Læsetid: 3 min.

Foghs skattebrev kan koste dyrt

Statsministeren brugte valgkampens slutspurt til at advare mod oppositionens ønske om den skattekommission, som han nu selv har nedsat. Det har karakter af Nyrups skadelige efterlønssag, mener flere eksperter
Statsministeren brugte valgkampens slutspurt til at advare mod oppositionens ønske om den skattekommission, som han nu selv har nedsat. Det har karakter af Nyrups skadelige efterlønssag, mener flere eksperter
15. januar 2008

"Hvorfor vil man mon nedsætte en skattekommission, hvis man støtter skattestoppet?"

Det spørgsmål stillede statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) direkte pr. brev til de danske boligejere i valgkampens slutspurt. Budskabet lød endvidere:

"Skattestoppet har betydet en øget tryghed for den enkelte familie. Uanset om man er boligejer eller lejer. Man ved, hvad man har at regne med, og at der ikke kommer skattemæssige overraskelser, som kan vælte privatøkonomien."

Men i sidste uge - blot to måneder efter at Venstre husstandsomdelte advarslen til boligejerne - nedsatte regeringen den selv samme kommission. Og med undtagelse af ejendomsværdiskatten kan kommissionen skrue på de knapper, som den finder nødvendige - "alt er i spil", som kommissionen formand den forhenværende socialdemokratiske skatteminister Carsten Koch betegner kommissoriet.

Præcis samme formulering, som Fogh i sit brev kritiserede Helle Thorning-Schmidt for at bruge.

Og den kovending vækker bred kritik fra både politiske eksperter og støttepartiet Dansk Folkeparti.

DF: Fogh fifler

I kommissoriet står endvidere, at "skattestoppet videreføres uændret før og efter skattereformen". Og det er ifølge DF's skatteordfører, Mikkel Dencker, et de facto opgør med skattestoppet.

"Det er fifleri at nedsætte en kommission. Den måde skattestoppet har været markedsført og håndhævet på, har været et fastfrosset skattesystem, hvor man har oplevet, at skatter kunne sænkes nogle steder, uden at man samtidig har hævet dem andre steder," siger han.

Mikkel Dencker er ikke imponeret af Foghs valgløfter på skatten:

"De håndfaste løfter, man gav i valgkampen, er noget mere flydende nu. Det er vi ret skuffede over," siger DF-ordføreren.

Også formand for Skatteborgerforeningen, Steen Leth Jeppesen, mener, at Fogh løber fra sit valgløfte:

"Der er tale om vælgerbedrag. I valgkampen lovede man ikke at røre ved boligskatten, nu åbner man for at pille ved både rentefradrag og grundskyld - det er barokt og ikke tillidsvækkende," siger han.

Og Foghs tidligere rådgiver, Michael Kristiansen, peger på, at brevet og løfterne kan koste statsministeren.

"Lige nu betyder det ikke noget, men han kan få sine tæsk, når han skal til at implementere reformen. Det her indeholder et element at det, som Poul Nyrup løb ind i med efterlønsgarantien i 1998," siger han.

Men når statsministeren foreløbig er gået fri, skyldes det følge Michael Kristiansen, at Fogh - i modsætning til Socialdemokraterne - har høj troværdighed, når det gælder skattepolitikken.

Oppositionen skal i gang

Og skal kovendingen for alvor give regeringen ridser i lakken, må oppositionen i arbejdstøjet.

"Det kræver, at oppositionen er stærk nok til at gøre det til en dagsorden. Venstre tæppebombede medierne, da Nyrup løb fra sit løfte om ikke at røre ved efterlønnen," siger Michael Kristiansen.

Også valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet mener, at regeringen er i færd med at løbe fra valgløfter. Men i modsætning til Nyrups brudte efterlønsgaranti er skattesagen langt mere speget:

"Det snedige ved Fogh er, at han 'måske-vist-nok-ikke' er løbet fra løfterne endnu. Vælgerne har svært ved at gennemskue, hvad regeringen har gang i," siger Johannes Andersen og understreger, at også oppositionen havde sin andel af kovendinger i valgkampen.

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Jørgen Elklit undrer sig over, at Fogh vil risikere at sætte sin troværdighed over styr, men han understreger, at kritikken også ville være markant, hvis ikke statsministeren tog fat på en skattereform. Skattekommissionen skal nu arbejde i et år, og om Foghs initiativer vil ligne en kopi af efterlønsskandalen vil kun tiden vise, påpeger Jørgen Elklit: "Nu er sagen skudt til hjørne, og der ligger den godt i et år eller mere," siger han.

Ifølge VU-formand Thomas Banke har valgresultatet og ønsket om bredt samarbejde nødvendiggjort en ideologifri skattekommission.

"Og det er fint nok, hvis slutresultatet bliver, at man får de hidtidige VK-skattelettelser til at ligne det rene ingenting," siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nu har lige præcis Fogh jo en blakket fortid med hensyn til offentlige finanser, så at han skulle have "høj troværdighed" på skattepolitik må vist være en liberal fantasi.

Derimod kan det ikke undre at højrefløjen vil have en skattekommission. Den skal legitimere de skattelettelser som de med garanti allerede har besluttet at gennemføre, og som utvivlsomt vil have social slagside. Måske begrundet i behovet for at "øge væksten i den private sektor" eller en lignende floskel.

Det som kan undre var at der var så mange vælgere som troede på Foghs skæmmekampagne (og ja, der skal stå "skæmme", uden "r") under den nylige valgkamp. Mon ikke der er en del af dem som inden længe vil have selvransagelse nok til at fortryde?

Alle mulige konspirations filosofier og Fogh's blakkede ry til trods :
Situationen er afhængig af forslaget og hvordan begrundes.
Hvis iagttagere og andre tror anderledes undervurderer de vælgerne.

Problemet med efterlønsændringen var ikke at den blev genneført, men at Nyrup kort tid før benægtede at der var et' problem, selvom han godt vidste at efterlønnen udgjorde et social og økonomisk problem.