Læsetid: 3 min.

Politikere skævvrider debat om vold

Politikerne står i kø for at sætte ind mod knivoverfald. Men den slags kriminalitet fylder kun lidt i statistikken - juraprofessor efterlyser bredere indsats mod vold
Mere end 28.000 kvinder i Danmark blev i 2006 udsat for hustruvold. Alligevel er det kampen mod knivvolden, som politikerne står i kø for at bekæmpe

Mere end 28.000 kvinder i Danmark blev i 2006 udsat for hustruvold. Alligevel er det kampen mod knivvolden, som politikerne står i kø for at bekæmpe

15. januar 2008

I 2006 blev der anmeldt 80 tilfælde af vold med stikvåben i København. Til sammenligning blev mere end 28.000 kvinder i Danmark udsat for hustruvold i samme periode. Alligevel kappes politikerne i disse dage om at foreslå øget overvågning, lavere kriminel lavalder og hårdere straffe for at bekæmpe knivvolden. Og det bekymrer direktøren for Dannerhuset, Vibe Klarup Voetmann.

"Over halvdelen af alle knivdrab finder jo sted i hjemmet. Og det er vigtigt, at politiet prioriterer indsatsen der, hvor volden er størst," siger hun.

Ifølge Vibe Klarup Voetmann dækker statistikken endog over et betydeligt mørketal.

"Mange kvinder vil ikke indrømme, at de er blevet udsat for vold," siger hun.

I Dannerhuset har de således oplevet en stigning i henvendelser fra voldsramte kvinder på 50 procent det seneste år. Og den radikale Lone Dybkjær medgiver, at den politiske indsats mod hustruvold drukner i debatten om knivoverfald.

"Det er svært at få prioriteret indsatsen mod hustruvold lige så højt som indsatsen mod vold på gaden. Det er desværre, fordi det er kvinder, det drejer sig om," siger hun.

Der findes ingen opgørelse over det samlede antal af knivoverfald i Danmark, men undersøgelsen Vold i Danmark, som blandt andet Det Kriminalpræventive Råd står bag, viser, at antallet af overfald med kniv er stabilt over de seneste mange år. Det bekræftes af tal fra hospitaler i København, Odense og Århus samt statistik fra Københavns Politi.

Hold hovedet kold

Juraprofessor og formand for Det Kriminalpræventive Råd, Eva Smith, opfordrer til, at politikere og befolkning holder hovedet koldt i den aktuelle voldsdebat.

"Knivoverfald er trods alt kun en lille procentdel af den samlede vold. Så det ville være godt, hvis al den opmærksomhed og hele debatten ville fokusere mere på vold generelt," siger hun.

Som en direkte konsekvens af det seneste københavnske knivdrab har man besluttet at indføre videoovervågning på udvalgte steder. Men ifølge en ny svensk undersøgelse har videoovervågning af bycentre kun en ringe effekt. Undersøgelsen, der bygger på analyser af 41 områder fra hele verden, viser, at kriminaliteten kun er faldet med syv procent i bycentre med overvågning. Og det overrasker ikke Eva Smith.

"Det har vi vidst hele tiden. Hvis der er tale om spontan vold, er der ingen, der lægger mærke til, om der er et kamera. Men selv om det bliver en falsk tryghed, kan de måske sikre, at folk ikke er bange for at gå ud. Og på den måde er det udmærket," siger juraprofessoren.

DF: Skærpet straf

Eva Smith peger på, at den store politiske bevågenhed skyldes, at befolkningen trods voldsstatistikken reagerer voldsomt på historier om uprovokeret vold begået af en fremmed: "Det er det samme, vi ser med terrorisme," påpeger hun.

