Kommentar
Læsetid: 3 min.

Ikke et ord om Mille Buch-Andersen

Københavns Universitet har udviklet sig fra at være en åben og selvkritisk institution til at være en lukket og topstyret. Sagen om et speciale om DR's Symfoniorkester er et godt eksempel på stedets nye kommunikationsstrategi
Indland
1. februar 2008

Rektor for Københavns Universitet, Ralf Hemmingsen, vil ikke tale med Information om Mille Buch-Andersens speciale - dét, som var kritisk over for ledelsen i Radiosymfoniorkestret, og som pludselig skulle trækkes tilbage, da DR-ledelsen henvendte sig til universitetet og truede med at afbryde alt fremtidigt samarbejde.

Information har flere gange forsøgt at få rektor i tale, men nu har kommunikationschef Jasper Steen Winkel endeligt meldt ud, at rektor ikke vil interviewes om sagen.

Usselt

Det er usselt, at rektor ikke vil tage ansvar og gå ind i debatten, når der har været beskyldninger om noget så essentielt som censur på universitetet.

Men det er ikke overraskende. De seneste år er der sket et skift i holdningen til åbenhed på Københavns Universitetet. Skal man skrive om forskere, der har vundet priser eller studerende, der gør noget godt for miljøet, er der direkte adgang til universitetsledelsen og stor hjælpsomhed fra en hær af kommunikationsmedarbejdere. Skal man spørge til noget, der kunne gå hen og blive kritisk, lukker systemet i.

Det klæder ikke et universitet. Her bør kritikken få frit løb - og den fri debat bør være noget, man dyrker - ikke noget man frygter.

Da rektor Ralf Hemmingsen tiltrådte i 2005 sendte han et brev til medarbejderne med titlen "Kvalitet, beslutningskraft og åbenhed". Det var nøgleordene, og de må siges at være fornuftige for et universitet. Sagen om Mille Buch-Andersens speciale viser imidlertid, at Københavns Universitet har en meget bred tolkning begrebet åbenhed.

Shhh

Få minutter efter, at Information henvendte sig til institutleder på sociologi, Carsten Strøby, vidste alle implicerede personer på universitetet, at de ikke måtte udtale sig, men skulle referere til Strøby - som nægtede at udtale sig. Det passer ikke helt, for han ville gerne sige en mase om, hvor søde man på instituttet havde været over for Mille Buch-Andersen.

Men når snakken faldt på trussels-mailen fra DR, som jo var hele essensen i historien, lukkede han i.

Da svaret på Mille Buch-Andersens klage var blevet behandlet, sendte man en pressemeddelelse ud. Den kom samme dag, som der blev udskrevet valg og fik derfor ikke den store opmærksomhed. Men det kan jo være et tilfældigt sammentræf. Nu var det dekan for Det Samfundsvidenskabelige Fakultet,Troels Østergaard, der svarede på spørgsmål. Og kun ham.

Information prøvede vejlederen, studielederen, institutlederen, men ingen ville snakke. Det var for at "have nogle koordinerede synspunkter i forhold til sagen", som Carsten Strøby så fint formulerede det. Ja, selv en menig konsulent i studieadministrationen, som Information kontaktede for at få nogle faktuelle oplysninger, havde fået beskeden om, at det kun var dekanen, der må tale med pressen.

Mille Buch-Andersen ankede sin klage til rektor, og langt om længe blev der udsendt en ny pressemeddelelse. Den kom dagen før alle journalister tog på juleferie og fik derfor ikke den store opmærksomhed. Men det kan jo være et tilfældigt sammentræf.

I pressemeddelelsen forholder rektor sig ikke til anklagen om censur. Han stiller heller ikke op til interviews, hvor man kan spørge ind til det.

Her en god måned senere, gør han det trods flere henvendelser fra Information, stadig ikke. Det er åbenbart, hvad Ralf Hemmingsen forstår ved åbenhed. Man kan ikke lade være med at tænke på, hvor sagen om Mille Buch-Andersen var endt, hvis Information havde fået lov til at snakke ærligt med hendes vejleder, første gang vi henvendte os. Det kan være, at han havde en rigtig god forklaring på, hvorfor specialet skulle trækkes tilbage. Det kan også være, at han ikke havde, men så var sandheden da i det mindste kommet frem - men den slags prioriterer man tydeligvis ikke på KU.

Generel tendens

Eksemplet er langt fra enestående. Tendensen til lukket kommunikation på universiteterne breder sig for tiden. Talrige andre eksempler fra Københavns Universitet kunne også nævnes, ligesom de øvrige universiteter er kommet godt med - se blot universiteterne egne aviser, der skriver lalleglade jubelhistorier og bevidstløst referer ledelsen synspunkter (her er KU's Universitetsavisen faktisk den eneste undtagelse. Lad os se, hvor længe det varer)

Den form for topledelse af kommunikationen smitter af. Medarbejdere tør i stigende grad ikke udtale sig i kritiske sager. Sandheden bliver noget man skjuler - ikke noget man søger.

Som offentligt finansieret institution, bør man være mere åben end en privat virksomhed. Og som en institution, der lever af videnskab og oplysning, bør man være ekstra åben. Det andet er ikke et universitet værdigt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her