre, end vi egentlig kunne efter reglerne," siger Troels Østergaard Sørensen.

Det provokerer Mille Buch-Andersen:

"Det er endnu en ansvarsforflygtigelse. De prøver at fremstille det, som om de har været særlig venlige over for mig - det svarer bestemt ikke til den behandling, jeg fik på det tidspunkt," siger hun og henviser til, at hendes vejleder og institutleder truede hende med, at det ville få alvorlige konsekvenser for hendes eksamenskarakter, hvis ikke hun trak specialet tilbage.

Må afvise indblanding

Hos Sociologisk Fagråd, som tidligere har kritiseret Sociologisk Institut og Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, er man tilfredse med rektors udmelding.

"Ved at lægge vægt på, at man ikke må blande sig i den vurdering, som eksamenen er, understreger rektor, at der ikke må foregå noget, som minder om censur på KU," hedder det i en pressemeddelelse.

Desuden kræver de, at ledelsen på Sociologisk Institut fremover vil frasige sig indblanding fra DR og andre organisationer; det er kun videnskabelige kriterier, som må lægges til grund for universitets vurdering af studerendes og forskeres undersøgelser," mener de.

Fejlen hos institutleder Carsten Strøby Jensen og vejleder Poul Poder får ifølge dekan Troels Østergaard Sørensen ikke personale-mæssige konsekvenser.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Københavns Universitet er ikke alene om at udøve denne form for censur.

Det sker dagligt i forskellige sammenhænge, hvor instanser bruger den forlorne korrekthed og sin magt til at bringe kritikere til tavshed om ømtålelige spørgsmål.

Men kritiken skal rettes imod en institution med en vis volumen, før denne har pressens og dermed offentlighedens interessse.

SOTPIG

Det eneste korrekte vılle nu være, hvis vejleder og institutbestyrer gav en offentlig forklaring på, hvordan de kunne lade sig presse af en udenforstående instans. Sociologisk Institut har fået et særdeles blakket ry med denne sag. Er der andre studerende der tør skrive kritisk om statslige institutioner? Hvor udbredt er denne praksis med at true studerende? Det er ren Sovjet! Godt at rektoren er en hædersmand, men hvordan kunne dekanen være så ringe orienteret om universitetets specialeregler? Burde han i hvert fald ikke fratræde efter at have demonstreret så ringe kendskab til gældende regler???

At Rektor i denne sag har ageret som "hædersmand" er vist mere end diskutabelt. Det er en ekstremt behagesyg og politisk orienteret udmelding rektoratet har produceret. Bemærk at de udelukkende forholder sig til at den "løsning" instituttet benyttede var ulovlig, men overhovedet ikke til ledelsens ageren, truslen fra DR, osv.

Det nærmeste man kommer det er faktisk: "Rektors afgørelse siger også, at der i første omgang er sket fejl i vejledningen af Mille Buch-Andersen..." Det henviser til den del af forløbet hvor hendes vejleder, umiddelbart efter at DR havde truet Buch-Andersen, sagde at der ikke var nogen problemer med specialet, og at hun ikke behøvede at frygte sådanne trusler.

Rektors udmelding er kort sagt, at det eneste rigtig beklagelige i sagen er at hun havde en vejleder som til at starte med ikke hjalp DR med at udøve censur.

Det er eddermame' ynkeligt, på en universitetsinstitution som skal producere kritisk forskning.

Det var et EKSTREMT DÅRLIGT SPECIALE Mille Buch Andersen lagde ud på internettet. Jeg har læst dette, og hvis det var blevet vurderet, som det var på daværende tidspunkt, ville det, så vidt jeg kan vurdere, have udløst en dumpekarakter. Det var meget heldigt for den studerende at KU gav tilladelse til, at dele af specialet blev omskrevet. Faktisk synes jeg, KU burde have ros for håndteringen af denne sag.

Nu var det jo ikke specialet sagen handlede om, men om KU lod sig presse og omgik reglerne. Eller mener du man kan bøje reglerne i en situation og ikke i en anden?

Nej, det synes jeg saadan set ikke. Og universitetet har ogsaa erkendt, at man har begaaet en fejl ved at give tilladelse til at specialet blev omskrevet. Mille Buch Andersen skulle naturligvis have faaet lov til at gaa op til eksamen - og dumpe. Men det var da paent af universitetet - og forkert - at give hende tilladelse til at omskrive et daarligt speciale, saaledes at det kunne udloese en karakter, der ikke resulterede i yderligere seks maaneders studier. Det er et problem, at man omgaas reglerne. Men til den studerendes fordel i denne sag.

Det mest beklagelige er saadan set, at det i foerste omgang var DR, der opdagede de metodiske problemer med specialet, og ikke KU. Den daarlige vejledning har man forsoegt at rette op paa ved at tillade omskriving, hvilket naturligvis er en fejl. Men jeg holder nu paa, at det i virkeligheden var meget sympatisk at give specialeskriveren muligheden for at opnaa en bedre karakter.

Sagen mangler konsekvens for de involverede (konsekvenserne for Mille har været rigelig stor eog helt uacceptable - for en arbejdsgiver fremstår hun som et brokkehoved, hun fik frataget sin akademiske frihed, og fik ikke lov til at aflevere det speciale hun ville) - men for vejlederen og instituttet har der ingen konsekvens været af de foretagne "fejlskøn".

Jeg savner i den grad oplysninger om, hvad man vil gøre fra KU's side for at undgå gendtagelser. Hvis sagen ikke får konsekvenser for instituttet og vejlederen så anerkender man dybest set ikke andre fejl, end at man blev afsløret.

Var jeg kandidatstuderende ved Sociologisk Institut ville jeg nok kræve, at instituttet mistede retten til at bedømme specialer og stille vejledere tilrådighed indtil der var sket en passende afstraffelse og reorganisering ...