I sit ugebrev plæderer DF-formand Pia Kjærsgaard for at få afsat en pulje på næste års finanslov til kommunernes etablering af overvågning. DF's retsordfører, Peter Skaarup, afviser, at indsatsen mod knivvold overskygger indsatsen mod vold i øvrigt. Han henviser til, at DF har lagt stor vægt på også at bekæmpe vold mod kvinder, hustruvold og hustrumord - og straframmen skal hæves:

"Der er 'rabat' ved hustrumord i forhold til øvrige mord, og meget tyder på, at det samme er tilfældet i forhold til vold i hjemmet. Der skal ske en politisk opstramning og en ligestilling af straframmerne," siger Peter Skaarup.

Den konservative justitsminister Lene Espersen havde i går ingen kommentarer til kritikken, men ministeren har tidligere talt for at straffe hustruvold lige så hårdt som anden vold.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er et besynderligt skævt perspektiv som skinner igennem i den politiske debat, hvor ingen af de initiativer som faktisk virker (forebyggelse, resocialisering, rehabilitering, osv.) overhovedet bliver nævnt, mens overvågning som beviseligt kun har bagatelliserbar effekt er "løsningen" på gadevold, og "mere straf" er "løsningen" på vold i hjemmet.

Var det ikke på tide at også højrefløjen begyndte at lytte til sagkundskaben, og til de behov for at hjælpe folk som er blevet udsat for vold, eller som har begået vold, så vi mindsker effekterne af den og forebygger at den gentages? Med 28.000 tilfælde af vold mod kvinder i hjemmet må det nuværende fokus på et enkelt knivstikkeri siges at være hysteri fra medierne, og populisme fra politikkerne.

"Var det ikke på tide at også højrefløjen begyndte at lytte til sagkundskaben, "

Så ville den jo ikke være højrefløj mere.

Claes Pedersen

Den bedste forebyggelse af vold er vil være at lære kvinderne, hvordan de drager omsorg for deres børn efter som der er en stor gruppe af kvinderne er i dagens samfund blevet opdraget til tro og mene de ingen ansvar har for deres børns sociale liv. For de fleste voldspersoner jeg har kendt og kender er det kendetegnet de har ingen sociale interesser, hvis man vælger at få børn må man vel mene man lever sig i ens børns sociale liv.

I Vejle kommune har vi en organisations for selvhjælps grupper, de søgte på et tidspunkt mænd til tage sig af endelige mødres drenge børn og spille bold og fiske med dem, jeg skrev i den forbindelse til dem, jeg ville godt lære kvinderne hvordan de spillede boldspil og fiskede for ganske små penge. Jeg modtog ikke et svar tilbage og det viser kun hvordan, man mener forældre og endelige mødre kan fralægge sig deres personlige ansvar over for deres børn. For personligheden hos børn bliver jo skabt og formet i opvæksten, og det er på ingen måde ligegyldigt om man ser på en dreng som problem barn der går med kniv eller en der spiller boldspil, og får positiv opmærksomhed. Men angående vold så bliver den vold som kvinder begår også overset selvom der i fleste tilfælde er tale om psykisk vold, som jo kan være mere ødelæggende end den fysiske vold.

Volden i hjemmet er selvfølgelig forkert men det handler endnu engang om voksen mennesker der frivilligt har valgt at leve i et forhold, og man må vel mene voksende mennesker selv har en vis ansvarlig i forhold til valg af deres partner. Det er ca. et par måneder siden jeg snakkede med en kvinde der havde arbejdet frivillig på krisecentret i Vejle og hun var stoppet af den årsag hun kunne ikke rumme forstå at nogle kvinder den ene gang efter den anden gik tilbage til deres voldelige partner, og når tallet er så højt i forhold til volden i hjemmet bør man måske se hos de psykologiske faktor hos de kvinder og mænd der bliver udsat for vold i hjemmet og vælger at blive i forholdet.

Husk regelsættet for debatten:
7) Indsend ikke personlige oplysninger, hverken egne eller andres. Indsend ikke oplysninger som navn, adresse, telefonnummer, emailadresse om tredjepart.