Læsetid: 10 min.

'Jeg troede, jeg var på vej til et hemmeligt CIA-fængsel'

Efter 129 dage i isolation og måneders efterfølgende varetægtsfængsling bryder 19-årige RD sig ikke om at gå ud af sin lejlighed. 33-årige JRK er blevet arbejdsløs, og hele familien sover nu i samme værelse. 28-årige SH har tabt 12 kilo og fik en blodprop i hjernen for et par uger siden
Politiet tog håndfaste metoder i brug, da de den 5. september 2006 trængte ind i en række lejligheder i Vollsmose for at anholde terrormistænkte. Information har talt med fire af de i alt 11 yngre mænd, der blev anholdt. I dag er alle fire på fri fod, men de lever alle med konsekvenserne af de hårde anholdelser og de efterfølgende måneder som varetægtsfanger.

Politiet tog håndfaste metoder i brug, da de den 5. september 2006 trængte ind i en række lejligheder i Vollsmose for at anholde terrormistænkte. Information har talt med fire af de i alt 11 yngre mænd, der blev anholdt. I dag er alle fire på fri fod, men de lever alle med konsekvenserne af de hårde anholdelser og de efterfølgende måneder som varetægtsfanger.

Thomas Fredberg

Indland
14. december 2007

Der er koldt og sparsomt møbleret i lagerhallen, der med et stort blåt og mønstret tæppe på gulvet er blevet omdannet til en moské.

Ikke den moské, hvor det hele skete sidste år i Vollsmose. For de unge mænd, der er mødt op for at tale med Information, kommer ikke længere så meget i moskeen på Ørbækvej.

"Folk er bange for mig," siger den 19-årige RD, der for nogle uger siden blev frikendt for anklagen om medvirken til bombefremstilling og planlægning af terror mod den danske stat.

De tre øvrige på anklagebænken i Østre Landsret blev dømt. 11, 11 og fire år lød dommene, der alle er anket til Højesteret.

RD sidder på en træstol på det store blå tæppe. Han og de andre yngre mænd, der har taget plads i de slidte sofaer langs væggen, er kommet, fordi de for første gang vil fortælle deres version af historien om 'Odense-cellen'. For det er en frit opfunden historie, ikke andet, fastholder de.

"Jeg tænker meget på, hvad der sker i Danmark. Jeg er flygtet fra krig i Libanon, og nu ved jeg ikke, hvor jeg skal tage hen," siger den 28-årige palæstinenser SH.

Han er en af de 11, der blev anholdt den 5. september sidste år. Den 28-årige far til tre sad varetægtsfængslet i seks måneder, hvor han så sin kone og sine børn én time om ugen. Efter løsladelsen fik den 28-årige SH en blodprop i hjernen. Stress, siger han selv.

JRK er 33 år og ligeledes far til tre. Han sad varetægtsfængslet i to måneder og blev af civilagenten LH beskrevet som lederen af gruppen. "Skingrende sindssyg" var den 33-årige iraker, der sidder ved siden af os i sofaen, også ifølge LH.

Hos JRK sover hele familien nu i det samme rum. Den ældste af hans tre døtre, hende på seks år, vågner ofte om natten og spørger: 'Hvor er far?' JRK selv tænker meget på LH.

"Alt, hvad der er sket for os, er på grund af ham. Det er hans skyld, og han skal blive dømt for det. Jeg vil aldrig glemme ham," siger JRK.

"Han var vores bror. Vi gav ham al den hjælp, han havde brug for. Som familie, som en bror i islam. Sådan så vi på ham," fortsætter JRK, der inden anholdelsen arbejdede på et slagteri på tredje år. I dag laver han, som han selv siger, "ingenting".

'Jeg vil hellere dø'

'Booom' lyder det fra hoveddøren.

Vi er tilbage ved anholdelserne natten mellem den 4. og 5. september 2006.

'Boom, boom'. Tre gange i alt hurtigt efter hinanden. Klokken er 02, og RD er lige faldet i søvn. Det tog ellers sin tid. Han havde ligget og vendt og drejet sig i over en time. Han er endelig døset hen, da han bliver vækket af de voldsomme brag.

"Jeg troede, at det var køleskabet, der væltede," fortæller RD og griner lidt af sig selv.

Det er ikke køleskabet. RD er vågnet og ser en sortklædt mand med et våben, der peger mod badeværelset. Manden får øje på RD, der har sat sig op i sin seng. Han vender sit våben mod RD, der kan se den røde plet fra sigtet på sit bryst.

"Rør dig ikke. Rør dig ikke. Det er politiet. Forhold dig i ro," lyder det fra en kraftig dyb mandestemme.

Bag manden marcherer en hær af betjente ind i lejligheden.

