Nyhed
Læsetid: 2 min.

Frit lejde for USA i Grønland

Lufthavnen i Narsarsuaq bliver ikke systematisk kontrolleret for illegale fangetransporter, selvom kun to privatfly bruger lufthavnen om dagen. Og myndighederne har slet ingen kontrol over Thule-basen
Indland
1. februar 2008

Det er ganske let for USA at bruge Grønland som transit for illegale fangetransporter.

Selvom det grønlandske landsstyre i flere år har haft mistanke om, at CIA har brugt lufthavnen som mellemstation for illegale fangetransporter, er flyene i lufthavnen ikke blevet systematisk undersøgt.

"Vi har ikke mulighed for at inspicere flyene. Det er en politisag. Og politiet har heller ikke foretaget en systematisk kontrol," siger direktøren for Grønlands Lufthavnsvæsen, Jesper Juhl.

Alligevel er han ret sikker på, at der ikke har været fanger om bord på flyene.

"Det er svært at gemme fanger i dem, uden at de kan opdages. Det er jo ganske små fly, og når de lander, bliver dørene åbnet, piloterne skal ud, og flyene skal tankes op," siger han.

Ingen kontrol

Jesper Juhl erkender dog, at myndighederne ikke kontrollerer, hvad der ligger i lastrummet.

Den usystematiske kontrol af flyene bunder også i, at ansvaret falder mellem flere stole. Det er nemlig de danske lufthavnsmyndigheder, som har ansvaret for flysikkerheden og den tekniske stand for de omkring 650 privatfly, der lander og letter i Nasarsuaq hvert år.

Men ifølge kommunikationschef i Statens Lufthavnsvæsen, Thorbjørn Ancker, er de danske myndigheder ikke til stede til daglig i lufthavnen.

Øget kontrol

Det grønlandske medlem af Folketinget for Siumut, Lars Emil Johansen, begrunder den manglende kontrol med, at det er Danmark, der er ansvarlig for den grønlandske udenrigs- og sikkerhedspolitik.

"Så længe udenrigskompetencen er på danske hænder, har vi jo haft tillid til, at de danske myndigheder sikrede, at Grønland ikke blev brugt af hemmelige CIA-fly," siger han.

På baggrund af de nye afsløringer vil Lars Emil Johansen dog arbejde for, at de grønlandske myndigheder fører øget tilsyn med flytrafikken: "Der er ingen tvivl om, at vi skal stramme kontrollen med lufthavnene i Grønland. Det er en konklusion, vi måske kunne have draget tidligere, men vi har jo stolet på de danske myndigheder," siger han.

Men det er langt fra sikkert, at en øget kontrol med lufthavnen i Narsarsuaq vil kunne forhindre kommende fangetransporter.

Selvom det er noget af en omvej, kan amerikanerne nemlig uden problemer bruge Thulebasen i det nordlige Grønland som transit for fangetransporter.

"Grønland og Danmark har ingen som helst mulighed for at kontrollere trafikken ind og ud af Thulebasen. Det er udelukkende amerikanerne, som styrer det," siger en tidligere central medarbejder i den grønlandske administration.

Ifølge den oprindelige Thule-aftale fra 1953 har amerikanerne fuld rådighed over Thulebasen, så længe Danmark er medlem af NATO.

Rasende grønlændere

I går fortsatte de grønlandske politikere deres anklager mod regeringen for ikke at have undersøgt beskyldningerne om illegale fangetransporter til bunds trods mange opfordringer.

Mest markant fra tidligere landsstyremedlem for udenrigsanliggender i Grønland, Josef Motzfeldt. Han havde ansvaret for udenrigsområdet, imens fangetransporterne stod på.

"Kernen i denne sag er, at den danske regering med støtte fra Dansk Folkeparti har løjet over for Folketinget og Grønlands Landsstyre", siger Josef Motzfeldt til grønlandske KNR.

Også det grønlandske folketingsmedlem for Inuit Ataqatigiit, Juliane Henningsen, langer hårdt ud efter regeringen:

"Der skal straks tages skridt til, at Grønland ikke stiller lufthavne og luftrum til rådighed for aktiviteter, der ikke overholder menneskerettighedskonventioner, og som fører til, at mennesker torteres verden over," siger Juliane Henningsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her