Læsetid: 5 min.

Da Hjorten stak hovedet ind i kulturens hule

Med sit forslag om at stramme op på reglerne om supplerende dagpenge, røg beskæftigelsesministeren med hovedet først lige ind i kulturlivet. Det vil gå ud over litteraturen, musikken, teatret, lød protesterne fra kulturlivet. Mens andre mente, at det ikke var mere end ret og rimeligt, især når Danmark fattes hænder
Med sit forslag om at stramme op på reglerne om supplerende dagpenge, røg beskæftigelsesministeren med hovedet først lige ind i kulturlivet. Det vil gå ud over litteraturen, musikken, teatret, lød protesterne fra kulturlivet. Mens andre mente, at det ikke var mere end ret og rimeligt, især når Danmark fattes hænder
12. januar 2008

Pludselig stod beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V), bred og mægtig, midt i kulturlivet. Midt i finlitteraturen, eksperimentalteatret, rapmusikken. Lige ved siden af den fattige, men geniale digter på tagkammeret. Der havde Claus Hjort Frederiksen godt nok aldrig befundet sig før. Det var slet ikke meningen. Det var et stort kulturchok for beskæftigelsesministeren. Det eneste, han havde gjort, var jo sådan set at passe sin metier. At forsøge at få alle sine danske svende i arbejde. Også alle dem, der arbejder mindre end 30 timer om ugen, og som derfor kan gå direkte hen til kasse 1 og få suppleret deres løn med dagpenge fra det offentlige. Det er der cirka 32.000 mennesker, der gør i dagens Danmark.

Det er her, Claus Hjort Frederiksen ønsker at stramme op. Fremover skal der skæres ned på den periode, hvori man som deltidsarbejdende kan modtage supplerende dagpenge. Det udløste straks en hed debat, som først og fremmest viste sig at tage udgangspunkt i den kendsgerning, at det navnlig inden for kunst- og kulturlivet er meget udbredt, at musikere, skuespillere o.a. i en usikker og omskiftelig jobsituation lægger dagpengene oveni deres sporadiske indtægt.

Det kan derfor vise sig at blive et særdeles alvorligt anslag mod mangfoldigheden og levedygtigheden i det danske kulturliv, hvis beskæftigelsesministerens stramningsforslag føres ud i livet.

"Dagpengeforslag vil tvinge kulturlivet i knæ," proklamerede en overskrift i Politiken i søndags. Og i selve artiklen var formanden for Dansk Artist Forbund, Lena Brostrøm Dideriksen, og formand for Dansk Skuespillerforbund, Henrik Petersen, enige om de fatale konsekvenser.

Fastansatte skuespillere a la DDR

Dansk Artist Forbund har cirka 1.500 medlemmer, primært musikere inden for pop og rock, og mange af dem modtager supplerende dagpenge. Hvis denne mulighed forsvandt, konkluderer Lena Brostrøm Dideriksen, ville det meste være forandret for forbundets medlemmer:

"Det er kun de allerstørste stjerner og plakatbærende navne som Nephew og Sanne Salomonsen, der ville overleve. Alle de musikere, der hver dag kæmper på hitlisterne på P3 og andre radiokanaler, vil få store problemer."

Henrik Pedersen gør opmærksom på, at der inden for kulturlivet eksisterer særlige arbejdsforhold, som gør det meningsløst at operere med arbejdsmarkedets gængse regler om f.eks. opslåede stillinger og fuldtidsstillinger: "Du ser jo ikke Per Fly sætte en annonce i avisen, hvor han søger hovedroller. Det foregår gennem lukkede netværk. (-) De fleste skuespillere arbejder ikke i hverken fuldtids- eller deltidsstillinger. De bliver ansat i korte perioder på helt ned til en enkelt dag ad gangen i forbindelse med en filmproduktion eller en tv-serie, og lønningerne er altså ikke så høje, at det kan hænge sammen, hvis ikke man har mulighed for at modtage supplerende dagpenge i de mellemliggende perioder. Det var altså stort set kun i 1920'ernes og 1930'ernes Hollywood, at man fastansatte skuespillere og instruktører."

I Information fra i tirsdags er formand for Danske Filminstruktører, Jens Loftager, inde på tilsvarende absurde billeder i forhold til fastansættelser i filmfaget.

