Baggrund
Læsetid: 5 min.

Mangel på håb i 'Skammens Bælte'

Barack Obama scorede overvældende blandt South Carolinas sorte vælgere, men i et fattigt hjørne af sydstaten er skepsis mod hvide stadig rodfæstet. Sorte føler, de er andenrangsborgere
Barack Obama-tilhængere ved et valgmøde i Columbia, South Carolina. Obama havde godt fat i de sorte vælgere i South Carolina. Næsten 80 procent af dem satte kryds ved ham, og det gav ham en sikker sejr ved weekendens primærvalg i staten.

Barack Obama-tilhængere ved et valgmøde i Columbia, South Carolina. Obama havde godt fat i de sorte vælgere i South Carolina. Næsten 80 procent af dem satte kryds ved ham, og det gav ham en sikker sejr ved weekendens primærvalg i staten.

Olivier Douliery

Indland
28. januar 2008

SMOAKS, South Carolina - Det er sent fredag eftermiddag i Bethel Forenede Metodist-kirke i denne lille provinsflække langt pokkeri vold fra demokraternes valgkamp. Hele dagen har en gruppe kvinder og mænd serveret grillkylling med makaroni og sød isté til medlemmer af den afro-amerikanske menighed.

De samler penge ind til deres kirke, og gæsterne kan selv bestemme menuprisen.

Alle vender blikket mod døren, da den bliver åbnet af en hvid mand. Nej, præsten er ikke til stede, siger de. Hun er ude. Men er De sulten? Vil De lægge en skilling til vores kirke?

Det kræver ikke den store opfindsomhed at finde oversete egne med dyb fattigdom og knaphed på håb i South Carolina. Tag motorvejen Interstate 26 sydpå og videre ad Interstate 95 mod havnebyen Savannah i Georgia, hvorfra bomuld - plukket af negerslaver - engang blev udskibet og gjorde hvide plantage-ejere stenrige.

Striben af fattige småbyer på begge sider af I-95 er fornylig blevet døbt "Skammens Bælte" i en amerikansk dokumentarfilm. Det er her, at efterkommerne af afrikanske slaver stadig lever - stort set negligeret af South Carolinas medier, politikere og præsidentkandidater.

"Den eneste kandidat, der har afholdt valgmøde i Walterboro (Colletons amts største by, red.) er Bill Clinton - og han er jo strengt taget ikke kandidat," fortæller James Mixon, et ledende medlem af kirkens menighed og tekniker for et lokalt gasselskab.

Den gamle plantage

Kort efter afkørslen til rute 61 toner en samling forfaldne huse frem. I et af dem findes en bar. Trods vinterkulden står døren åben. Indenfor varmer mænd og kvinder sig omkring en brændeovn. En ung kvinde siksakker i beruset tilstand ind ad døråbningen med en dåse øl i hånden, mens en venligt smilende sort lastbilchauffør bærer den ene kasse øl efter den anden ind i et lokale, som emmer af apati og håbløshed.

En snes kilometer videre ad landevejen ligger metodist-kirken på en stille sidevej, isoleret fra Smoaks - et sted, der næppe kvalificerer sig til at være en by. Midt i byen står et stort hvidt hus i fem etager bygget i viktoriansk stil og omgivet af en nydelig anlagt have og spanske mostræer.

Det var her, den hvide plantageejer havde til husei gamle dage. Spredt i en cirkel omkring huset boede slaverne, hvoraf mange blev på plantagen som daglejere efter slaveriets ophævelse. Plantagens mønster er altså bevaret, selv om den forlængst er forsvundet.

Udover små landbrug, hvor bønder stadig dyrker bomuld, sojabønner og tobak, er den eneste arbejds-giver i Smoaks en lille fabriki en rød murstensbygning, hvor det amerikanske flag bliver produceret. Alle ansatte er sorte kvinder. Ejeren er hvid - ligesom familien, der bor i den store hvide villa.

James Mixon og hans yngre ven i kirken, Lamont Hodges, er vokset op på egnen. De taler vidende og lidenskabeligt om dette glemte sydøstlige hjørne af sydstaten, mens kvinderne sidder og lytter i behørig afstand uden at bryde ind.