"Ned på maven," siger de. Men RD kan ikke røre sig. Han er stiv af skræk. Eller det vil sige: Ikke helt stiv, for han ryster kraftigt over hele kroppen. Fra rummet ved siden af hører han sin mor skrige.

"Klokken er 02.07. Du er anholdt," siger manden med den dybe stemme, der igen siger, at han er fra politiet. Det tror RD ikke på.

"Jeg har aldrig hørt om, at politiet går sådan ind," siger RD i dag.

Han spørger, hvad han er sigtet for.

"Det får du at vide senere," lyder svaret.

Mændene giver ham en tynd hvid dragt på ud over underbukserne. Hans hænder tvinges om på ryggen og fikseres i plastik-strips. De sidder meget stramt, siger RD og fortæller, at han stadig har problemer med fingrene. De siger knæk, så det kan høres flere meter væk her i moskeen. Om fødderne får han nogle blå poser, "ligesom dem man har på hospitalet eller i svømmehallen". Og så får han en stofpose over hovedet.

"Der er ingen tvivl hos mig mere. Det er ikke politiet. Jeg er på vej til et hemmeligt CIA-fængsel, det troede jeg. Jeg troede ikke på, at det var politiet, når de ikke ville fortælle mig, hvad jeg var sigtet for," fortæller RD.

"Vi transporterer dig ud herfra om lidt," siger de.

RD, der ikke kan se en hånd for sig, bliver ført ud af lejligheden og bugseret ned ad trapperne. Ved hoveddøren hører han en scooter køre forbi, og manden med det faste greb i hans nakke smider sig oven på ham.

"Han vejer som en elefant," husker RD.

RD ser ingenting de næste to timer. Han sidder i et køretøj, som ind i mellem stopper op. RD lytter efter lyden af flyvemaskiner. Det hører han på et tidspunkt, tror han. I virkeligheden var det måske bare lyden fra en skraldevogn, der løftede skraldet op, siger RD i dag. Men på det tidspunkt havde han fuldstændig mistet fornemmelsen for tid og sted med den kvælende hætte over hovedet.

"Jeg vil hellere dø end at skulle derover," tænker den unge mand, der havde hørt, at CIA har sådan nogle fængsler til muslimer.

Konen og døtrene

På Nyborgvej lidt uden for Vollsmose bliver endnu en mand ført ud af sit hjem med en stofpose over hovedet. Han og familien lå og sov, da de sortklædte mænd pludselig står i soveværelset. I modsætning til RD springer den 33-årige familiefar ud af sengen. Det er tyve, der er brudt ind, tror han.

JRK får besked på at lægge sig ned på maven. Konen gemmer sig under dynen, og JRK kan høre sine døtre græde fra rummet ved siden af. Men han gør, hvad han får besked på, efter at politiet har identificeret sig.

"Nå ok, så er det ikke farligt for mig og min familie," tænker han.

De sortklædte politimænd giver ham en hvid dragt på uden på nattøjet og fikserer også hans hænder med plastik-strips bag ryggen. Inden han får stofhætten over hovedet, ser han, at børnene har fået skiftet nattøjet ud med almindeligt tøj. Han undrer sig, men kan ikke gøre noget. Først flere uger senere, mens han sidder varetægtsfængslet, går det op for ham, at politiet også tog hans familie med den nat. Det er en nyhed, han får via tv.

Ikke så langt derfra, på havnen i Odense, sidder AF i en bil sammen med en ven. Pludselig skinner lygterne fra en masse sorte biler ind gennem ruden. I næste nu har mindst 20 betjente omringet bilen.

AF spørger, hvad han er sigtet for.

"Klap i. Det ved du udmærket godt," lyder svaret på havnen.

Først i arresten, hvor AF er blevet tvunget til at skifte sit eget tøj ud med den hvide heldragt, får han at vide, at han er sigtet efter straffelovens paragraf 114.

"Manddrab og fremstilling af bomber," gentager AF alvorligt for os i moskeen.

Dengang kom han til at grine.

"'Du skal fandme ikke grine. Du ender bag tremmer i mange år', sagde de. Så tog jeg det seriøst," fortæller den 20-årige svejser-elev.

Tilbage i Vollsmose bliver flere døre slået ind, og lejlighederne fyldes med de sortklædte politimænd. I alt 11 anholdes den nat. Fem af dem føres ud af deres hjem med hætter over hovedet.

Jeg er bange, men griner

RD ankommer til Odense Politigård klokken 04.25. Først nu bliver hætten taget af ham. En arabisk udseende politibetjent ser ud, som om han ikke bryder sig om den måde, RD er blevet behandlet på, husker RD.

Han bliver smidt ind i en helt hvid celle med en stinkende madras på gulvet.

"Den stinker, som om der er nogen, der har kastet op på den," fortæller han.

