Læsetid: 4 min.

Ankestyrelsen sætter kikkerten for det forkerte øje

Stik imod hensigten bidrager Ankestyrelsen til, at jobcentrene og sundhedsvæsenet bruger deres tid forkert. Dermed fastlåses mange på overførselsindkomst selv i en tid med lav arbejdsløshed
18. februar 2008

Ankestyrelsen er netop kommet med en praksisundersøgelse af, om kommunerne og deres jobcentre indplacerer de sociale klienter rigtigt i de såkaldte matchgrupper. Og lige før jul kom styrelsen med en undersøgelse af, hvorfor der er sket en vældig stigning i antallet af mennesker under 50 år, der får tildelt førtidspension af psykiske årsager, nemlig angst, stress, belastningstilstande og deraf følgende depressioner.

Der er grund til at sætte spørgsmålstegn ved undersøgelserne og ved de anbefalinger, styrelsen giver til kommunerne i forlængelse af undersøgelserne. I værste fald er de mere til skade end til gavn, hvis ideen med den sociale og beskæftigelsesmæssige indsats i jobcentrene er, at mennesker skal have hjælp til at få et så almindeligt og selvforsørget liv som muligt.

Kritikken kommer af, at Ankestyrelsen ensidigt har fokus på det, den har forstand på. I Ankestyrelsen er der ansat højt kvalificerede jurister og speciallægekonsulenter. Det er dem, der forståeligt nok skærer undersøgelsesdesignet til, og dem, der læser og tolker resultater for derefter at komme med anbefalinger til kommunerne. Så det Ankestyrelsen lægger vægt på er, om det formelt retslige er i orden, nemlig at reglerne er fulgt, og at dokumentationen er i orden.

I forhold til de to praksisundersøgelser betyder det for den ene, hvornår og hvordan indplacering i matchgruppen fra 1 - 5 er foretaget, og for den anden, om der er givet førtidspension af psykiske årsager på et korrekt lovgrundlag og om dokumentationen er i orden.

Det der især tæller for Ankestyrelsen som dokumentation, er lægernes gyldne pen, det vil sige lægeerklæringerne. De har autoritet, og de kan vurderes af styrelsens lægekonsulenter.

Arbejdsevne

Men det fordrejer det sociale og beskæftigelsesmæssige arbejde, og det svarer heller ikke til intentionen i lovgivningen. For i de nyere beskæftigelseslove og i sociallovgivningen, herunder loven om førtidspension, er der lagt vægt på en helhedsforståelse af de alvorlige problemer, der har ført til, at mennesker lever af en overførselsindkomst.

Den røde tråd i lovgivningen er nu menneskers arbejdsevne, nemlig hvad de i deres livssituation og med deres kompetencer har af ressourcer og begrænsninger for at kunne indfri forskellige jobtyper. Her indgår det helbredsmæssige som kun en blandt flere afgørende faktorer.

Men Ankestyrelsen klipper den røde tråd over ved i undersøgelsen om førtidspensionering at sige, at den ikke har forstand på indholdet i begrebet arbejdsevne, og at den heller ikke kan vurdere kvaliteten i de aktiviteter og den indsats, kommunen har iværksat i den enkelte sag.

Det er ærlig snak, men det fører så til, at Ankestyrelsen med hjælp fra sin psykiatriske lægekonsulent anbefaler kommunerne at inddrage læger, ikke mindst psykiatere, i sagerne. Det er ikke det, der forebygger førtidspensionering af de beskrevne psykiske årsager. Det fører snarere til sygeliggørelse. De sociale klienter forsvinder ind i sygdomsrollen og får anerkendelse derved både hos deres omgivelser og i deres jobcentre. I værste fald får endnu flere førtidspension.

Formalia

Helbredsproblemer har mange ansigter. Den sociale ulighed i sundheden findes især blandt mennesker på overførselsindkomst, og helbredsproblemerne tiltager, jo længere man er henvist til den livsform og i en del tilfælde til en ussel økonomi. Alle undersøgelser viser, at den tidlige og grundige afklaring og derefter den rigtige indsats tilpasset den enkelte er helt afgørende. Det skulle indplaceringen i matchgrupper bidrage til.

Men den anden undersøgelse fra Ankestyrelsen viser, at det ikke sker. Der kan gå et halvt år eller mere, inden der er sket indplacering i den rigtige matchgruppe. Den første indplacering skal ske inden tre måneder, men mange bliver i første omgang indplaceret alt for højt som arbejdsmarkedsparate, fordi jobcentret ikke har sat sig nok ind i sagen. Det afgørende er jo at overholde formalia, for ellers nedsættes statsrefusionen. Men næsten halvdelen af de nye klienter har store problemer, fordi deres baggrund er, at de har fået standset deres sygedagpenge, eller fordi de har fået standset deres kontanthjælp som sanktion, eller fordi de er overflyttet fra en anden kommune.

Det bliver der i mange tilfælde først hold på ved den nye indplacering i en lavere matchgruppe, og efter at en del har været til et vejlednings- eller afklaringsforløb.

Tynd livline

Imens synker de tunge kontanthjælpsmodtagere ned i modløshed og i de sygdomsroller, som derfor også er den almindeligste årsag til indplaceringen i en lav matchgruppe, viser Ankestyrelsens undersøgelse.

Og sådan kører rouletten. Det eneste kommunerne har frihed til selv at bestemme er, hvad der skal iværksættes i den enkelte sag. Her burde deres fokus selvsagt være, men det afgørende sociale og beskæftigelsesmæssige arbejde når jobcentrene sjældent eller alt for sent frem til.

I bedste fald inddrager de en anden aktør, nemlig et privat firma, men det er ofte for sent, og livlinen til jobcentret er tynd. Centret er nemlig koncentreret om at indfri de bureaukratiske krav om, at de retslige og lægelige formalia er i orden.

