Læsetid: 2 min.

Kommission anbefaler veje, veje og veje

Flere motorveje er Infrastrukturkommissionens bedste bud på at løse problemerne med trængsel og miljøbelastning – bilerne er fredet. Forsker kalder de konkrete forslag for noget uambitiøse
I myldretiden er trængslen på Hillerødmotorvejen i dag så stor, at cyklisterne ofte overhaler bilerne. Infrastrukturkommissionen foreslår det problem løst med større og flere veje.

I myldretiden er trængslen på Hillerødmotorvejen i dag så stor, at cyklisterne ofte overhaler bilerne. Infrastrukturkommissionen foreslår det problem løst med større og flere veje.

10. januar 2008

Infrastrukturkommissionens længe ventede rapport, der fremlægges i dag, er intet benhårdt opgør med bilismen. Tværtimod vil kommissionens kritikere nok snarere kalde rapporten en slet skjult hyldest til den firhjulede, menneskets bedste ven.

Rapporten har så at sige sat udviklingen på automatpilot og lagt kursen derefter. Forudsætningen står nemlig urokkeligt fast: Vejtrafikken vokser ifølge prognoserne med 70 procent frem mod 2030. Basta. Og hvad gør man så? Kommissionen har således ikke haft til opgave selvstændigt at forestille sig andre scenarier end vækstens og den slagne vejs.

Derfor anbefaler kommissionen, hvilket allerede for længst er sluppet ud til offentligheden, mange nye og bredere veje, så de stadigt flere biler forhåbentlig på visse strækninger undgår at komme alt for meget i vejen for hinanden. Det er nemlig trængslen, der bekymrer mest, ikke miljøet, som dog lige er nævnt et par steder.

Veje og atter veje

På Sjælland vil kommissionen anbefale bl.a. en østlig ringvej i København via havnetunnel og en ny ringvej mellem Helsingør og Køge via Hillerød og Roskilde.

Bilisterne kan givetvis også glæde sig til, at motor- og motorringveje udbygges med flere spor, så der virkelig kan køres på række og rad.

På Fyn og i Jylland vil man gerne have udbygget motorvejen fra Odense til Århus. En anden mulighed er at opføre et helt nyt kæmpemæssigt motorvejsanlæg fra Kolding til Støvring syd for Aalborg via Viborg. Det kræver ganske vist nedlæggelse af en del natur, men anses nødvendigt for bilismens fremme af kommissionen, hvis forkvinde er akademiingeniør Birgit Aagaard-Svendsen, der tidligere har arbejdet for blandt andet Storebæltsforbindelsen.

Flere bilbroer skal der også til. Der foreslås ekstra vejkapacitet over Vejle Fjord samt endnu en Lillebæltsforbindelse, hvilket så bliver den tredje.

At kommissionen ikke vil satse drastisk på kollektiv trafik, betyder dog ikke, at for eksempel togpassagererne helt er glemt. Således tænker man sig en letbane i Århus og en storkøbenhavnsk letbane i Ring 3-korridoren, dog helt uden afstikkere til indfaldsveje, nye boligområder eller andre politisk følsomme steder.

Der vil sikkert også komme kapacitetsudvidelser på jernbanen mellem blandt andet København og Ringsted.

Et lille skridt fremad

Trafikprofessor Otto Anker Nielsen fra Danmarks Tekniske Universitet vurderer, at Infrastrukturkommissionens anbefalinger er et skridt i den rigtige retning, omend ikke ambitiøst nok til at løse problemerne med trængsel og miljø.

Først og fremmest er det positivt, "at indsatsen og midlerne koncentreres der, hvor der er problemer. Det er helt overvejende i Hovedstadsområdet, mens man kan forudse, at der om få år vil være tilsvarende problemer i Østjylland," mener Otto Anker Nielsen, som også er tilfreds med forslag om brug af intelligente trafiksystemer (ITS).

"Det er godt med en samlet plan for klima og transport, men kun fornuftigt, hvis man her også inddrager byplanlægning, teknologiudvikling og økonomiske virkemidler såsom skattepolitik. Hvis man vil sikre, at transportsektoren skal nå de nuværende klimamål, skal hele paletten i spil," siger Otto Anker Nielsen, der tillige efterlyser elektrificering af jernbanenettets hovedstrækninger.

Hans væsentligste anke mod den samlede rapport er imidlertid, "at den kollektive trafik ikke bliver effektiv nok til for alvor at ændre transportmiddelvalg."

Og så er man vel lige vidt - eller kun halvvejs.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Men husk, at "letbane" er nysprog for "sporvogne", der blev et fyord i Danmark efter nedlægningsfadæsen i begyndelsen af halvfjerdserne.