"Vi har ikke forstand på den slags, og da slet ikke politik," bemærker en kvinde.

Præsident Obama

Kvinderne vil ikke ud med, hvem deres foretrukne kandidat er. Det tager også noget tid for Mixon og Hodges at bløde op. De vil begge stemme på Barack Obama.

"Noget af det er min stolthed over en sort mand, der kan blive præsident. Men det er også, fordi jeg kan fornemme, at han forstår vores situation. Han vil kunne hjælpe os. Men han skal ikke være de sortes præsident. Han skal være Amerikas præsident," forkynder Mixon.

Men de to mænd er ikke sikre på, at en præsident Obama vil få det let i Washington.

"Han siger de rigtige ting om sygesikring og arbejdspladser. Men hvis nu republikanerne får flertal i Kongressen," grubler Hodges, der er butiksekspedient.

"En sort præsident og en hvid Kongres!"

Lørdag aften - et døgn senere - vinder Obama sensationelt South Carolinas primærvalg i en jordsskredssejr med 55 pct. af stemmerne. Næsten 80 pct. af de sorte vælgere sætter kryds ud for hans navn. Men det virkeligt banebrydende er, at 24 pct. af de hvide demokrater i en konservativ sydstat stemmer på en sort politiker. I 1988 vandt Jesse Jackson syv pct. af de hvide stemmer i South Carolina.

Det er lykkedes for Obama at overleve en uge med spærreild fra Clinton-lejren og trænge igennem med et budskab, som vækker genklang. På det sidste valgmøde fredag siger kandidaten:

"Jeg er træt af at møde folk, hvis arbejde er flyttet til udlandet, så de må klare sig på egen hånd. Jeg er træt af at møde skolelærere, som må tage måneskinsarbejde for at overleve og betale for elevernes skolebøger af deres egen lomme. Jeg er træt at at møde unge, som har ønsket om og viljen til at gå på college, men ikke pengene, og hvis de tager et lån, skal de betale ågerrenter ..."

Forfaldne skoler

I "Skammens Bælte" finder man skoleklasser med 35 elever og én lærer.

"Hvordan skal vores børn få en ordentlig uddannelse uden opmærksomhed," spørger Hodges.

Den nærliggende mellemskole i byen Ruffin blev bygget i 1953.

"Vi har ikke penge nok til at renovere bygningen," fortæller forstander Harry Jenkins.

"Vi mister konstant gode lærere, fordi lønningerne i rige amter tiltrækker dem. Bare statens politikere ville give lige tilskud, således at fattige amter kunne komme op på niveau med rige amter. De har råd til at købe nok materiale og computere ind. Det har vi ikke."

Forskelsbehandling er en del af dagligdagen på egnen. For hvide er ledigheden tre pct., mens den for sorte er 20 pct.

"Det er ikke usædvanligt, at hvide får højere løn for det samme arbejde," fortæller Hodges.

"På arbejdspladsen anses vi potentielt for kværulanter. Hvide ser ned på os, selv om vi måske tjener mere end dem, bor i større huse og sender vores børn på college."

Mixon: "Mine børn er gået på et kendt college, hvor der er fleste hvide. Men de skulle arbejde dobbelt så meget som hvide elever for at klare sig, og så tager bankerne ublu renter for studenterlån. Hvide familier bidrager til universitetes fond, og så stryger deres børn bare igennem."

"Er det så mærkeligt, at fyre fra fattige familier føler, at alle odds er imod dem, at de ender på gaden eller i fængslerne ..."

Han fortsætter indigneret:

"Hvide politikere hævder, at vi er dovne. Det er vores egen skyld. Men når tekstilfabrikken lukker, og folk mister et velbetalt job og nu skal klare sig med seks dollar i timen, hvad gør de så?"

Hans øjne brænder.

"De fleste hvide folk her på egnen har aldrig kunne lide os. Okay, mange sorte og hvide kan fint sammen. Men for de hvide er der en grænse. De kunne aldrig finde på at invitere os indenfor. Venskab bliver det aldrig til."

Læs Martin Burcharths blog 'Amerikanske Perspektiver' på luftskibet.information.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her