Læsetid: 4 min.

'Vor mor' styrer Københavns Rådhus med hård hånd

Københavns socialdemokratiske overborgmester, Ritt Bjerregaard, får drøje hug for sin kontante ledelsesstil fra medarbejdere og politikere i Københavns Kommune. Hun praktiserer en klassisk nulfejlskultur og tåler ikke at blive sagt imod, lyder kritikken
Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard, beskyldes af flere tidligere og nuværende medarbejdere og politikere på Københavns Rådhus for at have indført topstyring og en nulfejlskultur på rådhuset.

Københavns overborgmester, Ritt Bjerregaard, beskyldes af flere tidligere og nuværende medarbejdere og politikere på Københavns Rådhus for at have indført topstyring og en nulfejlskultur på rådhuset.

19. januar 2008

Ved kommunalvalget 15. november 2005 blev socialdemokraten Ritt Bjerregaard med sloganet "ingen slinger i valsen" kåret som Københavns nye bydronning med hele 60.329 personlige stemmer.

Som chef for omkring 250 medarbejdere i Økonomiforvaltningen i Københavns Kommune tolererer hun heller ingen slinger. Det fremgår af Informations samtaler med omkring 20 nuværende og tidligere kommunalpolitikere og medarbejdere på rådhuset. Ingen af dem har ønsket at stå frem ved navns nævnelse af frygt for deres videre karriere.

Der tegner sig et billede af en dagligdag på rådhuset præget af topstyring, nulfejlskultur og en overborgmester, der foretrækker at omgive sig med folk, der giver hende ret.

Det er for eksempel tilfældet ved middage i Økonomiudvalget. Her kan man tydeligt se, hvem der er inde og ude, alt efter hvor tæt man bliver placeret på "vor mor", som er internt rådhusslang for Ritt Bjerregaard.

"Hvis man tilbeder hende, har man det godt. Men jeg kender ingen chefer, som har sagt hende imod. Der er ingen forståelse for medarbejdere, der ikke gør tingene præcist, som hun vil have det," siger en tidligere medarbejder fra Økonomiforvaltningen.

Usikkerhed og frygt

Ritt Bjerregaards ledelsesstil har også sat sine aftryk på resten af rådhuset.

"Hele miljøet har forandret sig, siden Ritt kom til. I krogene bliver der snakket en del om, at folk har svært ved at holde det ud. Men ingen tør gøre oprør, og Ritt får trynet folk på plads hver gang," lyder det fra et medlem af Borgerrepræsentationen.

"Ritt praktiserer en gammeldags nulfejlskultur. Man må ikke lægge ni gode sager og én dårlig frem for hende. Embedsmændene tør kun præsentere sager, som de er sikre på, at Ritt godt kan lide. Det er en kultur præget af usikkerhed og frygt," siger en tidligere mangeårig medarbejder i Økonomiforvaltningen.

Den udtalte kritik af Ritt Bjerregaard til trods findes der også medarbejdere, som er godt tilfredse med de nye tider på rådhuset.

En af dem peger på, at den store utilfredshed bl.a. skyldes, at to organisationskulturer støder sammen: En traditionel embedsmandskultur er blevet afløst af en projektstyret og kampagneagtig kultur med mange nye politiske initiativer. Og det er faldet mange af de mangeårigt ansatte medarbejdere for brystet.

"Men jeg synes, at det har været stærkt tiltrængt med forandring," lyder det fra medarbejderen.

En anden årsag til utilfredsheden hos medarbejdere med lang anciennitet er, at Ritt Bjerregaard i høj grad henter rådgivning uden for rådhuset.

Hun har et omfattende netværk fra et langt liv i politik, som hun trækker på og bruger til at udvikle sin politik - ofte på bekostning af sin egen forvaltning.

Ritts kontante stil er blevet praktiseret samtidig med, at der har været en meget stor omsætning af medarbejdere i hendes stab.

Ifølge Økonomiforvaltningens egne tal var den eksterne afgang i 2006 på 18,6 procent, hvilket svarer til omkring 50 medarbejdere. De foregående fire år lå afgangen kun på mellem syv og ni procent.

Siden Ritt Bjerregaard trådte til, er stort set hele ledelsen i Økonomiforvaltningen skiftet ud, og hele kommunikationssekretariatet nedlagde også arbejdet og sagde op synkront.

Rød stue

Nye medarbejdere er der også kommet i Ritt Bjerregaards eget sekretariat - der til daglig omtales som "rød stue". Her har Ritt Bjerregaard fået "sine egne proselytter ind," som det lyder fra en tidligere ansat i Økonomiforvaltningen. Mindst seks af disse medarbejdere er også medlemmer af Socialdemokratiet.

