Læsetid: 3 min.

Regeringen lancerer grøn trafikpolitik

Trafikinvesteringer skal nedbringe CO2-forbruget, og den kollektive trafik skal styrkes markant, lyder det fra regeringen i kølvandet på den endelige rapport fra Infrastrukturkommissionen
Infrastrukturkommissionens formand, Birgit Aagaard-Svendsen, da kommissionens rapport i går blev offentliggjort på et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København. Nye motorveje og bedre udnyttelse af vejene skal for fremtiden sikre, at danskerne ikke spilder tiden i køer på vejene, fremgår det af rapporten

Infrastrukturkommissionens formand, Birgit Aagaard-Svendsen, da kommissionens rapport i går blev offentliggjort på et pressemøde i Eigtveds Pakhus i København. Nye motorveje og bedre udnyttelse af vejene skal for fremtiden sikre, at danskerne ikke spilder tiden i køer på vejene, fremgår det af rapporten

Indland
11. januar 2008

Knap var miljøorganisationer, oppositionspolitikere og trafikforskere færdige med deres hårde kritik af Infrastrukturkommissionens lidet miljøvenlige rapport, der blev offentliggjort i går, før statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lancerede en ny grøn trafikpolitik.

Centralt i regeringens udspil er en massiv udbygning af tog, busser, metro etc.

"Vi kan ikke løse det danske samfunds fremtidige transportopgaver alene ved individuel transport. Der er behov for en massiv udbygning af den kollektive trafik," sagde Anders Fogh Rasmussen fra et regeringsseminar på Havreholm Slot.

Her løftede statsministeren også sløret for en kommende investeringsplan, der skal nedbringe trafikkens CO2-udslip.

"Vi vil sikre, at den danske transportsektor bidrager til at løse klimaproblemerne. Derfor vil vores investeringsplan være ledsaget af en plan for, hvordan vi nedbringer CO2-udslippet i forbindelse med transport," sagde statsministeren.

Nye grønne takter

At regeringen gerne vil signalere nye grønne takter på trafikområdet, blev understreget af, at den nye transportminister, Carina Christensen (K), sad med til højbords sammen med Fogh og vicestatsminister Bendt Bendtsen ved gårsdagens pressemøde.

Siden hun blev udnævnt til transportminister for snart to måneder siden, har hun afvist at udtale sig om kommissionens arbejde. Men da hun i går for første gang åbnede munden, kom der miljøvenlige ord ud af den:

"Vi skal gøre det langt mere attraktivt for flere danskere at tage toget. Den kollektive trafik skal rustes til at spille en meget, meget større rolle i transportsystemet. Det vil bidrage til at løse trængslen i og omkring de store byer og til at løse CO2-udfordringen," sagde Carina Christensen.

Udmeldingerne fra regeringen kom kun få timer efter, at Infrastrukturkommissionen havde lanceret deres bud på, hvordan fremtidens trafik skal indrettes her i landet.

Og som denne avis kunne afsløre for en måned siden, var fokus i kommissionens arbejde en massiv udbygning af vejene for at imødekomme den stærkt voksende biltrafik på bekostning af hensyn til miljø og klima.

Det fik kommissionens eneste grønne medlem, Danmarks Naturfredningsforening (DN), til at undsige rapportens endelige konklusioner, selv om der ifølge DN-direktør Gunver Bennekou dog er kommet lidt flere miljøhensyn med i den endelige rapport.

Sejr for Hedegaard

Regeringens nye grønne profil kan ses som en sejr for klima- og energiminister Connie Hedegaard, der ifølge Informations oplysninger i længere tid har været bekymret for kommissionens manglende fokus på miljøhensyn og internt i regeringen har kæmpet hårdt for, at den ikke ukritisk adopterede kommissionens anbefalinger.

I går var Connie Hedegaard da også godt tilfreds med udmeldingerne fra sin chef.

"Det må være første gang, at en regering vedtager en investeringsplan for trafik, som skal ses i lyset af et større, parallelt arbejde, hvor kravet ikke bare er, at transportens CO2-udledning skal stabiliseres, men at den skal munde ud i et fald. Det er jeg selvfølgelig meget tilfreds med," siger Connie Hedegaard.

På Christiansborg modtager oppositionen regeringens udspil overvejende positivt.

"Det er godt, at regeringen endelig tager det alvorligt, at skal gøres noget ved CO2-udslippet fra trafikken. Nu glæder jeg mig så til at se den konkrete investeringsplan og det konkrete oplæg for at styrke den kollektive trafik," siger SF's trafikordfører Pia Olsen Dyhr.

Socialdemokraterne er også umiddelbart begejstrede for de nye toner fra Fogh.

"Der er jo tale om en kovending fra regeringen. Dette har vi sukket efter i lang tid. Men man må selvfølgeligt spørge sig selv, om det er ren taktik, eller om der er konkret indhold. Det må den kommende tid vise," siger Magnus Heunicke, trafikordfører for Socialdemokraterne.

Radikale Venstres trafikordfører, Johs Poulsen, håber også, at det nye udspil fra regeringen er mere end tom retorik.

"Nu har statsministeren det jo med at lave meget signalgivning. Tager man ham på ordet, så kan man kun glæde sig over hans omvendelse. Men vi har brug for at se det omsat i handling, og der har vi haft en del problemer hidtil," siger Johs Poulsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"den kollektive trafik skal styrkes markant"

-

Nå, så skal der nok igen et par DSB-arbejdere ud og bjælkeafstive nogle jernbanebroer, så de ikke skvatter sammen.

;-)