RD sætter sig på det kolde betongulv med armene omkring knæene, kun iført den tynde hvide dragt. RD skal på toilettet, men han må vente. Han ved stadig ikke, hvor han er, eller hvad han er sigtet for. Det bliver først oplyst et par timer senere.

Klokken er blevet mellem 6 og 7 om morgenen.

"Det er din tur nu," siger politiet og tager ham ud af cellen.

Første afhøring i Vollsmose-sagen går i gang. Her får RD at vide, at han gennem sine kontakter på internettet er mistænkt for at have sendt folk til Afghanistan og Irak for at kæmpe.

"Jeg begynder at grine. Jeg er bange, men jeg griner," siger han i dag.

"Det her skal nok få dig dømt," siger betjenten og slår på et rødt ringbind, inden RD sættes tilbage i den hvide celle med den stinkende madras.

Han falder i søvn på betongulvet uden at vide, at han senere på dagen vil blive isolationsfængslet i tre dage.

"Kun tre dage. Det går nok," tænker han, da han får det at vide.

Men det ender med 129 dage i isolation efterfulgt af flere måneders 'almindelig' varetægtsfængsling.

"Det er tortur. Man er parat til at sige hvad som helst. Bare man kommer ud," fortæller RD, der under afhøringerne i de kommende måneder siger en del belastende ting om to af de mænd, der nu er dømt for forsøg på terror.

"Jeg løj 90 procent af tiden. Jeg løj, for jeg troede, jeg ville blive løsladt, hvis jeg sagde det, politiet ville høre. Det blev jeg også," sagde RD, da han blev afhørt i vidneskranken i Østre Landsret.

SH bliver også anholdt den nat i Vollsmose.

"Vågn op. Der er politi overalt i Bøgeparken," siger hans lillebror, som ringer klokken 3 om natten.

SH ringer til sine to venner og naboer, de nu dømte AK og MZ, men de tager ikke telefonen. Senere går SH hen til MZ's bopæl. Noget var galt, det kunne han se, siger den 28-årige palæstinenser i dag.

Selv bliver SH anholdt klokken 6.15. Egentlig blev han betragtet som perifær i forhold til den såkaldte Odense-celle, som ifølge PET's civile agent bestod af otte personer. Måske er det også derfor, politiet først tager SH med i de tidlige morgentimer, da han sidder sammen med sin bror og en ven på en bænk. Heller ikke SH kan umiddelbart få at vide, hvad han er sigtet for.

Op ad formiddagen, da han har siddet i "den hvide pipcelle" i nogle timer, får han svaret. Det er blevet 'hans tur' til at blive afhørt, og her siger politimanden, at SH er sigtet efter straffelovens paragraf 114. SH begynder også at grine, husker han.

"Hvad skulle jeg ellers? Græde?"

SH sidder varetægtsfængslet i mere end seks måneder, og i de måneder bliver han afhørt én gang. Hustruen og børnene ser han en time pr. uge, mens en betjent og en tolk holder øje med dem. Før og efter ugens besøg skal han smide tøjet.

"Det er ikke godt for muslimer," bemærker han.

Den eneste anden adspredelse er, når han bliver kørt til kontrol hos lægen. Hvis politiet altså husker det, for det var ifølge SH ikke altid tilfældet. SH har en blodsygdom, der kræver medicin tre gange om dagen. Den får han ikke det første døgn i den hvide celle, selv om hans bror tropper op på politistationen med medicinen.

Den 12. marts i år får SH pludselig at vide, at han skal løslades samme dag. To måneder efter modtager han et brev fra statsadvokaten: "Sigtelserne er frafaldet", står der.

Stoler ikke på nogen

Alligevel siger den 28-årige palæstinenser, at "man har det godt i Danmark".

"Jeg tror ikke, at der er nogen, der vil lave terror her i Danmark. Man sover, spiser og har det godt. Det er slet ikke som i Libanon eller Irak," siger SH, der tabte sig 12 kilo i fængslet og efter løsladelsen fik en blodprop i hjernen.

RD er den sidste, der slutter sin fortælling. Han snakker ikke så tit med folk længere. Mobiltelefonen og computeren smed han ud, da han fik sine ting tilbage fra politiet.

"Jeg tør ikke bruge det mere, jeg stoler ikke på nogen længere," som han siger.

Det meste af dagen sidder han hjemme foran fjernsynet.

"Skal du ikke ud," spørger hans mor.

Men det har RD ikke lyst til. Han har bare lyst til at sidde i lejligheden.

"Efter 129 dage i isolation føles det som frihed for mig," siger den 19-årige mand, der nu kun sætter en fod uden for lejligheden, hvis han absolut skal. Og når han gør - hvis han eksempelvis skal til fredagsbøn i moskeen på Ørbækvej - synes han, at folk undgår ham.

"De er blevet bange for mig," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her