At arbejdsmiljøet er blevet langt værre under Ritt Bjerregaard dokumenteres også af de arbejdspladsvurderinger (APV), der hvert år bliver lavet i Økonomiforvaltningen, og som Information er kommet i besiddelse af.

Ifølge den seneste APV fra 2007 erklærer kun 15 procent af medarbejderne sig "meget tilfredse" med deres arbejdsliv. Året før var tallet endnu lavere, mens der under Ritt Bjerregaard forgænger, Lars Engberg, i 2005 var hele 46 procent, der svarede ja til dette spørgsmål.

Ifølge APV'en var det i 2007 også under en fjerdedel af medarbejderne, der vil anbefale deres venner at søge en stilling i Ritt Bjerregaards forvaltning.

"Før Ritt kom til, viste ledervurderingerne meget stor tilfredshed blandt medarbejderne i Økonomiforvaltningen. Men det faldt markant i 2006. Det tror jeg i høj grad hænger sammen med de store strukturændringer, som forvaltningen har gennemgået de senere år, hvor mange hurtigt skulle finde sig til rette med nye chefer," siger en nuværende medarbejder i Økonomiforvaltningen.

Strukturændringerne har blandt andet betydet, at kontorer er slået sammen til nye centre med kollektive ledelser.

Samlet set er resultatet af APV'en dog mere positivt i 2007 end i 2006 og flere peger også på, at arbejdsklimaet er blevet en del bedre det seneste år.

Planchefen er savnet

Da Ritt Bjerregaard vandt sin overbevisende sejr i 2005, var det ikke mindst med løftet om at skaffe Københavnerne 5.000 boliger til 5.000 kroner om måneden.

Projektet er senere røget ind i store vanskeligheder, blandt andet fordi det er svært for kommunen at komme til at bygge rundt om boldbanerne på Kløvermarken på Amager.

Siden Ritt Bjerregaard trådte til, har valgløftet haft højeste prioritet på rådhuset, hvilket har ført til mange frustrationer hos de ansatte. Flere føler, at deres faglighed er blevet kompromitteret i takt med, at Ritt Bjerregaard har fået stadig sværere ved at få indfriet sit valgløfte.

Det var også balladen om de billige boliger, som pressede den højt respekterede planchef Holger Bisgaard ud af rådhuset i slutningen af 2007.

Han blev bedt om at søge sin egen stilling, og da han nægtede, skulle han rydde skrivebordet med dags varsel.

"Det er et meget stort tab, at Holger stoppede. Han er den person, der har drevet byfornyelsen i København. Han har fået internationale arkitekter til byen, byggede metro og var central i at kvalitetssikre havneområderne," siger en tidligere central medarbejder i Økonomiforvaltningen.

Ritt Bjerregaard vil ikke deltage i denne artikel og oplyser gennem sin pressechef, at hun ikke ønsker at forholde sig til anonym kritik.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis vi nu skruer tiden tilbage til Urban Hansens, Egon Weidekamps, eller Jens Kramer Mikkelsens dage på det københavnske rådhus, er jeg ganske sikker på, at også de heller aldrig hørte på andre, aldrig indrømmede egne fejl, og ligesom Ritt Bjerregaard altid hellere ville høre på sig selv, og omgive sig med 'yes men'. (eller yes women).

Det der godt kan undre mig er at man åbenbart ingen forståelse har for, at sådan er top politikere altså, og da især specielt når vi taler om ældre top politikere, dvs. top politikere over 60-65 år, og det gælder for både mænd og kvinder. Det der også undrer mig er om kritikken mon også ville have været så hård hvis Ritt f.eks. havde hedder Richard Bjerregaard. Kvinder, der udstråler magt, og kvinder med magt, og kvinder der tør skære igennem, og tage beslutninger bliver ofte, måske især af medierne, men bestemt da også af andre, set som værende ukvindelige og ufeminine.

Jeg ved ikke helt hvorfor Ritt kom ud med den med 5.000 bilige boliger til 5.000 kr. om måneden i valgkampen i 2005. Det var mest ment som en catch phrase (som det vist nok hedder på udenlandsk) - et slogan som er nemt at huske. Realpolitisk burde Ritt nok have indset, at det var meget svært at få igennem, især med de grundpriser der er p.t.

Min holdning er at projekt-styring og kampagne agtig styring med mange politiske initiativer kan være fint nok, men det må altså ikke gå ud over rugbrødsarbejdet som er det daglige faglige arbejde med at holde folk
fast i deres faglighed og få tingene til at fungere.

