Kommentar
Læsetid: 4 min.

Kontraktpolitik går ud over den fri forskning

Reformen af universiteterne har ført til, at der ikke bare er kontrakt for universitetets udvikling, men også for hver eneste instituts mål og i stigende grad også den enkelte forskers arbejde. Men kontrakter går dårligt i spænd med fri forskning og innovation. Den mindskede frihed og manglende indflydelse på universiteterne fører til nye protestformer, viser ny forskning
Samtidig med at universiteterne er blevet selvejende og har fået større autonomi fra staten, er der blevet indført kontrakter mellem universiteter og ministerium og hele vejen ned til den enkelte forsker. Her Aarhus Universitet.

Samtidig med at universiteterne er blevet selvejende og har fået større autonomi fra staten, er der blevet indført kontrakter mellem universiteter og ministerium og hele vejen ned til den enkelte forsker. Her Aarhus Universitet.

Anders Brohus

Indland
16. januar 2008

Reformen af de danske universiteter har gjort det langt nemmere for politikerne at få ført deres mål ud i livet i auditorier, kontorer og laboratorier. For samtidig med, at universiteterne er blevet selvejende og har fået større autonomi fra staten, så er der blevet indført kontrakter mellem universiteter og ministerium og hele vejen ned til den enkelte forsker.

Det er professor Susan Wright og forskningsassistent Jakob Williams Ørberg fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole på Aarhus Universitet, der har undersøgt universitetsreformen fra 2003 og dens effekter. Det har de gjort via interview, læsning af lovmateriale, dokumenter fra ministeriet og analyser af den offentlige debat om universitetsloven igennem de sidste fire år.

En af deres konklusioner er, at universiteterne i dag er styret via en kæde af kontrakter mellem ministeriet og den øverste universitetsledelse og hele vejen ned til det enkelte institut og ofte endda den enkelte forskergruppe og forsker.

I deres netop offentliggjorte artikel i det internationale tidsskrift Learning and Teaching viser de, hvordan ansvaret for at leve op til regeringens politik er blevet outsourcet til universitetet og forskerne. Dette betyder på ene side, at universitetsledere og det videnskabelige personale - i hvert fald på papiret - kan manøvrere mere frit, men deres økonomiske overlevelse er i stigende grad blevet mere afhængig af, hvor godt de opfylder de mål, som regeringen har.

Udviklingskontrakterne, som er universiteternes liste over, hvilke mål de skal nå i de kommende år, er et af de tydeligste eksempler på den udvikling, mener de to forskere. Kontrakterne eksisterede også før universitetsloven, men efter 2003 har de fået en langt større betydning, mener de to forskere.

"Universiteterne skriver godt nok selv udviklingskontrakterne, men ministeriet sender en ønskeliste over, hvad kontrakten skal indeholde. Derudover bliver indholdet af kontrakten også diskuteret på plads med ministeriet," forklarer Susan Wright.

Alle har en kontrakt

Kontrakternes kunstgreb er imidlertid, at universiteterne også internt laver kontrakter. Rektor skriver kontrakt med dekanen, dekanen med institutlederen og institutlederen laver aftaler med den enkelte forsker.

"Medarbejderudviklingssamtalen bliver nogle steder brugt til at fastlægge, hvordan den enkelte ansatte skal bidrage til instituttets forpligtelser det kommende år, mens man andre steder laver en egentlig handlingsplan for den enkelte forsker," siger Susan Wright.

Kontrakten er et vigtigt værktøj overalt i det offentlige. Fordelen for politikerne er, at den i højere grad end tidligere gør den enkelte offentligt ansatte ansvarlig for at føre politikernes projekter ud i livet end tidligere, forklarer Jakob Willams Ørberg:

"Universiteterne er blevet underlagt den samme modernisering som andre institutioner i den offentlige sektor, når det gælder kontrakter og styring efter præstation. Spørgsmålet er bare, om den styring harmonerer særlig godt med forskernes arbejdsprocesser. Før kunne den enkelte forsker selv disponere over sin tid, nu er det til forhandling, hvornår der skal forskes og i hvad, for institutionens økonomi er i langt højere grad afhængig af den enkeltes præstation."

Kontrakterne kan også gøre det svært at være spontan og kaste sig ud i innovation og lave projekter i samarbejde med omverdenen, mener Susan Wright:

"Kontrakterne skaber en spænding til andre politiske ønsker til universiteterne - innovation og samarbejde med omverdenen - fordi kontrakterne handler om kontrol, mens innovation og samarbejde kræver en høj grad af fleksibilitet for at kunne trives."

Hun mener, at kontrakterne risikerer at skabe en konservatisme på universiteterne, hvis ikke ledelsen er i stand til at administrere kontrakterne, så de tager hensyn til den enkeltes gode ideer og nye initiativer.

"Spændingerne i det nye styringssystem kommer særligt frem i institutlederens rolle, som har fået meget større vægt i og med, at institutbestyrelserne er blevet nedlagt. Det er blevet op til institutlederen selv at finde ud af, hvordan de vil inddrage forskerne i deres beslutninger. Den danske universitetslov går ud fra, at alle institutledere er gode ledere, mens man i andre landes love tager udgangspunkt i, hvad worst-case-scenariet kunne være. Det er en svær situation for institutlederne, fordi de har en kontrakt med ledelsen, men samtidig står uden et organ, hvor de kan mediere mellem ledelse og ansatte," siger Susan Wright.

