Læsetid: 4 min.

Søfolk blev sat til at banke rust frem for at holde udkig efter pirater

Adskillige ting gik galt, da det danske fragtskib Danica White i slutningen af maj 2007 sejlede ned langs Somalias kyst
Indland
17. januar 2008

Den 21. maj 2007 afsejlede coasteren Danica White fra havnebyen Sharjah ved Dubai i Emiraterne. Om bord var kommet en last på ca. 1.000 ton borerør og borecement, der skulle til Mombasa i Kenya. Derfor skulle skibet sejle ned langs Somalias kyst, der er internationalt berygtet som piratfarvand.

Under sejladser i farefyldt farvand lyder de gældende retningslinjer fra Søfartsstyrelsen, at der skal holdes skærpet udkig, således at eventuelle kaprere kan opdages i god tid. I forvejen ligger der langs dele af den østafrikanske kyst en eskadre af amerikanske og franske krigsskibe, der netop skal beskytte skibstrafikken mod de somaliske pirater.

Om bord på Danica White blev der imidlertid ikke etableret skærpet endsige blot behørigt udkig. Det skete efter beslutning fra skibsføreren.

Ifølge søulykkesrapporten var der flere forklaringer på skibsførerens beslutning, bl.a. var besætningen reduceret, idet en skibsassistent under ladningen i Sharjah havde brækket foden og derfor var fløjet hjem. En anden grund var en langvarig uenighed mellem skibsføreren og skibets to tilbageværende skibsassistenter om, hvad de skulle gøre: Skulle de ud over at holde udkig efter sørøvere, således som reglerne foreskriver, og så samtidig 'banke rust', dvs. arbejde f.eks. med at male skibet?

Som det formuleres i søulykkesrapporten, opgav skibsføreren at holde skærpet udkig, "fordi han ikke ønskede flere diskussioner med de to skibsassistenter, som ikke både ville gå søvagt og arbejde med rengøring og vedligeholdelse om læ eller på dækket."

Alene på broen

Langs Østafrikas kyst løber en stærk, nordgående strøm. Tungtlastet, som Danica White var, kom skibet kun langsomt sydpå med fem-seks knob i timen, svarende til 10-11 km. Samtidig medførte den tunge last, at fribordet på skibet, dvs. afstanden mellem rælingen og havoverfladen, kun var på godt en meter. Det lave fribord gjorde det let for piraterne, da de ankom i deres hurtigsejlende speedbåde. De kunne nærmest træde direkte om bord på det danske skib.

Oprindeligt havde skibsføreren planlagt at sejle ned langs Somalia med en afstand på 140 sømil til kysten. Først på sejladsens andendag gjorde skibsrederen fra København opmærksom på, at på grund af risikoen for piratoverfald skulle den anbefalede afstand til Somalia være på mindst 200 sømil. Derefter ændrede skibsføreren ruteplanen, så Somalia blev passeret i denne afstand.

Den 1. juni om formiddagen stod skibsføreren alene på broen og var - ifølge sin forklaring - optaget af at ordne skibets papirer, således at han kunne blive afløst i Mombasa.

Kl. 10.15 hørte han en råben uden for. Først troede han, at det var skibsassistenterne, der "pjattede". Kort efter fulgte nogle brag, og da skibsføreren kiggede op, stod der 10-15 velbevæbnede somaliere i styrehuset. Omgående rakte skibsføreren hænderne i vejret og forklarede, at piraterne kunne få, hvad de ville have, og at besætningen ville adlyde dem.

Piraterne gav ordre til, at Danica White skulle ændre kurs og sejle ind mod Somalias kyst 205 sømil borte.

Om skibsføreren inden da nåede at få aktiveret skibets særlige piratalarm, kaldet SSAS, er usikkert. Selv har han sagt, at han trykkede på alarmknappen, men faktum er, at Søværnets Operative Kommando (SOK) ikke fik en SSAS-alarm fra Danica White.

Søulykkesrapporten formulerer det således: "Skibsførerens forklaring om SSAS-alarmen tyder på et manglende kendskab til, hvordan alarmen fungerer. Det kan derfor ikke udelukkes, at skibsføreren har iværksat alarmen forkert."

'Fuck America!'

Først 27 timer senere fik andre end besætningen kendskab til kapringen. Rederiet H. Folmer & Co. modtog en opringning fra det amerikanske krigsskib USS Carter Hall, der undrede sig over, at det danske fragtskib dels ikke svarede på anråb, dels havde sat kurs lige mod kysten med tre mindre både på slæb. Også SOK blev kontaktet af USS Carter Hall, men SOK havde som nævnt ikke modtaget overfaldsalarm fra Danica White.

En overrasket skibsreder Jørgen Folmer måtte derfor i mobiltelefon fra Polen fortælle amerikanerne, at Danica White åbenbart ikke længere var under hans kontrol.

Selv om det amerikanske krigsskib affyrede en større mængde skræmme- og varselsskud og endda truede med at sænke fragtskibet, fik det ikke de somaliske pirater til at opgive deres forehavende. Tværtimod tvang de med våbenmagt besætningen til at stille sig op på brovingerne som levende mål, mens de råbte: "Fuck America!"

Efter et par timers forgæves skyderi nåede Danica White somalisk territorialfarvand ved 12-sømilesgrænsen, og her opgav USS Carter Hall at stoppe piraterne. Ud for havnebyen Hobyo ankrede Danica White op, ikke langt fra tre andre kaprede skibe. Derpå stillede piraterne krav om en løsesum på én million dollars.

For besætningen på Danica White var ventetiden først lige startet. Knap tre måneder senere blev de endelig sluppet fri sammen med skib og ladning. En ukendt løsesum var betalt, måske af de forsikringsselskaber, hvor skibet var forsikret.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her