Jeg er egentlig ret enig med Karsten Aaen i det første, men mht. boligerne er det nok så vigtigt at finde en løsning på et reelt problem for mange underordnede funktionærer, der simpelthen ikke kan finde boliger, de har råd til i byerne, især København. Dér så Ritt helt rigtigt.
Det er da også den i særlig grad enestående generøsitet, vi udviser overfor det private erhvervsliv og den misforståede principfasthed i 'lige for loven' (der jo ikke er reel og ofte gradbøjes i lovgivning om særlige grupper og særlige problemer), der er den største hindring. Andre steder, hvor man godt kan finde ud af at lade myndighederne bestemme musikken, kan man indføre særlge krav i forbindelse med byggetilladelser, således at der f.eks. skal bygges særligt billige boliger for at tillade bygningen af noget dyrere. Det er den lovgivning, der foranlediget af Ritts gode forslag har været debat med indenrigsministeriet om - og den demonstrerer jo klart, hvor svært det for tiden er at gennemføre initiativer, der kan tjene til at skabe lige vilkår for borgerne.

HVORDAN ER DET MULIGT?

Den seneste generations mest belastede politiker at blive Overborgmester
i København.

"Den røde skole" nedbrød systematisk vor folkeskole, hun dummede sig udtalt som eu-kommissær, og nu dummer hun sig som Overborgmester!

Dette er kun et lille udsnit af Ritt Bjerregaards skandaleombruste politiske
virksomhed.

Hun må have en overmenneskelig overlevelsesevne, som har ført med sig, at hun tror, hun kan gå på vandet.

Derfor har hun indført totalitære tilstande på Københanvs Rådhus,- hun bruger angsten som våben for at få sin vilje og idiotiske ideer igennem.

Hvor er personaleorganisationerne henne i denne umenneskelige atmosfære for de ansatte?

Er de også angste?

Artiklen lyder som en lang dokumentarisk gengivelse af vilkårene i en organmisation. Og hvor er folkedrabet på andre lande, Øhle? Du har ikke belæg for at placere Ritt Bjerregaard højere på listen over belastede politikere end Anders Fogh Rasmussen. Selv uden at nævne hans krigsforbrydelser.

Eller hvad med Pia Christmas Møller?

Så længe de alvorligste anklager mod overborgmesteren er udtryk for, at personalets faglige eller personlige stolthed bliver skuffet, så ligner artiklen altså ikke noget katastrofalt. Demokratisk set ville det være værre, hvis det var embedsværket, som kørte med politikkerne.

Vi må se på, om det er lige så galt som under Peter Brixtofte, som jo bogstaveligt mishandlede sine medarbejdere til døde.

Langt hen ad vejen, må jeg nok give Aage Øhle ret; at Ritt Bjergsomgaard blev overborgmester er noget af en katastofe for Københavns Kommune. Men det er som bekendt vælgerne, der bestemmer, uanset om det drejer sig om Ritt Bjergsomgaard eller Pia Kjærsgaard. (Sidstnævnte har dog større politisk tæft og kompetence).

Hvis man nu kan håbe på at Ritt laver så meget lort for sig selv som muligt, kunne det være at vælgerne vågner op. Bare hun ikke også for lavet for meget lort for København samtidig.

Om så socialdemokraterne i København opstillede Stalin eller Pinochet, vil han stadig få 50000 personlige stemmer og overborgermesterposten.

Tja det samme kan man sige om Venstre om, så Stalin var formand, så ville
så de borgerlige vælgere stadigvæk stemme på Venstre.

Jeg tvivler på, at fx Fogh eller Hjor omgiver sig med andet end ja-sigere - det er der ikke meget, der tyder på.

Hvad angår de 5000 billige boliger, er det et faktum, at hvos Pind havde vundet valget, havde han uden problemer fået de dispensationer af Folketinget, som der skal til. At Ritt ikke har fået det, er ren politisk chikane.

Øhle kalder Ritt "den seneste generations mest belastede politiker" - har han aldrig hørt om Ninn Hansen, Peter Brixtofte elle Klaus Riskjær?

At Ritt skulle have skadet undervisningsvæsnet mere end Hårder, kræver vist også fyldig dokumentation, men det er vi jo ikke forvænte med fra Øhles side.

Og at Pia Kjærsgård har "større politisk tæft" end Ritt, ville jeg nok snarere udtrykke som, at hun har en større evne til at tale til vælgernes grådig- og smålighed.

Til Per Vadmand
"Hvad angår de 5000 billige boliger, er det et faktum, at hvos Pind havde vundet valget, havde han uden problemer fået de dispensationer af Folketinget, som der skal til. At Ritt ikke har fået det, er ren politisk chikane."
Når det nu er et faktum at Pind havde fået lov, gider du så lige give mig en henvisning, det kan jo ikke være så svært når det er et faktum.