Indflydelse via pressen

Den manglende indflydelse på institutionen og egen arbejdssituation betyder ifølge de to forskere, at akademikerne er begyndt at søge indflydelse på nye måder.

"Hvis vi kigger på universiteter i udlandet, som har en lignende styreform, så er tendensen, at akademikerne prøver at påvirke ledelsen ved at gå til medierne. På Harvard lykkedes det de ansatte at slippe af med en upopulær rektor ved privat at lægge pres på bestyrelsesmedlemmer, holde mistillidsafstemninger og ved at gå til medierne med deres utilfredshed. Selv for et universitet som Harvard er dårlig presse en alvorlig sag," siger Susan Wright og påpeger, at RUC-forskernes aktive brug af pressen kan fortolkes på samme måde.

Jakob Williams Ørberg fremhæver protesten mod en ny intern tildeling af forskningsmidler på Det Humanistisk Fakultet på Københavns Universitet som et andet eksempel. Her tog menige ansatte for knap et års tid siden sagen i egen hånd og begyndte at blogge, lave en underskriftindsamling samt arrangerede et par offentlige protestmøder. De ansattes manglende adgang til at påvirke ledelsen igennem demokratisk valgte organer på universitetet betyder også, at fagforeningerne står til at få en anden rolle på universiteterne.

"Juridisk set er samarbejdsudvalgene, hvor de forskellige faggruppers tillidsrepræsentanter sidder, det eneste sted, hvor ledelsen er forpligtet til at svare på personalets spørgsmål. Derfor ændrer fagforeningernes rolle på universiteterne sig. Hvor de tidligere tog sig af rent personalemæssige spørgsmål for den enkelte, bliver de i dag nødt til i højere grad at tage sig af mere politiske og strategiske sager. Samarbejdsudvalgene kan dog ikke helt erstatte institutbestyrelserne," siger Susan Wright og henviser til, at de ansatte er begyndt at danne alternative organer parallelt med de officielle råd og nævn på universiteterne for at udfylde det demokratiske tomrum, der er opstået efter universitetsloven.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Et stort problem med kontraktpolitikken på universiteterne (og andre steder) er den enorme mængde tid der går med den. Der skal udformes strategier, strategierne skal afstemmes med de krav, der kommer oven fra, de ansatte skal finde måder at tilpasse sig strategierne (enten via "kreative omgåelser" eller via nyorientering).
Det værste er nok, at strategierne og kontrakterne kræver målbare resultater, dvs. der skal findes måder at måle kvalitet, og hvis det er for svært viser historien allerede, at så finder man bare noget andet at måle. Og det man måler medfører så adfærdsændringer - bl.a. vil vi nok i de kommende år se, at dansk forskning inden for samfundsvidenskab og humaniora vil blive mindre rettet mod en dansk offentlighed, da vi skal publicere mere i internationale peer-reviewede tidsskrifter - så forskningen vil blive til mindre gavn for fx det danske uddannelsessystem, den danske kulturelle verden, det politiske og offentlige system, den almene offentlighed i aviser etc. - Tilmed kræver målingerne indberetninger, evalueringer, monitorering, etc. - altsammen ting der er tidskrævende, går fra den egentlige forskning og undervisning og som der ikke er afsat ekstra midler til. Oven i den tid der går med det, føles det frygteligt ørkesløst og tærer på motivation og arbejdsglæde...

Vi mangler i ekstrem grad en måde at synliggøre disse omkostninger! Pt. ser de desværre gratis ud set fra oven, vi har været gode til at finde retoriske omskrivninger a la at det skulle være muligt at beholde det høje niveau samtidig med at man skærer i tid og ressourcer, de er for tekniske og svære at bringe ind i debatten. Resultatet er, at man først får øje på omkostningerne når institutionerne bryder sammen. Hvordan synliggør man, hvad kontraktpolitikken koster i ringere effektivitet og kvalitet?

Jeg blev ikke så meget klogere.

Der behøver vel ikke at være noget i vejen med kontrakter. Det vigtigste må være, hvad de indeholder, og hvordan de administreres.

Noget tyder godt nok på, at det er blevet for stramt og konformt, men det er svært at vurdere udefra.

Jeg synes, at det er en god idé, hvis forskerne bruger pressen. Men det ville nok være mere interessant, hvis de også kom med udførlige eksempler på konkrete gode forskningsprojekter, som er blevet afvist, forsinket eller ødelagt af "kontraktmetoden".

Jakob, dit spørgsmål eksemplificerer problemet: forskning er (var!) fri, fordi resultatet er ukendt. Man kan derfor ikke vide, hvilke afviste projekter, der lider under nyordningen! Det er en strukturel forringelse, der potentielt, læs: utvivlsomt, vil have katastrofale konsekvenser for forskningen i dette land (og ingen andre lande ville drømme om noget tilsvarende).
Desværre tror jeg, at logikken eller mangelen på samme skyldes den fornærede opfattelse hos vores ultraliberale regering, at det kan være ligemeget med forskningsresultater fra så lille et land som vores.