Ankestyrelsen bidrager hermed til, at jobcentrene og sundhedsvæsenet bruger deres tid forkert. Det er en af forklaringerne på, at så mange fastlåses på overførselsindkomst selv i en tid med lav arbejdsløshed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gunhild Lindstrøm

Ankestyrelsen skal bruge gyldige lægeerklæringer

Gunvor Auken skriver i sin analyse af Den sociale Ankestyrelses praksisundersøgelse af, om kommunerne og deres jobcentre indplacerer de sociale klienter rigtigt i de såkaldte matchgrupper (Information 18.2.2008), at det »Ankestyrelsen lægger vægt på er, om det formelt retslige er i orden, nemlig at reglerne er fulgt, og at dokumentationen er i orden. Det der især tæller for Ankestyrelsen som dokumentation, er lægernes gyldne pen, det vil sige lægeerklæringerne.« Men lægerne overholder ikke altid kravene til lægeerklæringer, og kommuner og ankenævn forlanger dem ikke altid overholdt

Og her er det grundlæggende problem, at Ankestyrelsen er øverste instans og alligevel ikke kontrollerer, om de anvendte lægeerklæringer overholder reglerne. De kræver, at det tydeligt skal fremgå, hvad lægen selv er kommet frem til ved sin undersøgelse, og hvad der stammer fra andre kilder. Og så kræver de, at der skal stå, hvornår lægen sidst har undersøgt patienten, og hvis han ikke har gjort det personligt, skal det udtrykkeligt skrives (Almindelige regler for afgivelse af lægeerklæringer. Indenrigsministeriets bekendtgørelse af 20. juni 1935).

Ankechef Karen Sejersdal Christensen skriver i brev til undertegnede 22. november 2008 »at Ankestyrelsen ikke er tilsynsmyndighed i forhold til at vurdere, om lægeerklæringerne overholder de regler, Sundhedsministeren har udstukket for udfærdigelse af lægeerklæringer.«

Men Den sociale Ankestyrelse er øverste klageinstans og det er fatalt, at den anvender lægeerklæringer, som ikke opfylder bekendtgørelsens krav, der er så enkle, at en kontorelev kan undersøge om de er opfyldt. Ankestyrelsen bruger sågar en lægeerklæring, der er underkendt af såvel Sundhedsstyrelsen som Patientklagenævnet. Jeg er blevet klar over det ved at følge Den sociale Ankestyrelses praksis under dens behandling af min førtidspensionssag 1989-2002 og samtidig at følge dens behandling af andres sager i førtidspensionistforeninger og dagspressen mv. og på konferencen om Retssikkerhed på Førtidspensionsområdet 2002.

Lægeerklæringer, der ikke overholder reglerne, er et af de ganske få problemer, der kan løses hurtigt og billigt, ved at lægeerklæringer, der ikke opfylder de enkle krav, kræves returneret til færdiggørelse, og ved at Ankestyrelsen får påbud om at ikke at anerkende lægeerklæringer, der ikke opfylder disse krav

Det lyder jo meget godt, men problemet går jo også den anden vej, feks er der borger der har alt lægedokumentation i orden , og som vitterlig er så syge at de ikke kan påtage sig et arbejde, når de så får afslag på mange gange ulovligt grundlag og anker det til rette instans, så ser det desværre ud som om at ankeinstansen bare skimmmer papirene ...

Derfor kan der opstår situationer som den man kan læse her http://www.sitecenter.dk/radby/ en borger der får vuderet sin arbejdsevne på omskrevet lægepapir (problemet med at lægekonsulenter ikke er underlagt samme lovgivning når de optræder som læger og når de optræder som konsulenter) samt en helt anden borgers papir..

desværre har vi her i landet ikke et offentligt system der indrømmer fejl , derfor holder man fast i de forkerte afgørelser på de forkerte svar og papir det er da under alt kritik og har intet med retssikkerhed for borgerne at gøre ...

så lægeerklæringer der ikke overholder reglerne kan man som skrevet gøre noget ved, men skal vi så også til at have lægekonsulenter der overholder div bekendtgørelser eller vil man fortsætte af den vej som man ser et tydligere og tydeligere billede af....

Borger der mister deres retssikkerhed til fordel for kommunal kassetænkning..

Hvad værre er, at kommunerne bruger lægekonsulenter af tvivlsom moral, detsamme ses desværre også i statsamtet hovedstaden.
Lægekonsulenter der streger diagnoser, sat af speciallæger, hvorefter de sætter deres egne.

Noget der også vil være gennemskuelig for selv en alm. kotoransat, men de må ikke bedømme, hvad en læge vurdere.
Problemet er bare, at lægekonsulenter IKKE må vurdere, men alene skal oversætte, hvad speciallægen skriver. Derudover kan han anbefale ydereligere dokumentation.

Men dette overholdes ikke, hvorefter borgeren bliver taberen i et system, der skal hjælpe borgeren til afklaring, og i bedste fald tilbage til arbejdsmarkedet.
Men dette bliver selvsagt umuligt, hvis ikke speciallægeerklæringer bliver taget alvorligt. Indsatsen bliver derved forkert og mangelfuld, hvorved borgeren bliver taberen.

I disse år er der mange med fysiske problemer der får psykiske diagnoser oveni, grundet manglene forståelse og hjælp i forhold til de fysiske problemer der er.

På sigt er det en bombe under vores sociale system, fordi det kommer til at koste i sundhedssystemet, for de mange mennesker, der skal have ekstra psykiatisk indsats, oveni de problemer som oprindelig var årsagen, til at de er kommet ud fra arbejdsmarkedet.