"Jeg har svært ved at forestille mig, at man kunne skabe et lønningssystem - så ender vi måske med noget á la Østtyskland 1963. Her laver man måske nogle livstidsfastansættelser inden for teater og film, men har kun råd til at give 10 mennesker ansættelser, og de skal stå for hele kulturudbuddet."

Man ser det for sig. Legenderne fra Hollywood og folkeartisterne fra Østtyskland på slap line i dagens Danmark. Det kan næppe lade sig gøre. End ikke med Claus Hjort Frederiksen som cirkusdirektør. Det vigtigste er dog også stadig at få styr på noget andet, nemlig debattens mest principielle spørgsmål. Er de supplerende dagpenge i virkeligheden ikke en skjult kunst- og kulturstøtte?

Teaterdirektør på Mungo Park, Martin Lyngbo, svarede bekræftende på spørgsmålet i Deadline på DR2 og tilføjede, at det ville "ændre grundvilkårene for branchens måde at fungere på", hvis denne mulighed forsvandt. Lyngbo mente, at problemet var, at der i øjeblikket ikke var noget alternativ til dagpengene.

"Stort set hele branchen består af freelancere. (-) Spørgsmålet er, om systemet ikke er forældet og trænger til revision. Kunst fungerer dårligt på markedsøkonomiske vilkår. Kunst fungerer på gaveøkonomiske vilkår."

Som eksempel på sidstnævnte fremhævede Lyngbo både H.C. Andersens økonomiske konditioner som forfattergeni og kunstens betingelser i renæssancen. Og det er vel her et sted, problematikken begynder at glide Claus Hjort Frederiksen af hænde. At gøre ham en kende utålmodig og irriteret. Han vil jo blot have folk til at få hænderne op af lommen og rubbe neglene, så vi kan komme videre med forretningen 'Dansk Økonomi & Vækst'.

En leder i Ekstra Bladet i søndags så ud fra dette perspektiv positivt på Frederiksens stramningsforslag: "I en tid med en historisk lav arbejdsløshed og en voldsom mangel på arbejdskraft forekommer den tanke ganske logisk". Men så skred problematikken i lederen atter over på kulturområdet: "Nogle deltidsarbejdsløse benytter den understøttede fritid til at blive bedre til at spille guitar, at skrive digte eller noget helt tredje, som nok kan gavne både den enkelte og i nogle tilfælde også samfundet. Men dagpengesystemet er ikke skabt for at støtte kulturen. Det har vi andre redskaber til".

Så er vi fremme ved den grænse, hvor beskæftigelsesministeren renoncerer. Alt det med de skønne kunster og de sære genier har han folk til. Eller som han formulerede det i Politiken i søndags: "Min opgave er at varetage den generelle arbejdsmarkedspolitik. Hvis man inden for kulturlivet har nogle problemer, hvor man i perioder skal tage nogle særlige hensyn af kulturelle grunde, så hører det hjemme i Kulturministeriet".

Musestille Mikkelsen

Kulturminister Brian Mikkelsen, kom frit frem! Det vil han bare ikke. Ifølge Politiken ønsker han slet ikke at kommentere sagen: "Han siger, at arbejdsmarkedsspørgsmål hører hjemme i Beskæftigelsesministeriet". Ringen er sluttet.

Vi må således slå fast, at det danske kulturliv er i en kattepine. Trængt mellem den geskæftige Frederiksen og den musestille Mikkelsen. Dog - det kan blive værre endnu. Hør blot arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti: "Vi skal have et kulturliv, der svarer til det, som tilskuerne vil betale for. Bare fordi der måske er nogle lidt specielle forhold på kulturlivets område, så er det ikke ensbetydende med, at de skal fritages fra de generelle regler".

Eller direktør Peter Aalbæk Jensen fra Zentropa - en ren he-man på området for dagpenge og kulturliv: "Vi er ikke tjent med at være fredet. Kunstnere vil altid hutle sig igennem. Derfor har jeg mere respekt for dem, der melder sig ud af a-kassen og klarer sig på må og få. (-) Selvfølgelig er det svært at være med i 'Sommer' søndag aften og stå på lageret mandag morgen, men det er der ingen, der tager skade af. Og slet ikke, når samfundet fattes hænder".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ralph Sylvestersen

"især når Danmark fattes hænder"..- og hvad fattes der hænder til? - til at bære brænde til det bål der brænder planeten af!