Læsetid: 3 min.

Utidig dæmonisering eller relevant bevisførelse?

Inden retsmødet i dag skal dommerne i Østre Landsret tage stilling til, om det er dæmonisering af den tiltalte i terrorsagen fra Glostrup eller tværtimod relevant bevisførelse at vise beslaglagte videoer med henrettelse af gidsler og islamistiske flammetalere
Indland
8. januar 2008

Senest under proceduren vil anklagemyndigheden fortælle, hvad politiet har fundet frem til af nye beviser mod den nu 19-årige EH, der i går stod tiltalt for forsøg på terrorisme, forsikrede vicestatsadvokat Jørgen Jensen i går under første retsmøde i Østre Landsrets 3. afdeling.

En sådan tiltale har EH prøvet før, idet han var medtiltalt, da den såkaldte terrorsag fra Glostrup første gang udspillede sig i Østre Landsret. Den 15. februar sidste år fandt nævningerne ham skyldig i forsøg på terrorisme, men efter indgriben fra rettens tre juridiske dommere blev EH og to andre af i alt fire tiltalte frifundet.

Nu gælder det så anden omgang af sagen, hvor EH er alene om at være tiltalt. I store træk bliver der tale om at starte forfra, forklarede vicestatsadvokat Jørgen Jensen under anklagemyndighedens forelæggelse af sagen. Han lovede dog at gøre tydeligt opmærksom på, hvad politiet havde fundet af nyt materiale i sagen.

Anklagemyndigheden vil fremlægge sagen i flere temaer, hvoraf det første handler om en overstået terrorsag fra Bosnien. Glostrup-sagen hænger nemlig snævert sammen med, at en dansk-tyrker, AC, og en svensk-bosnier med kaldenavnet Maximus i oktober 2005 blev anholdt i en villa i Sarajevo. Ved den lejlighed beslaglagde politiet bl.a. en Browning-pistol med lyddæmper, knap 20 kg rødbrunt sprængstof, hvoraf en del var monteret i et veritabelt selvmordsbælte, samt et Sony-bånd med budskab om selvmordsaktioner. Anholdelserne skete efter et tip fra den svenske efterretningstjeneste, og i januar 2007 blev Maximus og AC i Bosnien idømt lange fængselsstraffe for forsøg på terror.

'En masse grimme ting'

Da politiet i Sarajevo slog til mod Maximus og AC, blev dansk politi underrettet dagen efter.

Det førte til flere ransagninger i Københavns forstæder og en større anholdelsesaktion den 27. oktober 2005, hvor bl.a. EH blev varetægtsfængslet. Allerede forud for denne anholdelse havde PET dog interesseret sig for EH og bl.a. aflyttet hans telefon, så efterretningstjenesten var ifølge Jørgen Jensen ganske klar over, at der var forbindelse mellem EK og AC.

Sagens andet tema er den såkaldte radikaliseringsproces, hvor anklagemyndigheden vil føre bevis for, at EH har udviklet sig fra at være en troende religiøs til at acceptere vold som politisk kampmiddel.

"Men radikaliseringen har ikke noget med islam at gøre," forklarede Jensen, der også mente, at f.eks. militante kristne abortmodstandere i USA havde været ude for en lignende radikaliseringsproces.

Som led i bevisførelsen i tema to vil anklagemyndigheden vise "en masse grimme ting", som politiet har fundet på EH's beslaglagte computer, bl.a. islamiske flammetaler og optagelser fra slagmarkerne i Tjetjenien, Irak og Afghanistan.

"Det er virkelig stærke sager. Vi vil se døde mennesker og i begrænset omfang også henrettelse af gidsler," advarede Jørgen Jensen, der dog lovede at stoppe optagelserne umiddelbart før selve henrettelsen.

Tredje tema bliver så de beviser, der ifølge anklagemyndigheden knytter EH til AC og Maximus.

Forsvarer Thorkild Høyer langede voldsomt ud efter anklagemyndighedens tema om radikaliseringsprocessen.

"Sagen her er ellers lige ud ad landevejen," mente Høyer, der kun fandt to temaer relevante: Var der rent faktisk tale om terror, da AC og Maximus blev pågrebet i Sarajevo? Og har EH rent faktisk tilskyndet med råd og dåd til dette?

Derimod er det ifølge Høyer fuldstændigt underordnet, hvad EH har downloadet og gemt på sin computer. Det hører med til frihedsrettighederne, at man kan søge de informationer, man vil, medmindre det udtrykkeligt er ulovligt, som f.eks. seksuelle overgreb mod børn, argumenterede Høyer.

"Formålet kan derfor alene være at dæmonisere EH og fremstille ham som en potientiel terroristspire i stedet for en søgende og videbegærlig ung mand," mente han.

Inden retsmødet i dag skal de tre landsdommere afsige kendelse om, hvorvidt det er anklagemyndigheden eller forsvareren, der har ret i denne tvist.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her