Analyse
Læsetid: 3 min.

Fra aviskrig til gadeslagsmål

Nyhedsavisen fyrede i går knap halvdelen af de redaktionelle medarbejdere. Aviskrigen er slut. Væk er forestillingen om en ny omnibusavis med publicistiske ambitioner. Men de gamle medier kan næppe ånde lettet op - snarere tværtimod
Indland
31. januar 2008
Nyhedsavisen fyrede i går knap halvdelen af de redaktionelle medarbejdere. Aviskrigen er slut. Væk er forestillingen om en ny omnibusavis med publicistiske ambitioner. Men de gamle medier kan næppe ånde lettet op

I sidste uge overlod islandske Baugur aktiemajoriteten i Nyhedsavisen til den danske forretningsmand Morten Lund. I går fik det nye ejerskab konsekvenser: Avisen fyrer 60 af sine 200 medarbejdere - heraf cirka 40 af de 90 redaktionelle medarbejdere.

Der var i går ingen grænser for, hvor synd det var for forretningsmanden Morten Lund. Han gav den som offer i anledning af sparerunden - ifølge Lund var det en stærkt ubehagelig oplevelse at skulle fyre så mange mennesker. "Fuck", sagde han et par gange som for at understrege, at ubehaget kom helt nede fra maven.

Islændingene har mistet i nærheden af en halv milliard på det danske eventyr. Nyhedsavisen taber cirka en million kroner om dagen, og de nye ejere skal angiveligt have forretningen til at løbe rundt inden november. I det lys giver det fin mening at skære virksomheden til, selv om det første hug næppe er nok. Ikke desto mindre markerer fyringerne slutningen på et kapitel i fortællingen om den store danske aviskrig.

Find fem fejl

Se eksempelvis på denne signatur, der afrundede alle mails, som Nyhedsavisens ledelse skrev for halvandet år siden, mens ideen om den nye avis var ung og frisk:

"Nyhedsavisen udkommer fra efteråret 2006 i op til en million eksemplarer. Avisen bliver med ét slag Danmarks største avis - og med hovedkvarter på Holmen i København og regionale redaktioner flere steder i landet vil Nyhedsavisens 100 journalister og fotografer udgive en daglig avis af høj journalistisk kvalitet. Gratis - og i postkassen inden klokken 7 om morgenen."

Blot et par måneder senere blev "en million" rettet til "en halv million". Og alligevel var det ikke svært at se, hvor det gik galt: Nyhedsavisen har ikke og havde ikke brug for 100 journalister - og selv om chefredaktør David Trads havde travlt med at hævde, at Nyhedsavisen skulle vinde respekt for sin journalistik med Cavling-priser, kom det aldrig til at hænge sammen med den avis, han var chefredaktør for. Det var larm og pral.

Man har ikke brug for Cavlingpriser for at fungere som gratisavis - se blot på 24timer. Læserne af Nyhedsavisen vil næppe bemærke, at redaktionen er blevet mindre. Avisen udkommer med under 30 sider hver dag, og annoncerne fylder omkring 60 procent af siderne. Det kræver ikke 100 journalister - og det kræver formentligt heller ikke 50 - at fylde resten af pladsen ud.

Distributionen kom aldrig til at fungere - da medieforskere og konkurrenter skulle forklare islændingenes massive investering, var det ellers med henvisning til liberaliseringen af det danske postmarked i 2009. Faktisk blev det udlagt, som om distributionen ville blive den primære forretning. I går blev ambitionen om et landsdækkende distributionsselskab endegyldigt opgivet, da Nyhedsavisen trak sig ud af Fyn for kun at satse på København og Århus. Væksten i læsertallene skal nu komme fra Arrivas toge og busser - ganske som JP/Politikens 24timer vil drosle ned på husstandsomdelingen.

Sagt på en anden måde: Nyhedsavisen blev lanceret som et frontalangreb på de store etablerede dagblade: Berlingske Tidende, Jyllands-Posten og Politiken. Det første slag er overstået. Den store aviskrig bliver nu afløst af et gadeslagsmål mellem trafikaviserne Nyhedsavisen, MetroXpress, Urban og 24timer.

Tilbage til logen

Nyhedsavisen blev lanceret som en outsider. Direktør Svenn Dam og chefredaktør Davis Trads gjorde meget ud af at fremstille avisen som den frække dreng i klassen, mens de øvrige aviser - med nogen ret - blev betegnet som "logebrødre". Derfor var det også en smule ironisk, da det i går kom frem, at Trads nu vil indtage en plads så centralt placeret i logen, som det næsten er muligt: i Det Berlingske officin lige under landechef Lisbeth Knudsen.

Det kunne ligne et totalt kollaps for Nyhedsavisen, men der er næppe grund til at ånde lettet op på store aviser. Deres oplagstal er stadig i frit fald. Deres forretningsmodel er stadig truet.

Og selvom de klarede kampen mod islændingenes uigennemskuelige planer og store lommer, kan en mindre, men mere realistisk Nyhedsavis vise sig at være en reel udfordring, som modsat islændingenes fantomprojekt ikke går i sig selv igen.

Det er nogle stærkt entreprenante mennesker, der taget teten på Nyhedsavisen, der til trods for fyringer og andre krisetegn øger sit læsertal med 50.000 om måneden. Det er stadig svært at se, om Nyhedsavisen kan bære, og om de nye ejeres ideer er gode nok til at få en forretning ud af læsertallene. Men chancerne er i hvert fald større nu end nogensinde før.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her