At Ritt ikke har fået lov til at omgå lovgivning, og sælge byggegrund til under markedspris, har intet med politisk chikane afgør, men derimod noget med at følge loven.
De fleste politikere er det ikke så svært ved at følge loven, Ritt er desværre en undtagelse i lighed med Ninn Hansen, Peter Brixtofte elle Klaus Riskjær.

Lise Pedersen

Man kan få det indtryk af artiklen at Ritt Bjerregaard har overtaget en velfungerende administration og at hun er i gang med at nedbryde den. Måske forsøger hun netop at indføre en hårdt tiltrængt velfungerende administration.

Jeg skal ikke gøre mig klog på om RB's ledelse er rigtig eller forkert, men det er da ingen hemmelighed at Københavns Kommunes administration har været et monstrøst bureaukrati af utallige afdelinger, som ikke altid kan huske hvad deres formål er. Ledet af "små konger" med nære forbindelser til de folkevalgte, som helt uhæmmet slås indædt om "benene".
Der er oven i købet en virksomhedskultur, hvor det er naturligt at være offentligt fornærmet, hvis man ikke får de privilegier/"ben", man selv mener sig berettiget til.
Mine tæer var ihvertfald svære at få rettet ud igen efter balladerne på rådhuset oven på sidste kommunalvalg.

De sager, der har været om ukontrollabelt overforbrug i visse magistrater ligner udefra noget som et vildtvokset bureaukrati kan forårsage.

Det er ikke nemt at udrydde dårlige vaner, det tager tid og uskyldige ofre er svære at undgå, når alle føler sig truet. Især de, der har grund til at føle sig truet kan kaste meget mudder i maskineriet.

Selv en overborgmester må have loyale medarbejdere at støtte sig til i en sådan proces. I øvrigt har jeg da heller aldrig hørt om ledere, der ikke ansætter folk, som vil være loyale.
Så hvad er problemet?
Døm hellere på resultaterne om nogle år.

Lise Pedersen din analyse rammer plet. Jeg er selv ansat i det monstrøse bureaukrati, som du omtaler, og faktisk er det mig lidt af en gåde, at information går efter en politiker, der prøver at få et embedsværk til at implementere den politik, som politikerne vedtager i Borgerrepræsentationen. Der er nok snarere brug for at gå dele af embedsværket efter i sømmene. Heldigvis er det mit indtryk, at der et stykke hen ad vejen er blevet ryddet op og disciplineret i forvaltningerne efter kommunalvalget i 2005. Og de små bureaukratibykonger har ikke længere så frit spil. Men jeg vil nu nok mene, at der er grund til at undre sig over, at en række vedtagne beslutninger endnu ikke er ført ud i livet. Og her sigter jeg ikke til borgmestrenes indsats. En borgmester kan trods alt ikke ved egen personlige indsats få lavet en cykelsti langs søerne eller håndhæve god tone på alle kommunens sociale bosteder. Jeg kunne nævne mange flere eksempler. Borgmestrene er alle over en kam afhængige af et godt og loyalt arbejdende embedsværk, som aldrig går på kompromis med deres faglighed, men som bestemt heller ikke agerer konger af egen nåde. Og selvom jeg er bekendt med at de fleste borgmestre (hvis ikke alle) også har medarbejdere af egen partifarve, så må jeg også sige, at det er mit indtryk, at også disse kolleger arbejder professionelt og sagligt.

Lise Pedersen

Ja, kære gamle "mindst ringe". Her er da grund til at grave et par spadestik dybere. Jeg ser frem til dybdeborende artikler om bureaukratiets (u)væsen, om hvordan en sådan virksomhedskultur kan kompromittere de politisk valgte ledere og påvirke vigtige beslutninger.
God arbejdslyst!

Søren Nørbak, når man har en uhensigtsmæssig lovgivning, der forhindrer løsningen af vigtige samfundsproblemer, laver man den om.

Det er ikke klart, hvad Ritts politiske ønske om at skaffe billige boliger har med medarbejdernes utilfredshed med hendes metoder at gøre. Er sammenblandingen udtryk for, at artiklen repræsenterer politisk chikane?

Det er en klar regel indenfor offentlig administration at man gør, som man får besked på. I et demokrati er der så yderligere den pligt for embedsværket, at det skal rådgive politikerne bedst muligt. Det er der plads til, og der er visse spilleregler for det. Bl.a., at man skal gøree det kort og præcist, og at rationalet skalvære klart for den ansvarlige politiker på et splitsekund. Ellers er man ude igen. Sådan er det, alt andet er piveri.